Job

30 Nu er jeg til grin+

for mænd der er yngre end mig,

for dem hvis fædre jeg ikke engang

ville betro at passe mine hyrdehunde.

 3 De er udmattede på grund af sult og mangel;

de afgnaver den svedne jord,

som i forvejen var gold og øde.

 4 De plukker de salte blade af buskene;

de lever af gyvelbuskens rødder.

 5 De bliver udstødt af samfundet;+

man råber efter dem som efter en tyv.

 6 De bor på stejle bjergskråninger,*

i jordhuler og klippehuler.

 7 Mellem buskene sidder de og råber,

de klynger sig til hinanden mellem nælderne.

 8 Som børn af uduelige og navnløse fædre

er de blevet fordrevet fra* landet.

 9 Men nu håner de mig endda i deres sange;+

jeg er blevet en de gør nar af.*+

10 De afskyr mig og holder sig på afstand af mig;+

de er ikke bange for at spytte mig i ansigtet.+

11 Fordi Gud har gjort mig forsvarsløs* og ydmyget mig,

tillader de sig hvad som helst* over for mig.

12 På min højre side samler de sig som en sværm for at overfalde mig;

de driver mig på flugt

og sætter dødsfælder op på min sti.

13 De bryder mine veje op

og gør min ulykke værre,+

og ingen standser dem.*

14 De kommer imod mig som gennem et stort hul i en forsvarsmur,

de vælter frem mellem ruinerne.

15 Angsten overvælder mig,

min værdighed forsvinder med vinden,

og mit håb om frelse opløses som en sky.

16 Mit liv er ved at ebbe ud,+

dage med elendighed+ har indhentet mig.

17 Smerter borer sig gennem mine knogler om natten,+

den gnavende pine holder aldrig op.+

18 Min klædning er gjort ukendelig af stærke kræfter,*

den strammer om min hals som en krave.

19 Gud har kastet mig ned i mudderet;

nu er jeg kun støv og aske.

20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer mig ikke;+

jeg rejser mig op, men du ser bare på mig.

21 Brutalt har du vendt dig imod mig,+

med din hånds fulde kraft angriber du mig.

22 Du løfter mig op og lader vinden tage mig,

og så lader du uvejret kaste mig omkring.*

23 Jeg ved at du bringer mig ned i døden,

til huset hvor alle der lever, vil mødes.

24 Ingen ville ellers slå en mand der allerede er knust,*+

mens han råber om hjælp midt i sin ulykke.

26 Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke;

jeg ventede lyset, men det var mørket der kom.

27 Mit indre var konstant i oprør,

dag efter dag blev jeg mødt med elendighed.

29 Jeg er blevet bror til sjakaler

og deler vilkår med strudsenes døtre.+

30 Min hud er blevet sort og falder af,+

mine knogler brænder af hede.*

31 Min harpe spiller kun sørgelige toner,

og min fløjte spiller kun til gråd.