Svindel i videnskab — Det største af alle bedragerier

Evolutionister siger: ’Evolutionen er et faktum; Gud er en myte.’ De kan ikke bevise nogen af delene, men fordom behøver heller ingen beviser

PRIVAT. Gud ingen adgang! Spørgsmålet om livets oprindelse er som et afspærret område hvor evolutionisterne forlanger at Gud skal holde sig borte. ’Alle kompetente forskere tror på evolutionen,’ påstår de. Dermed siger de i virkeligheden: ’Alle der ikke mener det samme er inkompetente; de mangler vor ekspertise.’ Hvad Gud angår siger de at han ikke hører til inden for den videnskabelige forskning. Desuden kan man ikke bevise at han er til.

Denne overlegne afvisning af Guds eksistens er det største af alle bedragerier.

Bogen The New Biology af Robert Augros og George Stanciu fremhæver på side 188 nogle udtalelser af fremtrædende videnskabsmænd der fejer Gud til side: „Det er den almindelige opfattelse at Darwin én gang for alle har fjernet Gud fra biologien. Eldredge siger at Darwin ’lærte os at anskue livets tilblivelse i en rent naturhistorisk sammenhæng, uden at ty til det overnaturlige eller guddommelige’. Julian Huxley har sagt: ’Darwinismen eliminerede hele ideen om Gud som en skaber af organismer, fra den rationelle tænknings sfære.’ François Jacob skriver: ’Ideen om at hver enkelt art blev frembragt særskilt af en Skaber, blev kuldkastet af Darwin.’ Og om den første organismes tilblivelse skriver Simpson: ’Der er under ingen omstændigheder grund til at hævde at der er sket et mirakel. Det er heller ikke nødvendigt at antage at tilblivelsen af de nye forplantningsmetoder og mutationsprocesser var andet end rent stoflige begivenheder.’“

’Men er det ikke ensbetydende med at livet på jorden slet ikke har haft en Skaber der har udtænkt det hele?’ vil nogle måske spørge. ’Jo, men det er der heller ikke behov for,’ svarer evolutionisterne. ’Det hele skyldes tilfældighedernes blinde spil. Vi kalder det naturlig udvælgelse.’

Men jo mere vi lærer om naturen, jo mere får vi øje på en plan og en hensigt. Alt levende vidner om en forbløffende intelligens og visdom. Mon ikke det er for meget at forvente af tilfældighedernes tankeløse og enfoldige spil? Lad os betragte nogle få af de hundreder af mekanismer i naturen der afspejler kreativ visdom, og som opfindere ofte har kopieret.

Fuglenes aerodynamiske vinger blev til årtusinder før de langt underlegne fly-vinger. Sepia-blæksprutten og nautilus-blæksprutten benytter sig af flydetanke for at få den rette opdrift uanset i hvilken dybde de bevæger sig, og deres system er langt mere effektivt end det som moderne ubåde er udstyret med. Både den ottearmede og den tiarmede blæksprutte er mestre i jetfremdrift. Flagermus og delfiner er eksperter i brug af sonar. Adskillige krybdyr og havfugle har deres eget indbyggede „afsaltningsanlæg“ der gør det muligt for dem at drikke havvand. Nogle mikroskopiske bakterier har rotationsmotorer der både kan køre frem og tilbage.

Ved hjælp af en sindrig indretning og brug af vand sørger termitterne for at deres hjem har klimaanlæg. Visse insekter, mikroskopiske planter, fisk og træer anvender deres egen form for frostvæske. Malleehøns, tallegallahøns, myg og visse slanger kan registrere temperaturforandringer på en brøkdel af en grad. Hvepse og gedehamse fremstiller papir. Nogle mikroorganismer, insekter og fisk kan frembringe koldt lys, ofte i farver. Mange trækfugle har åbenbart indbygget kompas, kort og biologiske ure. Vandbiller og edderkopper anvender dykkerudstyr og dykkerklokker.a — Se illustrationerne på side 15.

Kun en intelligens der er langt højere end menneskets har kunnet udtænke disse samspil og nedlægge disse instinkter i dyrene. (Ordsprogene 30:24) Nogle af de mest slående eksempler på dette findes i det uendeligt små. Her havde evolutionisterne håbet at finde den simple begyndelse til liv der skulle have sat evolutionen i gang med at frembringe de langt mere komplekse livsformer — deriblandt mennesket. Men er der tale om en simpel begyndelse? På ingen måde! Lad os engang betragte den intelligens der afspejler sig i de mindste cellers kompleksitet.

