Job
4 Temanitten Elifaz+ tog så ordet og svarede:
2 “Kan du høre lidt på mig uden at blive utålmodig?
Hvem kan lade være med at sige noget her?
3 Du har selv irettesat mange,
og du har styrket andre når deres hænder var slappe.
4 Med dine ord hjalp du dem der snublede, til at rejse sig,
og du styrkede dem som var ved at synke i knæ.
5 Men nu kommer det over dig selv, og så bliver du slået ud;*
det rammer dig selv, og du bliver fortvivlet.
6 Giver din gudsfrygt dig slet ingen tillid?
Giver din perfekte livsførelse*+ dig ikke noget håb?
7 Tænk lige over dette: Er en uskyldig nogensinde gået til grunde?
Hvornår er de retfærdige blevet udslettet?
8 Det jeg har erfaret, er at de der pløjer ondskabens marker*
og sår problemer, kommer til at høste det samme.
9 Gud puster på dem, og de går til grunde,
et udbrud af hans vrede gør det af med dem.
10 En løve brøler, og en løveunge knurrer,
men selv den stærkeste løve knækker sine tænder.
11 En løve dør af mangel på bytte,
og dens unger bliver spredt.
12 Der kom et ord til mig i hemmelighed,
det blev hvisket i mit øre.
13 Syner der gav skræmmende tanker, kom til mig om natten,
hvor mennesker ellers sover dybt;
14 jeg rystede af skræk,
og alle mine knogler blev fyldt med rædsel.
15 En ånd strejfede mit ansigt;
hårene rejste sig på min krop.
16 Så standsede den op.
Jeg genkendte ikke skikkelsen,
men den stod lige foran mine øjne.
Der var stille, og så hørte jeg en stemme sige:
17 ‘Kan en som kun er et dødeligt menneske, være mere retfærdig end Gud?
Kan en mand være renere end sin Skaber?’
18 Selv sine tjenere tror han ikke på;
han finder fejl hos sine engle,*
19 hvor meget mere da ikke hos dem der bor i huse af ler,
hos dem der er dannet af støv,+
dem der bliver mast lige så let som et møl!
20 De er der om morgenen og er knust inden aften;
de er væk for evigt, og ingen savner dem.
21 Er de ikke som et telt hvis teltreb er rykket op?
De dør uden at have nogen visdom.