Man kan gøre meget med lidt

FORESTIL Dem at De var lammet fra nakken og nedefter og at de eneste muskler De kunne bevæge var Deres nakkemuskler. Ville De lade Dem overvælde af selvmedlidenhed og fortvivlelse og længes efter at dø? Eller ville De erkende at De kunne foretage Dem noget nyttigt, at De kunne leve et frugtbringende og lykkeligt liv og endda forsørge Dem selv? Det sidste er netop hvad flere handicappede har gjort.

Som eksempel kunne vi nævne en mand der bor i Vancouver i Britisk Columbia (Canada). I en alder af nitten år blev han angrebet af polio, hvorved han blev lammet fra nakken og nedefter; han var nu ikke længere i stand til at bruge nogen af sine fire lemmer. Hvad gjorde han? Han fik særundervisning i at male, både med pensel og spartel, idet han lærte at holde redskaberne i munden. Han maler efter hukommelsen, kystlandskaber fra Britisk Columbia, hvor han arbejdede indtil sin sygdom. Hans malerier smykker offentlige bygninger, hospitaler og private hjem, og for øjeblikket giver han desuden undervisning i malerkunst.

Han har været i stand til at købe en varevogn til at transportere ham selv og hans rullestol hvorhen han ønsker det. For overhovedet at kunne sove godt nok må han bruge en særlig gyngeseng på hospitalet; ja, hospitalet er faktisk hans hjem. I lang tid kunne han ikke sove andre steder. Men så ændrede han gyngesengens konstruktion så den blev transportabel. Nu kan han overnatte hos sin moder og besøge andre familiemedlemmer der bor et stykke vej fra hospitalet.

Men det der har gjort ham til et virkelig lykkeligt menneske, er at han har lært sandheden om Guds rige at kende. Dette har fået ham til at indvi sit liv til Gud og lade sig døbe ved fuldstændig nedsænkning i vand. Ved hjælp af sin rullestol og sin vogn er han i stand til regelmæssigt at overvære Jehovas vidners møder. I rigssalen holder en medkristen hans bibel for ham, eller hvilket bibelsk hjælpemiddel der nu bruges, ligesom han rækker hånden op for ham når han ønsker at give en kommentar. Den lamme broder holder oven i købet foredrag i menighedens teokratiske skole; og han er lykkelig for den forret han undertiden får når han bliver anmodet om at lede menigheden i bøn.

Til trods for sit svære handicap forkynder han ivrigt om Jehova ved enhver lejlighed — for hospitalspersonalet, for venner og slægtninge, deriblandt sin søster og sine to brødre. Hans moder er også et Jehovas vidne. Han aflægger genbesøg hos personer der er interesseret i at få mere at vide om Bibelen, og han leder et regelmæssigt bibelstudium med en anden ung mand, en ven til en af patienterne på hospitalet.

Han tager også del i uddelingen af bibelske blade på gaden; når vejret er godt kan man se ham på et befærdet hjørne, hvor han er glad for at kunne henlede de forbipasserendes opmærksomhed på bladene. En anden måde hvorpå han er med til at dele den gode nyhed med andre, er ved at skrive breve. Disse skriver han på maskine ved hjælp af en pind han holder i munden. Endnu en måde han forkynder på, er ved hjælp af telefonen når han er på besøg hos sin moder.

Det kan i sandhed siges om dette indviede, kristne vidne for Jehova at han gør meget med lidt. Det er en stram timeplan han har udarbejdet til sig selv — han tjener til livets opretholdelse ved at male fire til fem timer om dagen, han overværer alle menighedens møder og forbereder sig til dem, og han har en fuld andel i forkyndelsen af Rigets budskab. Alt dette, foruden hans opmuntrende eksempel på trofasthed, beslutsomhed og flittigt arbejde, gør ham til en kilde til glæde for dem han omgås.