Bogen The New Biology siger på side 30: „Hvert sekund udfører gennemsnitscellen i hundredvis af kemiske reaktioner, og den kan danne en genpart af sig selv på cirka tyve minutter. Alt dette foregår på det mikroskopiske plan: der kan være over 500 bakterier på det punktum der afslutter denne sætning. François Jacob forundres over bakteriecellens diminutive laboratorium, som ’udfører omkring to tusind forskellige reaktioner med uforlignelig dygtighed, på den mindst tænkelige plads. Disse to tusind reaktioner foregår ved tophastighed uden nogen sinde at komme i karambolage med hinanden.’“

The Center of Life — A Natural History of the Cell, skrevet af L. L. Larison Cudmore, siger på side 13 og 14: „En enkelt celle kunne fremstille våben, fange føde, fordøje den, skille sig af med affaldsstoffer, bevæge sig omkring, bygge huse og udfolde normal eller unormal seksuel aktivitet. Disse væsener findes stadig. Protisterne — hele og fuldstændige organismer der består af en enkelt celle med mange evner, men uden væv, organer, hjerte og hjerne — har faktisk alt det som vi har.“

I bogen The Blind Watchmaker af Richard Dawkins siges der på side 116 om den mængde informationer der oplagres i en enkelt celle: „Der er tilstrækkelig lagerkapacitet i DNA’et i et enkelt liljefrø eller en enkelt sædcelle fra en salamander til at samtlige informationer i Encyclopædia Britannica kunne oplagres 60 gange. Nogle amøbearter, der helt uberettiget kaldes ’primitive’, har lige så mange informationer i deres DNA som der findes i 1000 eksemplarer af hele Encyclopædia Britannica.“

Molekylærbiologen Michael Denton skriver på side 250 i Evolution: A Theory in Crisis: „Molekylærbiologien har vist at selv de simpleste af alle levende organismer på jorden i dag, bakteriecellerne, er yderst komplicerede. Skønt de mindste bakterieceller er utroligt små og vejer mindre end [en billiontedel gram], er hver af dem i virkeligheden en sand mikro-miniaturiseret fabrik med tusinder af indviklede, fint formgivne stykker molekylært maskineri, en fabrik der alt i alt består af hundrede milliarder atomer — langt mere kompliceret end nogen maskine mennesket har bygget, og absolut uden sidestykke uden for det levendes verden.

Molekylærbiologien har også vist at cellernes grundlæggende opbygning stort set er ens hos alle jordens levende organismer, lige fra bakterier til pattedyr. I alle organismer spiller DNA, budbringer-RNA og protein samme rolle. Den genetiske kode har også i alt væsentligt samme betydning i alle celler. Proteinsyntese-maskineriets størrelse, struktur og bestanddele er praktisk talt ens i alle celler. I betragtning af cellernes grundlæggende biokemiske konstruktion kan ingen levende organisme derfor anses for at være mere primitiv eller ældre end nogen anden organisme, og der er heller ikke den mindste antydning af en evolutionær rækkefølge blandt alle de utroligt forskellige celler på jorden.“

George Greenstein erkender alle disse vidnesbyrd om intelligens. I sin bog The Symbiotic Universe taler han om de mystiske, ufattelige og uforklarlige rækker af sammentræf, tilfældigheder uden hvilke livet på jorden ville være umuligt. De følgende udtalelser, der findes på side 21 til 28 i bogen, afspejler hans kvaler i forbindelse med nogle forhold der taler til gunst for en Skaber der har haft en hensigt med det han har frembragt:

„Jeg tror vi står over for en gåde — en stor og omfattende gåde af umådelig betydning: gåden vedrørende livet i kosmos og miljøets egnethed.“ Han lægger ud med at „give en minutiøs skildring af hvad der blot synes at være en forbløffende række formidable og usandsynlige tilfælde der har banet vej for livets opståen.b Der kan opregnes en lang række sammentræf der alle har været nødvendige for livets tilblivelse.“ Og „listen bliver stadig længere . . . Der har været tale om mange sammentræf! Jo mere jeg læste, jo mere overbevist blev jeg om at sådanne ’sammentræf’ næppe kunne være indtruffet af sig selv.“ At nå til en sådan erkendelse må være rystende for en evolutionist — hvilket han også indrømmer.

