Første Mosebog
45 Nu kunne Josef ikke længere beherske sig foran alle sine tjenere.+ Derfor råbte han: “Få alle ud herfra!” Og der var ikke andre til stede end hans brødre da han afslørede hvem han var.+
2 Så begyndte han at græde så højt at egypterne hørte det, og Faraos hus hørte det også. 3 Til sidst sagde Josef til sine brødre: “Jeg er Josef. Lever min far endnu?” Men hans brødre var så chokerede at de ikke kunne svare. 4 Josef sagde derfor til sine brødre: “Kom hen til mig.” Så kom de hen til ham.
Han sagde: “Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten.+ 5 Men I skal ikke være kede af det og bebrejde hinanden at I solgte mig hertil. Gud har nemlig sendt mig i forvejen for at redde menneskeliv.+ 6 Der har været hungersnød i landet i to år,+ og der kommer endnu fem år hvor man hverken skal pløje eller høste. 7 Men Gud sendte mig i forvejen så en rest af jer+ kunne blive bevaret på jorden,* og for at I kunne blive holdt i live ved en storslået udfrielse. 8 Det var altså ikke jer som sendte mig hertil, men det var den sande Gud, for at gøre mig til øverste rådgiver* for Farao og herre over hele hans hus og hersker over hele Egypten.+
9 Skynd jer tilbage til min far og sig til ham: ‘Sådan har din søn Josef sagt: “Gud har gjort mig til herre over hele Egypten.+ Kom ned til mig. Tøv ikke.+ 10 Du skal bo i Goshen,+ hvor du vil være i nærheden af mig – du, dine børn og børnebørn, dine får, geder og okser og alt hvad du ejer. 11 Jeg vil forsyne dig med mad dér – for der kommer endnu fem år med hungersnød.+ Ellers ender du og din husstand i fattigdom, og du mister alt hvad du ejer.”’ 12 Både I og min bror Benjamin kan jo med egne øjne se at det virkelig er mig der taler til jer.+ 13 Fortæl vores far om min magtfulde stilling* i Egypten og om alt hvad I har set. Skynd jer at hente vores far herned.”
14 Så omfavnede han sin bror Benjamin og græd, og Benjamin græd med armene om hans hals.+ 15 Og han kyssede alle sine brødre og græd med dem, og derefter talte hans brødre med ham.
16 Nyheden nåede frem til Faraos hus. Man sagde: “Josefs brødre er kommet!” Det blev Farao og hans tjenere glade for at høre. 17 Så Farao sagde til Josef: “Sig til dine brødre: ‘Læs jeres lastdyr, og tag afsted til Kanaan 18 og hent jeres far og jeres familier og kom herned. Jeg vil give jer de gode ting i Egypten, og I skal leve af det der kommer fra den bedste del af landet.’*+ 19 Og du skal sige til dem:+ ‘Tag transportvogne+ med fra Egypten så I kan hente jeres børn, jeres hustruer og jeres far.+ 20 I skal ikke være bekymret for jeres ejendele,+ for det bedste i hele Egypten er jeres.’”
21 Så gjorde Israels sønner sådan, og Josef gav dem transportvogne, som Farao havde befalet, og han gav dem proviant til rejsen. 22 Han gav hver af dem en ekstra klædning, men Benjamin gav han 300 sølvstykker og fem ekstra klædninger.+ 23 Og til sin far sendte han ti æsler læsset med gode ting fra Egypten og ti æselhopper læsset med korn og brød og forsyninger til rejsen. 24 Så sendte han sine brødre afsted og sagde til dem: “Bliv nu ikke uvenner på vejen.”+
25 De forlod Egypten og kom til deres far, Jakob, i Kanaan. 26 De fortalte ham: “Josef lever endnu, og han hersker over hele Egypten!”+ Men hans hjerte stivnede, for han troede ikke på dem.+ 27 Da de fortalte deres far, Jakob, alt hvad Josef havde sagt til dem, og han så de transportvogne Josef havde sendt for at hente ham, livede han* op igen. 28 “Jeg har hørt nok!” udbrød Israel. “Min søn Josef lever endnu! Jeg må tage afsted og se ham før jeg dør!”+