Anden Samuelsbog
3 Krigen mellem Sauls hus og Davids hus trak ud. David blev stærkere og stærkere,+ mens Sauls hus blev svagere og svagere.+
2 I Hebron fik David i mellemtiden sønner.+ Hans førstefødte var Amnon,+ som han fik med Akinoam+ fra Jizreel. 3 Hans anden var Kilab, som han fik med Abigajil,+ karmelitten Nabals enke, og den tredje var Absalom,+ søn af Maaka, der var datter af Talmaj,+ Geshurs konge. 4 Den fjerde var Adonija,+ søn af Haggit, og den femte var Shefatja, søn af Abital. 5 Den sjette var Jitream, som David fik med sin hustru Egla. Det var de sønner David fik i Hebron.
6 Mens der var krig mellem Sauls hus og Davids hus, skaffede Abner+ sig mere og mere magt i Sauls hus. 7 Saul havde haft en medhustru der hed Rispa,+ som var datter af Ajja. Ishboshet+ sagde senere til Abner: “Hvorfor har du været i seng med min fars medhustru?”+ 8 Da Ishboshet sagde det, blev Abner meget vred og svarede: “Er jeg et hundehoved fra Juda? Indtil i dag har jeg vist loyal kærlighed mod din fars hus, mod Sauls brødre og venner, og jeg har ikke forrådt dig til David. Alligevel kræver du mig i dag til regnskab for et fejltrin i forbindelse med en kvinde. 9 Må Gud straffe mig hårdt hvis jeg ikke gør dét for David som Jehova lovede ham med en ed,+ 10 nemlig at tage kongedømmet fra Sauls hus og rejse Davids trone over både Israel og Juda, fra Dan til Beersheba.”+ 11 Ishboshet var bange for Abner, så han turde ikke sige et eneste ord.+
12 Abner sendte omgående sendebud til David og sagde: “Hvem tilhører landet?” Han tilføjede: “Indgå en aftale* med mig, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan,* for at få hele Israel over på din side.”+ 13 Han svarede: “Godt, jeg indgår en aftale* med dig. Det eneste jeg beder dig om, er at du ikke viser dig for mig uden at have Mikal,+ Sauls datter, med.” 14 Derefter sendte David bud til Sauls søn Ishboshet+ og sagde: “Giv mig min hustru Mikal, som jeg blev forlovet med for 100 filistres forhuder.”+ 15 Så fik Ishboshet hende hentet fra hendes mand, Paltiel,+ Lajishs søn. 16 Men hendes mand gik med hende, og han græd mens han fulgte efter hende helt til Bahurim.+ Til sidst sagde Abner til ham: “Gå hjem!” Så gik han hjem.
17 Samtidig sendte Abner bud til Israels ældste og sagde: “I har længe ønsket at få David som konge. 18 Nu er tiden inde til at gøre noget, for Jehova har sagt til David: ‘Ved hjælp af min tjener David+ vil jeg redde mit folk, Israel, fra filistrene og fra alle deres fjender.’” 19 Abner talte desuden med benjaminitterne.+ Han tog også til Hebron for selv at tale med David og fortælle ham hvad Israel og hele Benjamins hus var blevet enige om.
20 Da Abner kom til David i Hebron sammen med 20 mand, holdt David en fest for Abner og hans mænd. 21 Derefter sagde Abner til David: “Lad mig tage afsted og samle hele Israel om dig, min herre og konge, så de kan indgå en aftale* med dig og du kan blive konge over hele folket.”* David sendte derfor Abner afsted, og han forlod ham i fred.
22 I det samme kom Davids tjenere og Joab hjem fra et plyndringstogt, og de havde meget bytte med tilbage. Abner var ikke længere hos David i Hebron, for han havde sendt ham afsted i fred. 23 Da Joab+ og alle de soldater der var med ham, ankom, fortalte man ham: “Abner,+ Ners+ søn, kom til kongen, og han sendte ham afsted, og han forlod ham i fred.” 24 Så Joab gik ind til kongen og sagde: “Hvad er det du har gjort? Her kommer Abner til dig, og så sender du ham afsted og lader ham slippe væk! 25 Du kender Abner, Ners søn. Han kom her for at narre dig og for at få at vide hvad du foretager dig, og finde ud af alt om dig.”
26 Joab forlod David og sendte nogle sendebud efter Abner, og de tog ham med sig tilbage fra Siras cisterne* uden at David vidste noget om det. 27 Da Abner kom tilbage til Hebron,+ tog Joab ham til side inde i porten for at tale med ham under fire øjne. Men der stak han ham i maven så han døde,+ som hævn for at han havde dræbt* hans bror Asael.+ 28 Senere hørte David om det, og han sagde: “Jeg og mit kongedømme vil for altid være fri for blodskyld+ foran Jehova når det gælder Abner, Ners søn. 29 Lad det falde tilbage på Joab+ og på hele hans fars slægt. Må der altid være en af Joabs mandlige efterkommere der har udflåd+ eller er spedalsk+ eller spinder garn* eller falder for sværdet eller mangler mad!”+ 30 Joab og hans bror Abishaj+ dræbte Abner+ fordi han havde slået deres bror Asael ihjel i slaget+ ved Gibeon.
31 David sagde til Joab og alle folkene hos ham: “Flæng jeres tøj og klæd jer i sækkelærred og hold klage over Abner.” Kong David gik selv bag ligbåren. 32 De begravede Abner i Hebron, og kongen græd højt ved hans grav, og alle folkene begyndte også at græde. 33 Kongen sang denne sørgesang om Abner:
“Hvorfor skulle Abner dø en så nedværdigende død?
Du døde som en der blev offer for forbrydere.”*+
Og alle folkene græd over ham igen.
35 Senere kom alle folkene for at få David til at spise* mens det stadig var dag, men David sværgede: “Må Gud straffe mig hårdt hvis jeg før solnedgang så meget som smager på brød eller noget som helst andet!”+ 36 Alle folkene bemærkede det, og de syntes godt om det. Ligesom alt andet kongen gjorde, syntes alle folkene at det var godt. 37 Den dag blev folkene og hele Israel klar over at kongen ikke var ansvarlig for mordet på Abner, Ners søn.+ 38 Kongen sagde til sine tjenere: “Ved I ikke at det er en fyrste og en stor mand som i dag er faldet i Israel?+ 39 I dag er jeg svag, selvom jeg er salvet til konge,+ og disse mænd, Serujas sønner,+ er for brutale for mig.+ Må Jehova straffe den onde efter hans ondskab.”+