Anden Samuelsbog
2 Senere spurgte David Jehova:+ “Skal jeg rejse op til en af Judas byer?” Jehova sagde til ham: “Rejs.” David spurgte så: “Hvorhen?” Han svarede: “Til Hebron.”+ 2 David rejste så derop sammen med sine to hustruer, Akinoam+ fra Jizreel og Abigajil,+ karmelitten Nabals enke. 3 David tog også mændene med,+ hver med sin husstand, og de bosatte sig i byerne omkring Hebron. 4 Så kom Judas mænd, og de salvede David til konge over Judas hus.+
De fortalte David: “Det var mændene fra Jabesh-Gilead der begravede Saul.” 5 David sendte så sendebud til mændene i Jabesh-Gilead og sagde til dem: “Må Jehova velsigne jer fordi I har vist jeres herre Saul loyal kærlighed og begravet ham.+ 6 Må Jehova vise jer loyal kærlighed og trofasthed. Jeg vil også vise jer godhed for det I har gjort.+ 7 Vær nu stærke og modige, for jeres herre Saul er død, og Judas hus har salvet mig til konge over sig.”
8 Men Abner,+ Ners søn, Sauls hærfører, havde ført Sauls søn Ishboshet+ over til Mahanajim+ 9 og gjort ham til konge over Gilead,+ ashuritterne, Jizreel,+ Efraim+ og Benjamin, ja, over hele Israel. 10 Sauls søn Ishboshet var 40 år da han blev konge over Israel, og han regerede i to år. Men Judas hus støttede David.+ 11 David var konge i Hebron over Judas hus i en periode* på syv år og seks måneder.+
12 På et tidspunkt tog Abner, Ners søn, og Sauls søn Ishboshets tjenere fra Mahanajim+ til Gibeon.+ 13 Joab,+ Serujas søn,+ og Davids tjenere tog også afsted og mødte dem ved Gibeons dam; den ene gruppe satte sig på den ene side af dammen, og den anden på den anden side. 14 Til sidst sagde Abner til Joab: “Lad de unge mænd rejse sig og kæmpe* foran os.” Joab sagde: “Lad dem kæmpe.” 15 De rejste sig så og gik frem: 12 af Sauls søn Ishboshets mænd fra Benjamins stamme og 12 af Davids tjenere. 16 De greb fat om hinandens hoved, og hver af dem stak sit sværd i siden på sin modstander, og de faldt alle om sammen. Derfor kaldte man stedet, der ligger i Gibeon, for Helkat-Hazzurim.*
17 Kampen der fulgte efter, blev meget hård den dag, og Abner og Israels mænd blev til sidst besejret af Davids tjenere. 18 Serujas tre sønner,+ Joab,+ Abishaj+ og Asael,+ var med, og Asael var lige så hurtig til bens som en gazelle på marken. 19 Asael satte efter Abner, og han drejede hverken af til højre eller til venstre mens han forfulgte Abner. 20 Abner så sig tilbage og spurgte: “Er det dig, Asael?” “Ja, det er,” svarede Asael. 21 Abner sagde til ham: “Drej af til højre eller til venstre og grib fat i en af de unge mænd og tag hans våben.” Men Asael ville ikke holde op med at forfølge ham. 22 Så Abner sagde igen til Asael: “Hold op med at forfølge mig. Hvorfor skulle jeg slå dig ihjel? Hvordan skulle jeg kunne se din bror Joab i øjnene?” 23 Men han ville ikke standse, så Abner ramte ham i maven med den bagerste ende af sit spyd,+ og spyddet kom ud gennem ryggen på ham. Han faldt om og døde på stedet. Alle der kom til det sted hvor Asael var faldet død om, standsede og stod stille.
24 Så satte Joab og Abishaj efter Abner. Mens solen var ved at gå ned, kom de til Ammahøjen, som ligger over for Gia på vejen til Gibeons ørken. 25 Benjaminitterne samlede sig i sluttet trop bag Abner, og de stillede sig på toppen af en høj. 26 Abner råbte til Joab: “Skal sværdet dræbe i en uendelighed? Ved du ikke at det kun fører til bitterhed? Hvor længe skal der gå før du siger til folkene at de skal holde op med at forfølge deres brødre?” 27 Til det sagde Joab: “Så sandt den sande Gud lever: Hvis du ikke havde sagt noget, ville folkene først have standset forfølgelsen af deres brødre i morgen tidlig.” 28 Joab blæste i hornet, og hans mænd holdt op med at forfølge Israel, og kampen standsede.
29 Hele den nat marcherede Abner og hans mænd gennem Araba,+ og de krydsede Jordanfloden og marcherede gennem hele slugten* og kom til sidst til Mahanajim.+ 30 Efter at Joab var holdt med at forfølge Abner, samlede han alle folkene. Ud over Asael manglede der 19 af Davids tjenere. 31 Men Davids tjenere havde sejret over benjaminitterne og Abners mænd og dræbt 360 af deres mænd. 32 De bar Asael+ til Betlehem+ og begravede ham i hans fars grav. Derefter marcherede Joab og hans mænd hele natten, og de nåede til Hebron+ da det begyndte at blive lyst.