Svin — æder de ’som svin’?
DET afhænger af stoffet cholecystokinin. Dette stof, der også blot kaldes CCK, er et hormon svinene danner mens de æder. Når maven er fyldt, giver CCK besked til hjernen: ’Hold inde, måltidet er slut!’ Køer, får og andre husdyr fortsætter med at æde til de segner, hvilket ikke er tilfældet med slagtesvin. Dette ser svineavlere som en hindring for at svinene — og fortjenesten — får den ønskede størrelse.
Nogle forsøger at finde en løsning på dette. Avisen The World Street Journal beretter: „I en undersøgelse foretaget af landbrugsministeriet [i USA] har forskere opdaget at de kan spærre for hormonet ved at injicere et stof der giver svinene en glubende appetit, så de bogstavelig talt begynder at ’æde som svin’. På mindre end tre måneder spiste de behandlede svin i gennemsnit yderligere 10 kilo korn og sojabønner, og dannede 5 kilo flæsk mere end de svin der ikke var blevet behandlet.“
„Alle levende væsener danner CCK i varierende mængder,“ oplyses det. Stoffet findes også hos mennesket, men her samler interessen sig om hvorvidt det kan lade sig gøre at bringe en uhæmmet appetit under kontrol ved at forøge mængden af CCK i kroppen. Ifølge omtalte rapport har individer med en uhæmmet appetit „markant nedsat CCK-niveau og mæthedsreaktion“. Det tilføjes imidlertid at „det nedsatte CCK-niveau nok snarere er et resultat af unormale spisevaner end årsagen dertil“. For menneskets vedkommende mener man at fødeindtagelsen styres fra to centre for mæthed og sult i hypotalamuskirtelen. Disse centres regulerende funktion kan beskadiges hvis man gennem en længere periode spiser for meget. Løsningen på dét problem findes i Galaterbrevet 5:22, 23, hvor der står: ’Åndens frugt er selvbeherskelse.’