Job

7 Er det dødelige menneskes liv på jorden ikke som tvangsarbejde,

og er hans dage ikke som en daglejers?+

 2 Som en slave sukker han efter skygge,

og som en daglejer længes han efter sin løn.+

 3 Sådan har jeg haft måneder hvor alt var forgæves;

nætter med elendighed har jeg fået tildelt.+

 5 Min krop er dækket af maddiker og snavs,+

min hud er fuld af skorper og betændelse.+

 6 Hurtigere end en vævers skyttel flyver mine dage afsted,+

de forsvinder uden at der er noget håb.+

 7 Husk at mit liv kun er et vindpust,+

at jeg aldrig mere vil få glæden at se.

 8 Den der ser mig nu, vil ikke længere kunne se mig;

dine øjne vil spejde efter mig, men jeg er væk.+

 9 Som en sky der opløses og forsvinder,

sådan er den der går ned i Graven* – han kommer ikke op igen.+

10 Han kommer aldrig mere hjem;

der hvor han boede, vil han blive glemt.+

Jeg vil lade mit forpinte sind tale;

i min fortvivlelse* vil jeg klage min nød!+

12 Er jeg havet eller et havuhyre,

så du er nødt til at vogte mig strengt?

13 Når jeg siger: ‘Min seng vil trøste mig,

mit leje vil lindre min smerte’,

14 så skræmmer du mig med mareridt,

forfærder mig med syner.

15 Jeg ville foretrække at kvæles

– ja, hellere dø end leve med denne krop.*+

17 Hvad er et dødeligt menneske at du beskæftiger dig med ham,

at du overhovedet viser ham opmærksomhed?*+

18 Hvorfor inspicerer du ham hver morgen

og sætter ham på prøve hvert øjeblik?+

19 Vil du ikke nok vende dit blik væk fra mig

og lade mig være i fred længe nok til at jeg kan synke mit spyt?+

21 Hvorfor tilgiver du ikke mine overtrædelser

og undskylder mine fejl?

Snart ligger jeg alligevel i jorden,+

og du vil lede efter mig, men jeg vil være borte.”