„Efterhånden som denne erkendelse blev klarere, var der også noget andet der tog til. Selv i dag er det vanskeligt at sætte ord på dette ’noget’. Det var en intens reaktion der næsten antog fysisk form. Jeg vred mig bogstavelig talt i en følelse af ubehag. Alene den tanke at spørgsmålet om hvordan kosmos var blevet gjort egnet til liv var et mysterium man måske burde søge en løsning på, slog mig som absurd og latterlig. Jeg fandt det vanskeligt at tænke tanken til ende uden at væmmes. . . . Denne reaktion har ikke ændret sig med årene: Jeg har måttet kæmpe med den uafbrudt mens jeg har skrevet denne bog. Jeg er overbevist om at alle andre videnskabsmænd føler det samme, hvilket er grunden til at den omtalte tanke for øjeblikket bliver mødt med stor ligegyldighed. Og ikke nok med det: Jeg tror nu at det der tager sig ud som ligegyldighed, i virkeligheden dækker over en stærk modvilje.“

En stærk modvilje mod hvad? Mod den tanke at der skulle findes en Skaber der har frembragt alt med en hensigt. Som George Greenstein udtrykker det: „Når vi undersøger alle foreliggende vidnesbyrd opstår den tanke gang på gang at en eller anden overnaturlig kraft — eller rettere, Kraft — har haft en finger med i spillet. Er det tænkeligt at vi pludselig, ganske utilsigtet, er snublet over et videnskabeligt bevis for at der findes et højeste Væsen? Var det Gud der trådte til og så forsynligt forberedte kosmos til gavn for os?“ Greenstein vender sig dog hurtigt fra sådanne kætterske tanker og begynder på ny at forsvare sin evolutionistiske religion, idet han gentager en af dens trosbekendelser: „Gud er ikke en forklaring.“

Astrofysikeren Fred Hoyle taler i sin bog The Intelligent Universe på side 9 om dem der ligesom George Greenstein er bange for at lade Gud komme ind i billedet: „Ortodokse forskere er mere optaget af at forhindre en tilbagevenden til fortidens religiøse excesser end i at spejde fremad efter sandheden, [hvilket] har domineret den videnskabelige tænkning i det forløbne århundrede.“

Derefter kommer han i sin bog med nogle betragtninger over de samme gådefulde fænomener som foruroliger George Greenstein. „Sådanne forhold,“ siger han, „synes at løbe gennem naturens verden som en tråd af heldige tilfældigheder. Men der findes så mange af disse mærkelige sammentræf som er nødvendige for livets opståen at det kræver en eller anden forklaring.“ Både Fred Hoyle og George Greenstein siger at man ikke kan forklare alle disse sammentræf som tilfældigheder. Fred Hoyle siger dernæst at ’universets tilblivelse kræver en intelligens’, en ’intelligens på et højere plan’, ’en intelligens der var her før os og som førte til en bevidst skabelse af strukturer der var egnede til liv’.

Dette skal dog ikke forstås sådan at Fred Hoyle tænker på Bibelens Gud, men at han kan se at der bag universet og Jorden med dens liv må være en umådelig stor og overnaturlig intelligens. Han siger ganske vist at „ordet ’Gud’ er forbudt inden for videnskaben“ men går dog med til at vi kan „definere en intelligens der er højere end os selv, som en guddom“. Han spekulerer på om der „i forprogrammeringen af vore hjerner“ kan være „et forbindelsesled til en intelligens der strækker sig nedad . . . til mennesker på Jorden“.

