Danny blev født for tidligt

KLOKKEN var tre natten til søndag. Jeg ved ikke hvad der satte fødselen i gang, men jeg har en anelse om at vi måske havde haft lidt for mange gæster i tiden forinden. I hvert fald meldte min lille søn sin ankomst nu — en måned for tidligt.

Fødselen var lang og anstrengende. Hele søndag og hele natten til mandag havde jeg veer uden at barnet kom. Mange gange kunne jordemoderen se barnets hoved under en ve, hvorpå det forsvandt fuldstændig under den næste ve. Klokken 4 mandag morgen, 25 timer efter at fødselen var gået i gang, kunne jordemoderen høre på barnets hjerteslag at det ikke havde det godt. Hun gav mig ilt og sørgede for at jeg straks kom på hospitalet. Tre timer senere blev Danny født.

Min mand, Bill, og jeg kunne se at han havde svært ved at trække vejret. Hans lunger fungerede åbenbart ikke som de skulle. Vi fik lov til at holde ham et øjeblik, og vi lagde begge mærke til at det var lettere for ham at trække vejret mens vi holdt ham i vore arme og talte til ham. Men efter den lange, anstrengende fødsel orkede jeg ikke at gøre indvendinger da hospitalspersonalet sagde at han skulle i kuvøse.

Klokken 9.30 kom der en børnelæge for at tale med mig. Han fortalte at han havde undersøgt drengen og fundet at han tilsyneladende havde det fint; han ville blive bragt ind til mig så jeg kunne amme ham. Men Danny kom ikke. Klokken blev ti, elleve og tolv — stadig ingen Danny. Lige over middag kom der endelig en sygeplejerske fra børneafdelingen. Hun sagde: „Deres barn har forceret respiration med indtrækninger af sternum, så vi har lagt ham i kuvøse.“ Og så gik hun — uden yderligere forklaring.

Jeg var i forvejen lidt ude af mig selv, og dén besked gjorde det bestemt ikke bedre. Jeg havde ingen anelse om hvad sygeplejersken havde ment, så jeg ringede til jordemoderen og spurgte hende om det var alvorligt. „Ja,“ sagde hun, „det er meget alvorligt. Det er dét de altid er bange for skal ske med børn der er født for tidligt.“

„Hvad mener du?“ spurgte jeg. „Kan det ende med at han dør?“

„Ja,“ svarede hun. „Det er der en risiko for.“ Hun sagde at jeg skulle insistere på at få ham at se.

Sygeplejerskerne ville ikke give mig lov til at se ham før lægerne havde undersøgt ham. Så begyndte jeg at græde hysterisk, hvad der skabte ikke så lidt røre. „Han er min dreng, og nu dør han, og jeg kan ikke engang få lov til at holde ham i mine arme!“ Det fik dem til at ændre mening, og jeg blev fulgt hen til Danny. Jeg kunne ikke tage ham op, men der var en lille åbning i siden af kuvøsen hvor jeg kunne stikke hånden ind og røre ved ham.

Danny så ud til at have det rigtig skidt. Hans mavemuskler var hele tiden spændte fordi han forsøgte at trække vejret på en forkert måde, og hans næsebor var vidt udspilede fordi han ikke fik ilt nok. (Det var netop dét sygeplejersken havde forsøgt at fortælle mig.) Hans hænder og fødder var mørke af iltmangel.

Jeg stak hånden ind og begyndte blidt at massere ham over hele kroppen og fortælle ham hvor højt jeg elskede ham. Jeg fortalte ham om hans far og hans storebror, Timmy, og om hele familien og hvor meget vi alle sammen holdt af ham og længtes efter at han skulle komme hjem til os. Han lyttede meget opmærksomt til min stemme, og massagen virkede beroligende på ham. Ingen behøver overbevise mig om at kærlighed kan udrette mirakler. Jeg så det med egne øjne den dag. Der gik ikke en halv time før hans åndedræt var fuldstændig normalt, og hans hænder og fødder fint lyserøde.

Den vagthavende sygeplejerske udbrød: „Det var dog utroligt! Se! Han trækker vejret perfekt, og se hans hænder og fødder!“ Hun tog ham op og gav ham til mig uden at vente på lægens tilladelse.

Krisen var overstået, Danny var ikke mere i fare. Det er nu over syv år siden. Den dag i dag elsker han at høre denne beretning, og han kan også godt lide når jeg fortæller den til andre. — Fortalt af Mary Jane Triggs.