Anden Samuelsbog

15 Efter alt det skaffede Absalom sig en stridsvogn og heste og 50 mand der skulle løbe foran ham.+ 2 Absalom stod tidligt op hver morgen og stillede sig ved vejen til byporten.+ Når der kom en mand med en sag som kongen skulle dømme i,+ kaldte Absalom på ham og sagde: “Hvilken by er du fra?” Og så svarede han: “Din tjener er fra en af Israels stammer.” 3 Absalom sagde så til ham: “Det du ønsker at opnå, er både ret og rimeligt, men der er ingen hos kongen til at tage sig af din sag.” 4 Absalom sagde også: “Hvis bare man gjorde mig til dommer i landet! Så ville enhver mand der havde en sag eller en strid, komme til mig, og så ville jeg sørge for at han fik en retfærdig dom.”

5 Og når nogen kom hen for at bøje sig for Absalom, rakte han hånden ud og greb fat i ham og kyssede ham.+ 6 Sådan gjorde Absalom med alle de israelitter der kom til kongen for at få deres sag afgjort. På den måde stjal Absalom Israels mænds hjerte.+

7 Da der var gået fire år,* sagde Absalom til kongen: “Lad mig tage til Hebron+ og opfylde det løfte jeg har givet Jehova. 8 For mens jeg, din tjener, boede i Geshur+ i Aram, aflagde jeg dette højtidelige løfte:+ ‘Hvis Jehova lader mig vende tilbage til Jerusalem, vil jeg bringe et offer til* Jehova.’” 9 Kongen svarede: “Gå med fred.” Så tog han afsted til Hebron.

10 Absalom sendte nu spioner ud til alle Israels stammer. Han sagde til dem: “Så snart I hører lyden af hornet, skal I bekendtgøre: ‘Absalom er blevet konge i Hebron!’”+ 11 Og 200 mænd fra Jerusalem var taget med Absalom; de var blevet inviteret og gik med i god tro, uden at vide hvad der foregik. 12 Da Absalom bragte ofrene, tilkaldte han desuden gilonitten Akitofel,+ Davids rådgiver,+ som var i sin hjemby, Gilo.+ Sammensværgelsen greb mere og mere om sig, og der var flere og flere der støttede Absalom.+

13 Senere kom der en og fortalte det til David. Han sagde: “Israels mænds hjerte har vendt sig til Absalom.” 14 Straks sagde David til alle sine tjenere i Jerusalem: “Kom, lad os flygte,+ for ellers slipper ingen af os fra Absalom! Skynd jer, ellers kan han hurtigt indhente os og bringe ulykke over os og dræbe alle i byen med sværd!”+ 15 Kongens tjenere svarede: “Uanset hvad vores herre kongen beslutter at vi skal gøre, er dine tjenere parate.”+ 16 Så tog kongen afsted, og hele hans husstand fulgte med, men kongen efterlod ti medhustruer+ til at se efter paladset.* 17 Kongen og hele hans følge forlod byen, og de standsede ved Bet-Merhak.

18 Alle kongens tjenere som var med ham,* og alle keretitterne, peletitterne+ og gatitterne,+ 600 mand der havde fulgt ham fra Gat,+ gik forbi mens han inspicerede dem.* 19 Så sagde kongen til gatitten Ittaj:+ “Hvorfor skulle du også gå med os? Vend om, og bo hos den nye konge, for du er udlænding og har været tvunget til at forlade dit land. 20 Du kom i går, så hvorfor skulle jeg i dag kræve at du flakker om sammen med os, at du følger mig uanset hvor jeg tager hen, og hvornår? Vend om, og tag dine brødre med dig. Må Jehova vise dig loyal kærlighed og troskab!”+ 21 Men Ittaj svarede kongen: “Så sandt Jehova lever, og så sandt min herre og konge lever – der hvor min herre og konge er, der vil din tjener være, uanset om det betyder død eller liv!”+ 22 Så sagde David til Ittaj:+ “Kom og gå over.” Gatitten Ittaj gik så over sammen med alle sine mænd og deres familier.

23 Alle i landet græd højt mens de der havde forladt byen, gik over Kedrondalen,+ hvor kongen stod, og de begyndte at følge vejen mod ørkenen. 24 Sadok+ var der også, og med ham var alle de levitter+ der bar den sande Guds pagts ark.+ De satte den sande Guds ark ned; og Ebjatar+ kom mens alle folkene gik over fra byen. 25 Men kongen sagde til Sadok: “Tag den sande Guds ark med tilbage til byen.+ Hvis Jehova er positivt stemt over for mig, vil han også lade mig komme tilbage og lade mig se den og det sted hvor den står.+ 26 Men hvis han siger: ‘Jeg bryder mig ikke om dig’, så lad ham gøre med mig hvad der er bedst i hans øjne.” 27 Kongen sagde til præsten Sadok: “Er du ikke seer?+ Du og Ebjatar skal vende tilbage til byen i fred og tage jeres to sønner med jer, din søn Akimaas og Ebjatars søn Jonatan.+ 28 Jeg bliver ved vadestederne i ørkenen indtil I sender bud og fortæller mig hvad der sker.”+ 29 Sadok og Ebjatar tog så den sande Guds ark med tilbage til Jerusalem, og der blev de.

30 David græd mens han gik op ad Oliebjerget;+ hans hoved var tildækket, og han havde bare fødder. Alle folkene der var med ham, tildækkede også deres hoved, og de græd mens de gik op. 31 Så fortalte man David: “Akitofel er en af dem der er med i Absaloms+ sammensværgelse.”+ Til det sagde David: “Jeg beder dig, Jehova,+ lad Akitofels råd blive opfattet som tåbeligt!”+

32 Da David kom til toppen hvor man plejede at bøje sig for Gud, kom arkitten+ Hushaj+ ham i møde – med flænget kjortel og jord på hovedet. 33 Men David sagde til ham: “Hvis du går over sammen med mig, vil du være en byrde for mig. 34 Men hvis du vender tilbage til byen og siger til Absalom: ‘Jeg er din tjener, konge. Før var jeg din fars tjener, men nu er jeg din tjener’,+ så kan du sabotere Akitofels råd for mig.+ 35 Præsterne Sadok og Ebjatar er der jo sammen med dig. Du skal fortælle dem alt hvad du hører fra kongens hus.+ 36 De har deres to sønner hos sig, Sadoks søn Akimaas+ og Ebjatars søn Jonatan,+ og dem skal I sende til mig med besked om alt hvad I hører.” 37 Hushaj, Davids ven,*+ gik så ind i Jerusalem samtidig med at Absalom ankom til byen.