„Der er rigeligt med beviser på at det kan forholde sig sådan,“ siger han. „Et af dem er den rastløshed vi føler. Det er som om vi har en instinktiv fornemmelse af at vi må udføre et eller andet betydningsfuldt. Rastløsheden er et resultat af at vi ikke har været i stand til at finde ud af hvori dette betydningsfulde består.“ Et andet sted siger han: „Den religiøse impuls lader til at være enestående for mennesket . . . Mon ikke man — hvis man udelader al den påhægtede udsmykning der som regel omgiver religion — kunne kalde den en ledetråd inden i os selv, en tilskyndelse der måske kan udtrykkes ganske enkelt med følgende ord: Du stammer fra et eller andet ’derude’ i rummet. Søg efter det og du vil finde langt mere end du havde forventet.“

Mennesket famler sig frem i blinde. Hvad det famler efter uden at finde, er den bibelske sandhed at vi er skabt i Guds billede, hvilket vil sige at vi besidder et vist mål af Guds egenskaber visdom, kærlighed, magt, retfærdighed, målbevidsthed og andre egenskaber — egenskaber der danner en dyb kløft mellem mennesker og dyr. Vore hjerner er forhåndsprogrammerede til at udvise sådanne guddommelige egenskaber og til at tilbede Gud i sandhed. Først når disse forskellige egenskaber er i den rette balance og man har opnået forbindelse med Gud gennem bøn og ved at tilbede ham på rette måde, vil rastløsheden forsvinde. Når det åndelige behov hvormed vi er skabt, dækkes, vil rastløsheden blive erstattet af „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:7; 1 Mosebog 1:26-28.

I Apostelgerninger 17:27, 28 opfordres mennesker til at „famle sig frem til [Gud] og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os. For ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til“. Det er ved ham, Skaberen af universet, deriblandt jorden og dens beboere, at vi lever, bevæger os og er til. Ved at fjerne den påhægtede udsmykning og de falske dogmer der kendetegner de traditionelle religioner — religioner som har fået millioner, deriblandt mange videnskabsfolk, til at vende sig bort fra Gud — og ved at slutte os til den sande tilbedelse af Jehova Gud, vil vi opnå evigt liv på en paradisisk jord, hvilket fra begyndelsen var Jehovas hensigt med at skabe den. — 1 Mosebog 2:15; Esajas 45:18; Lukas 23:43; Johannes 17:3.

Der skal stor godtroenhed til for at mene at intelligens i denne størrelsesorden skulle være et resultat af tilfældighedernes blinde spil. En sådan tro kan sammenlignes med den der kendetegnede de hedenske religionsudøvere på Esajas’ tid: „Men det er jer der forlader Jehova, jer der glemmer mit hellige bjerg, jer der dækker bord for lykkeguden og jer der skænker blandet vin for skæbneguden.“ (Esajas 65:11) Når evolutionisterne kalkulerer med millioner af „lykketræf“, er det som om de „dækker bord for lykkeguden“. Og dog har de ikke kunnet bevise et eneste skridt i deres teorier. Det står sløjt til med deres ’lykkegud’.

Fred Hoyle giver i den forbindelse udtryk for sine bange anelser: „Noget andet der nager mig er en følelse af at mulighedernes dør for menneskearten med tiden vil lukke sig i. Det vil kræve højteknologi at åbne den igen, men højteknologien i sig selv, uden et forhold mellem vor art og verden uden for Jorden, kan meget vel vise sig at føre til selvudslettelse. Hvis min modstand mod Darwins teori i denne bog til tider er forekommet voldsom, skyldes det at jeg har en fornemmelse af at et samfund der er bygget op omkring denne teori, sandsynligvis følger en selvdestruktiv kurs.“

I historien Bag Spejlet (Alice i Eventyrland) kunne Alice kun le vantro ad den hvide dronnings mærkelige logik. „Det kan ikke nytte noget at prøve,“ siger Alice. „Man kan ikke tro på noget, der er umuligt.“ Hertil svarer dronningen: „Så har du ikke øvet dig ret meget. Da jeg var i din alder, øvede jeg mig en halv time hver dag. Undertiden troede jeg på seks umulige ting før frokost.“

Evolutionisterne er vore dages hvide dronninger. De har opnået stor øvelse i at tro på det umulige.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 12]

Al denne planmæssighed, hensigt og instinktive visdom forudsætter en intelligens

[Tekstcitat på side 13]

En bakteriecelle består af hundrede milliarder atomer

[Tekstcitat på side 14]

’Universets tilblivelse forudsætter en intelligens’

[Illustrationer på side 15]

Jetfremdrift

Afsaltning

Papirfremstilling

Sonar