Job
29 Job fortsatte nu sin tale:*
2 “Jeg ønsker mig tilbage til de måneder som nu er forbi,
de dage da Gud beskyttede mig,
3 da han lod sin lampe lyse på mit hoved,
da hans lys skinnede for mig så jeg kunne gå igennem mørket,+
4 da jeg havde min bedste tid,
da jeg mærkede Guds venskab og han var i mit telt,+
5 da Den Almægtige stadig var med mig
og jeg havde mine børn* omkring mig,
6 da jeg kunne bade mine fødder i smør
og strømme af olie flød ud af klipperne til mig.+
7 Når jeg gik ud til byens port+
og indtog min plads på torvet,+
8 plejede de unge mænd at træde til side* når de så mig,
og selv de gamle mænd rejste sig op og blev stående.+
9 Fyrster holdt op med at tale,
de lagde hånden over munden.
10 Fremtrædende mænd blev tavse,
deres tunge hang fast i ganen.
11 Enhver der hørte mig, talte godt om mig,
og de der så mig, vidnede til min fordel,
12 for jeg reddede altid fattige der råbte på hjælp,+
børn der manglede en far, ja, enhver som ikke havde nogen hjælper.+
15 Jeg var øjne for den blinde
og fødder for den der ikke kunne gå.
18 Jeg plejede at sige: ‘Jeg får lov til at dø i mit eget hjem,*+
og jeg vil få lige så mange levedage som der er sandkorn.
19 Mine rødder vil strække sig frit og finde vand,
og natten lang vil der være dug på mine grene.
20 Mit omdømme vil stråle hver dag,
og der vil blive ved med at komme pile fra buen i min hånd.’