Øget blodtilførsel stimulerer hjernevirksomheden
FOLK kan tænke bedre når hjertet slår hurtigere, hævder John Cacioppe ved Notre Dame-universitetet i Ohio. Han har foretaget en række forsøg med personer som har fået indopereret en pacemaker. Pacemakeren var indstillet til at hjertet skulle slå 72 slag i minuttet. Ved at lægge en lille magnet over pacemakeren øgede han hjerteslagene til 88 i minuttet. Der var ingen fare forbundet med dette, og forsøgspersonerne var ikke engang klar over at hjertet slog hurtigere.
Først fik Cacioppe 14 ambulante patienter til at læse en prøvetekst, hvorefter han stillede dem spørgsmål angående deres opfattelse af indholdet. Et andet forsøg gik ud på at patienterne i løbet af 90 sekunder skulle lave så mange korte sætninger de kunne, mens de fulgte visse enkle regler. I begge tilfælde fandt han at forsøgspersonerne opnåede bedre resultater når deres hjertevirksomhed blev øget. I den prøve hvor det gjaldt om at opfatte indholdet af teksten, steg præstationen for eksempel fra 39 til 49 procent.
Et tredje forsøg som gik ud på at 24 forsøgspersoner skulle tage stilling for eller imod nogle udtalelser der blev fremført, gav samme resultat: Når antallet af hjerteslag øgedes, øgedes også antallet og kvaliteten af de argumenter der blev trukket frem.