Kunsten at arbejde i læder
HAR du lyst til at lave noget der både kan være morsomt og indbringende? I en tid med stigende priser og udbredt arbejdsløshed ser flere og flere sig om efter beskæftigelse og muligheder for at supplere deres indtægt. Andre søger en tilfredsstillende adspredelse fra den daglige rutine. Læderarbejde er udbytterigt, det kan udføres derhjemme og det er et nyttigt tidsfordriv for hele familien.
Det er kun vegetabilsk garvet læder der egner sig til prægning. Det har nemlig den egenskab at det nemt opsuger den fugtighed der er nødvendig for at man kan lave figurer i det, farve det eller give det en højglansoverflade. Kromgarvet læder kan ikke bearbejdes på denne måde.
For at kunne præge i læderet må man først fugte det. Tør med en fugtig svamp hen over læderets inderside, kødsiden. Når læderet begynder at få sin naturlige farve igen, er det klar til prægning. Hvis det er nødvendigt kan man fugte det en gang til, men man bør undgå at fugte det for meget, da det vil gøre læderet hårdt og mørkt. Vandet til fugtningen skal altid opbevares på glas- eller porcelænsbeholdere. Vand fra metalbeholdere kan misfarve læderet for altid.
Når du overfører et mønster til læderet bør du aldrig bruge kuglepen eller blyant, for det vil sætte uudslettelige mærker på det færdige produkt. Tegn derimod figuren på papir, læg papiret oven på det fugtede læder, og træk mønsteret op med en ikke alt for spids genstand.
Derefter ridses mønsteret ned i læderet. Nu kan læderet bearbejdes. Ved hjælp af forskellige stempler (punsler) og en hammer presses nogle dele af billedet ned, mens andre dele får lov at blive stående, så man opnår en reliefvirkning. Når man bearbejder læderet skal det ligge på en hård og jævn overflade, som for eksempel marmor, og man bør bruge en træ- eller plastikhammer som man fører med let hånd.
Med punslerne kan man præge forskellige figurer, nopper, trekanter, kvadrater og så videre, alt efter hvilket mønster redskaberne har. Desuden kan man få brug for andre stykker værktøj: en revolverhultang, hvormed man klipper huller i læderet, en god skarp kniv med et kort blad, en passer, en vinkel, en syl, nåle, samt tænger til fastgørelse af nitter og trykknapper. En saks til at klippe i læderet med kan også være nyttig. Til limning kan benyttes kontaktlim.
Ved prægning med punsler vil rytmiske hammerslag give de bedste resultater. For at opnå erfaring i at bruge punslerne rigtigt og i at bedømme hvor megen fugtighed læderet skal have, kan man øve sig på små læderstumper.
De enkelte dele af arbejdet kan samles på forskellige måder. Man kan sy dem sammen i hånden, eller lave en række huller og trække en snøre igennem. På købte læderting består snøren enten af kunststof eller ægte læder. Hvis man vil, kan man eksperimentere med nylonsnøre, enkelte tråde af syntetisk fremstillet reb, eller tynde læderstrimler. Nogle stykker kan samles med nitter alene.
Med øvelse og grundig overvejelse har nogle udviklet deres egen stil og teknik. Der er stor glæde og tilfredshed ved at arbejde i læder, ved at bruge sine hænder til at fremstille noget der er såvel pænt som nyttigt. Det kan både være et indbringende arbejde og et afslappende tidsfordriv. Som med andre beskæftigelser og hobbyer gælder det dog også her at man ikke skal lade sig beherske deraf. Det er blot et middel, ikke et mål i sig selv. Når du arbejder med læder vil du uden tvivl opdage at det lønner sig på mere end én måde.