Hvad Bibelen siger

„Én gang frelst, altid frelst“ — er det sandt?

MORDEREN „Son of Sam“ [Sams søn] terroriserede New Yorks indbyggere i over et år; i løbet af den tid dræbte han seks tilfældige ofre, og lemlæstede adskillige andre. Ikke desto mindre blev det sagt at den mand der blev anklaget for forbrydelserne var blevet „frelst“ ved et religiøst møde omkring fire år før han begyndte at begå sine rædselsfulde forbrydelser.

En af den mistænktes tidligere soldaterkammerater som havde inviteret ham til det religiøse møde, fortæller at den nyomvendte ’kom leende og smilende hen til [ham] og sagde: „Mand, jeg er blevet frelst.“ Samme dag kom vi så igen til aftengudstjenesten, og han gik igen frem ved opfordringen [til at tage imod Kristus]. Han sagde til mig bagefter at han bare ville være sikker på at det [at blive ’frelst’] var lykkedes’.

Da en dame hørte anklagerne mod dette tidligere medlem af hendes egen kirke, udtalte hun til Associated Press: „Jeg er bare taknemmelig over at han blev frelst.“ Hvorfor? Hun sagde: „Bibelen siger: én gang frelst, altid frelst.“ — New York-bladet Post, 25. august 1977, s. 2.

Siger Bibelen virkelig: „Én gang frelst, altid frelst“? Nej, disse ord findes ikke noget sted i Bibelen, men mange oprigtige mennesker tror at dette er Bibelens lære. Flere skriftsteder viser ganske vist at grundlaget for frelse ikke er ens gerninger, men ens tro på Jesus Kristus i forening med Guds „nåde“ og barmhjertighed. (Ef. 2:8, 9; 2 Tim. 1:9; Tit. 3:4, 5) Desuden sagde Jesus selv at „den, som tror på Sønnen, har evigt liv“. — Joh. 3:36; 1 Joh. 5:13.a

Ud fra sådanne skriftsteder drager folk ofte den slutning at en der „har evigt liv“, ejer det for stedse og ikke kan miste det. Som mange udtrykker det: „Én gang frelst, altid frelst.“ Men giver denne forståelse et rigtigt billede af Bibelens syn på hvordan man opnår evigt liv?

Kristne der er interesseret i deres frelse må også overveje Jesu udtalelse om at „den, som holder ud indtil enden, han skal blive frelst“. (Matt. 10:22; 24:12, 13; Mark. 13:13) Og apostelen Paulus siger noget lignende: „Thi vi har del i Kristus, såfremt vi holder den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste.“ — Hebr. 3:14.

Hvordan skal vi få disse tilsyneladende forskellige udtalelser til at stemme? Vi kan være sikre på at disse Guds tjenere ikke modsagde sig selv. Gav de ikke blot udtryk for den samme forståelse set ud fra forskellige synsvinkler? Apostelen Paulus giver os nøglen til at få disse synsvinkler til at harmonere med hinanden.

Igen og igen sammenligner Paulus den kristnes livsløb med et „kapløb“ som man må løbe til ende. „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os,“ tilskyndede han hebræerne. (12:1) For at komme med i løbet må syndere tage de skridt der er nødvendige for at opnå frelse: de må høre og tage imod Guds ord, tro på Jesus Kristus og hans genløsningsoffer, angre deres synder og lade sig døbe. På denne måde ’lader de sig frelse fra denne vanartede slægt’, sådan som Peter formanede dem der var samlede på Pinsedagen til at gøre. De ikke-troende er ikke med i løbet, idet de ikke er begyndt på det ved at ’lade sig frelse’. — Apg. 2:37-40; 16:31-33; Rom. 10:13, 14.

Når en kristen først er begyndt på løbet ved at ’lade sig frelse’, griber han „det virkelige liv“. Men er det muligt at miste dette greb om livet? Paulus svarer med dette spørgsmål: „Ved I ikke, at de, der løber på væddeløbsbanen, ganske vist alle løber, men kun én får sejrsprisen?“ I det kristne løb, viser Paulus, er den der får sejrsprisen enhver der fuldfører løbet. Derfor giver Paulus følgende tilskyndelse: „Løb således, at I kan vinde den!“ Idet han derpå bruger sig selv som eksempel for at man skulle forstå meningen med hans illustration, fortsætter han: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Tim. 6:19; 1 Kor. 9:24-27.

Åbenbart troede apostelen, der jo var en ’frelst’ kristen, at selv han kunne blive „forkastet“. Men så længe han fortsatte med at ’løbe for at vinde’ sejrsprisen, og således stadig var med i løbet, troede han fuldt og fast på at han ville opnå frelse. Dette er grunden til at de kristne der bliver ved med at løbe „har evigt liv“. Men hvis de nogen sinde holder op med at løbe bliver de diskvalificeret, eller „forkastet“, som Paulus siger, og mister deres greb om det evige liv.

Derfor følger Paulus også sine bemærkninger om det kristne løb op ved at advare mod faren ved at være for selvsikker. Idet han bruger eksemplet med israelitterne der blev frelst gennem Det røde Hav og dog begyndte at handle uret i ørkenen, siger han advarende: „Lad os [’frelste’ kristne] heller ikke friste Herren.“ Idet han derpå slår sin pointe fast, siger han: „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ Ja, det kunne ske selv for nogle der var ’frelst’! — 1 Kor. 10:1-12.

Det er grunden til at Paulus i alle sine breve gentagne gange understregede nødvendigheden af at han selv blev ved med at løbe. For eksempel sagde han om opstandelsen, den belønning han håbede på: „Jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det. Men ét gør jeg: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.“ Det var først da Paulus nærmede sig afslutningen på sit liv at han skrev: „Løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.“ På dette tidspunkt i sit liv kunne han endelig sige med tillid: „Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag.“ — Fil. 3:11-14; 2 Tim. 4:6-8.

Paulus’ syn på sin egen frelse stemmer altså med Jesu udtalelse om at man skal ’holde ud indtil enden’ for at blive frelst. — Se også Åbenbaringen 2:10; 3:11, 12

Dette hjælper os til at forstå hvorfor Paulus gentagne gange indtrængende bad ’frelste’ kristne om at være på vagt. Deres evige frelse stod stadig på spil. Da han henvendte sig til de kristne hebræere, der tydeligvis var ’frelst’, og som var blevet „oplyst“ og som havde „udholdt mangen en lidelsesfuld kamp“, kom han med denne advarsel: „Synder vi med vilje efter at have lært sandheden at kende, gives der ikke mere noget offer for vore synder.“ De der ’frelste’ sådanne mennesker, kunne være tabt. Hvorfor? Fordi et sådant menneske „har trådt Guds Søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent og hånet nådens Ånd“. — Hebr. 10:26-32.

Ja, kristne der virkelig værdsætter den frelse der er tilvejebragt gennem Kristus og Guds nåde, vil ikke være overdrevent selvsikre. De vil stræbe efter at fuldføre løbet ligesom Paulus og de andre første kristne, som han opmuntrede til at „arbejde på [deres] frelse med frygt og bæven“. — Fil. 2:12.

„’Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst’. Men hvordan skal man påkalde ham som man ikke har fået tro på? Og hvordan skal man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan skal man høre uden at nogen forkynder?“ — Rom. 10:13, 14.

[Fodnote]