Job
21 Som svar sagde Job:
2 “Hør godt efter hvad jeg siger;
den trøst kan I da give mig.
4 Er det et menneske jeg retter min klage til?
Hvis det var, ville jeg* så ikke miste tålmodigheden?
5 Se hvordan jeg ser ud! I vil blive chokerede
og lægge hånden over munden.
6 Når jeg selv tænker på det, bliver jeg forfærdet
og ryster over hele kroppen.
8 De har altid deres børn i nærheden,
og de får deres efterkommere at se.
10 Deres avlstyre svigter aldrig;
deres køer kælver og taber aldrig deres kalve.
11 Deres drenge løber frit omkring som en flok lam,
deres børn springer glade rundt.
14 Men til den sande Gud siger de: ‘Lad os være i fred!
Vi er ikke interesseret i dine veje.+
15 Hvem er Den Almægtige at vi skulle tjene ham?+
Hvad får vi ud af at lære ham at kende?’+
16 Men jeg ved at de ikke selv er herre over deres lykke.+
De ondes tankegang* ligger mig fjernt.+
17 Hvor ofte bliver de ondes lampe pustet ud?+
Hvor ofte bliver de ramt af ulykker?
Hvor ofte viser Gud sin vrede ved at ødelægge dem?
18 Bliver de nogensinde som strå for vinden
og som avner der bæres væk af blæsten?
19 Gud gemmer en mands straf til hans sønner.
Jeg ville ønske at Gud gengældte manden selv så han mærkede det.+
20 Med egne øjne skulle han se sin ødelæggelse,
og han skulle være den der drak af bægret med Den Almægtiges vrede,+
21 for hvad bekymrer han sig om hvad der sker med hans hus når han er væk,
23 Den ene mand dør mens han er i fuld vigør,+
mens han er sorgløs og uden bekymringer,+
24 mens hans hofter er godt polstrede
og hans knogler er stærke.*
29 Men har I ikke spurgt dem der har været på rejse?
Har I ikke tænkt over det de har observeret,*
30 nemlig at et ondt menneske bliver skånet den dag ulykken rammer,
og reddet den dag vreden bryder løs?
31 Er der nogen der kræver ham til regnskab for den måde han lever på,
og gengælder ham for det han har gjort?
32 Nej, når han bliver båret til gravstedet,
vil man højtideligt holde vagt ved hans grav.
33 Han hviler fredeligt i dalens jord,*+
og hele menneskeheden går samme sted hen,*+
ligesom de utallige der døde før ham.
34 Hvorfor prøver I da at trøste mig med tomme ord?+
Der er ikke andet end falskhed i jeres svar!”