Job
6 Så svarede Job:
2 “Jeg ville ønske at min desperation+ kunne vejes
og lægges på vægtskåle sammen med min elendighed,
3 for den er tungere end havets sand,
4 Pile fra Den Almægtige har gennemboret mig,
og deres gift trænger ind i mit sind;+
Gud har sendt en hær af ulykker imod mig.
6 Vil man ikke komme salt på mad der mangler smag?
Smager katostens saft af noget?
7 Jeg har nægtet at røre ved den slags.
Det gør mig dårlig som fordærvet mad.
8 Bare min bøn ville blive opfyldt
og Gud ville indfri mit ønske!
10 Selv dét ville trøste mig.
Jeg ville springe af glæde trods mine konstante smerter,
for jeg har ikke fornægtet Den Helliges ord.+
11 Er jeg stærk nok til at blive ved med at vente?+
Og kan jeg se frem til noget som er værd at leve videre for?
12 Er jeg stærk som en klippe?
Er min krop lavet af kobber?
13 Kan jeg på nogen måde hjælpe mig selv
når alle mine midler er taget fra mig?
14 Den der nægter at vise sit medmenneske loyal kærlighed,+
vil også holde op med at vise ærefrygt for Den Almægtige.+
15 Mine egne brødre har været lige så upålidelige+ som en vinterbæk,
som vandet i vinterbækkene der tørrer ud.
16 De er mørke af is,
og den smeltende sne forsvinder i dem.
17 Men på et tidspunkt holder vandet op med at løbe;
når vejret bliver varmt, tørrer bækkene ud.
18 De ændrer retning,
flyder ud i ørkenen og er væk.
19 Karavanerne fra Tema+ søger efter dem,
de rejsende fra Saba*+ venter på dem,
20 men deres tillid har været forgæves;
de kommer hen til stedet, kun for at blive skuffede.
22 Har jeg sagt: ‘Giv mig noget’
eller bedt om at få noget af jeres formue?
Men hvad gavn gør jeres bebrejdelser?+
28 Så vend jer om og se på mig!
Jeg ville ikke lyve jer lige op i ansigtet.
29 Tænk over tingene igen – og fejlbedøm mig ikke –
ja, overvej sagen på ny, for jeg er lige så retfærdig som før.
30 Er jeg uretfærdig i det jeg siger?
Mon ikke min gane kan smage om noget er forkert?