Verden set fra 29. etage

NÅR man træder ud af elevatoren på 29. etage i FN-bygningen i New York, er der et lille blåt skilt der viser vej til FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR). Dette kontor er en underafdeling af OHCHR i Genève, hvor FN’s center for menneskerettigheder ligger. OHCHR i Genève ledes af Mary Robinson, højkommissær for menneskerettigheder, og den græskfødte Elsa Stamatopoulou er chef for afdelingen i New York. Tidligere i år tog Elsa Stamatopoulou velvilligt imod en Vågn op!-korrespondent og gav et tilbageblik over de sidste 50 års arbejde for menneskerettighederne. Her følger nogle uddrag fra interviewet:

Spørgsmål. Hvilke fremskridt er der efter Deres mening blevet gjort i forbindelse med at fremme menneskerettighederne?

Svar. Jeg kunne tænke mig at nævne tre eksempler: For 50 år siden var begrebet menneskerettigheder slet ikke placeret på den internationale dagsorden; i dag er det kendt overalt og fungerer i praksis. Regeringer for hvem menneskerettigheder var et ukendt begreb for nogle årtier siden, taler nu om dem. For det andet har vi nu en international lovkodeks, eller lovbog, med utallige konventioner der sort på hvidt fortæller regeringerne hvilke forpligtelser de har over for deres undersåtter. [Se rammen „Det Internationale Regelsæt om Menneskerettigheder“ på side 7.] Det tog mange år at udarbejde denne lovkodeks, og vi er meget stolte af den. For det tredje tager flere mennesker end nogen sinde før del i bestræbelserne for at fremme menneskerettighederne, og de er dygtige til at udtrykke deres synspunkter desangående.

Spørgsmål. Hvilke hindringer er der?

Svar. Efter at have beskæftiget mig med FN-programmer for menneskerettigheder i 17 år indser jeg naturligvis at vi står over for nogle frustrerende problemer. Det største problem er at regeringerne ofte betragter menneskerettigheder som et politisk spørgsmål og ikke som et humanitært spørgsmål. De kan være uvillige til at overholde menneskerettighedstraktater fordi de rent politisk føler sig truet. I sådanne tilfælde er traktaterne virkningsløse. Et andet problem har været FN’s manglende evne til at hindre de massive overgreb mod menneskerettighederne der er sket i lande som det tidligere Jugoslavien, Rwanda og, i den seneste tid, også Algeriet. At FN ikke kunne hindre massakrerne i disse lande, var et stort nederlag. Mekanismerne bag menneskerettighederne er som de skal være, men nogen må udmønte dem i praksis. Hvem er villig til at gøre det? Lande som kunne yde beskyttelse, mangler ofte den politiske vilje til at gå ud og standse overgrebene så længe deres særinteresser ikke står på spil.

Spørgsmål. Hvad mener De ligger forude?

Svar. Der er både noget der truer, og noget der lover godt for gennemførelsen af menneskerettigheder til alle. Det der bekymrer mig, er den trussel som globaliseringen af økonomien udgør. Denne udvikling får store selskaber til at slå sig ned i lande hvor arbejdskraften er billig. Som situationen er nu, kan vi give regeringer skylden for krænkelse af menneskerettighederne, og vi kan lægge pres på dem. Men hvem skal vi kræve til regnskab når multilaterale handelsaftaler i stadig højere grad lader regeringerne få indflydelse på de internationale økonomiske kræfter? Da vi ikke har kontrol med disse økonomiske kræfter, svækker det den stilling mellemstatslige organisationer som FN har. Hvad menneskerettigheder angår, er dette en dårlig udvikling. Det er derfor uhyre vigtigt at vi nu får den private sektor til at engagere sig i kampen for menneskerettighederne.

Spørgsmål. Hvad er det der lover godt for fremtiden?

Svar. Det er udviklingen af en global menneskerettighedskultur. Med andre ord at man gennem undervisning gør folk mere opmærksomme på menneskerettighederne. Det er selvfølgelig en enorm udfordring, da det fordrer en holdningsændring. Det var grunden til at FN for ti år siden iværksatte en verdensomspændende oplysningskampagne for at gøre folk kendt med deres rettigheder og for at informere landene om deres ansvar. FN har desuden erklæret 1995-2004 for „FN’s tiår for uddannelse i menneskerettigheder.“ Forhåbentlig kan uddannelse ændre folks sind og hjerte. Dette har måske næsten en religiøs klang, men når det drejer sig om at udbrede oplysninger om menneskerettigheder, er jeg meget troende. Jeg håber at verdenssamfundet vil tage menneskerettighedskulturen til sig i det kommende århundrede.

[Ramme/illustration på side 7]

Det internationale regelsæt om menneskerettigheder

Foruden Verdenserklæringen om Menneskerettigheder findes der også det der kaldes International Bill of Human Rights — på dansk Det Internationale Regelsæt om Menneskerettigheder. Hvilken forbindelse har de til hinanden?

Hvis man sammenligner Det Internationale Regelsæt om Menneskerettigheder med en bog på fem kapitler, svarer verdenserklæringen til kapitel 1. Kapitlerne 2 og 3 er to internationale konventioner om menneskerettigheder — én om borgerlige og politiske rettigheder og én om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Kapitlerne 4 og 5 udgør to frivillige protokoller.

Mens verdenserklæringen anses for at have moralsk værdi da den lader nationerne vide hvad de burde gøre, er de fire andre dokumenter juridisk bindende eftersom de fortæller nationerne hvad de skal gøre. Man begyndte at arbejde på disse dokumenter i 1949, men der gik mange år inden de trådte i kraft. I dag udgør disse fire dokumenter sammen med verdenserklæringen Det Internationale Regelsæt om Menneskerettigheder.

Ud over dette internationale regelsæt har FN ratificeret mere end 80 andre menneskerettighedstraktater. „Det er derfor forkert at tro at de menneskerettigheder der fastslås i Det Internationale Regelsæt, er de vigtigste,“ siger en ekspert i menneskerettigheder. „Konventionen om børns rettigheder, der trådte i kraft i 1990, er for eksempel FN’s mest ratificerede og universelle dokument, men den indgår ikke i Det Internationale Regelsæt. Udtrykket ’International Bill of Human Rights’ var ikke ment som et formelt begreb, men snarere som noget der kunne skabe publicity om sagen. Og man må jo indrømme at det er et fængende udtryk.“a

[Fodnote]

[Illustration på side 6]

Elsa Stamatopoulou

[Kildeangivelse]

UN/DPI photo af J. Isaac