Dommerne
12 Så blev Efraims mænd kaldt sammen, og de gik over floden til Safon* og sagde til Jefta: “Hvorfor tilkaldte du os ikke så vi kunne gå med dig da du gik over for at kæmpe mod ammonitterne?+ Vi sætter ild til dit hus og brænder dig inde.” 2 Men Jefta sagde til dem: “Mine folk og jeg var i hård kamp mod ammonitterne. Jeg bad jer faktisk om hjælp, men I kom ikke og reddede mig fra dem. 3 Da jeg så at I ikke ville redde mig, besluttede jeg at sætte mit liv på spil og gå imod ammonitterne,+ og Jehova overgav dem til mig. Så hvorfor kommer I nu for at kæmpe mod mig?”
4 Jefta samlede så alle Gileads+ mænd, og de kæmpede mod Efraim. Gileads mænd vandt over Efraim, som havde sagt: “I gileaditter i Efraim og Manasse er bare en flok flygtninge fra Efraim.” 5 Gilead indtog Jordans vadesteder+ før efraimitterne kom; når så mænd fra Efraim forsøgte at flygte og sagde: “Lad mig komme over”, spurgte Gileads mænd hver enkelt: “Er du efraimit?” Når han svarede: “Nej!”, 6 sagde de til ham: “Så sig shibbolet.” Men han sagde “sibbolet”, for han kunne ikke udtale ordet rigtigt. Så greb de ham og dræbte ham ved Jordans vadesteder. Der faldt 42.000 efraimitter ved den lejlighed.
7 Gileaditten Jefta var dommer i Israel i seks år, hvorefter han døde og blev begravet i sin hjemby i Gilead.
8 Efter ham var Ibsan fra Betlehem dommer i Israel.+ 9 Han havde 30 sønner og 30 døtre. Han sendte sine døtre ud for at blive gift med mænd der ikke hørte til hans klan, og han hentede 30 kvinder hjem som hans sønner kunne gifte sig med. Han var dommer i Israel i syv år. 10 Så døde Ibsan, og han blev begravet i Betlehem.
11 Efter ham var zebulonitten Elon dommer i Israel; han var dommer i Israel i ti år. 12 Så døde zebulonitten Elon og blev begravet i Ajjalon i Zebulons land.
13 Efter ham var Abdon, der var søn af Hillel fra Piraton, dommer i Israel. 14 Han havde 40 sønner og 30 sønnesønner der red på 70 æsler. Han var dommer i Israel i otte år. 15 Så døde Abdon, piratonitten Hillels søn, og han blev begravet i Piraton i Efraims land på amalekitterbjerget.+