Unge og stoffer
„Behøvede de at dø?“
Dette spørgsmål stod på forsiden af det brasilianske blad Veja sammen med fotografier af nogle nydelige, helt almindelige unge. De havde mistet livet på grund af stofmisbrug.
TRODS de velkendte risici ved stofmisbrug fortsætter folk med at tage stoffer — og misbruget fortsætter med at ødelægge tilværelsen for mange. Det anslås at stofmisbrug koster det amerikanske samfund 100 milliarder dollars årligt i lægebehandling, nedsat arbejdsproduktivitet, tabt arbejdsfortjeneste og kriminalitet. Men måske er det børn og unge som må betale den højeste pris. Ifølge avisen Jornal da Tarde fremgår det af en brasiliansk undersøgelse at 24,7 procent af de unge mellem 10 og 17 år i ti storbyer i Brasilien har prøvet at tage en eller anden form for narkotika.
Selv om der i de senere år har været en mindre tilbagegang i brugen af stoffer blandt teenagere i USA, er et alarmerende antal unge afhængige af dem. En undersøgelse foretaget blandt afgangsklasser i highschool viser at 37 procent af eleverne havde røget marihuana i det forløbne år; hver femte inden for den sidste måned. Næsten hver tiende havde prøvet at tage ecstasy i det forløbne år, og mere end seks procent havde taget lsd.a
Fra hele verden indløber der lignende dystre rapporter. The British Office for National Statistics oplyser: „I løbet af ét år [1999] havde 12 procent af eleverne mellem 11 og 15 år taget stoffer . . . Cannabis var langt den mest anvendte form for narkotika.“ Noget der er særlig alarmerende, er at „over en tredjedel (35 procent) havde fået tilbudt stoffer“.
En EU-sponsoreret rapport viser desuden at det er blevet mere og mere almindeligt blandt de unge at drikke sig fuld. Rapporten tilføjer at „et sådant alkoholmisbrug er forbundet med direkte følger som ulykker, vold og forgiftning, men også med udviklingsmæssige og sociale problemer“. Ifølge en rapport fra Japan „er organiske opløsningsmidler det rusmiddel japanske teenagere oftest bruger, og det kan føre til andre former for stofmisbrug“.
Det er derfor ikke overraskende at FN’s generalsekretær, Kofi Annan, har udtalt: „Stofmisbrug ødelægger vores samfund, er skyld i stigende kriminalitet og spredning af sygdomme som for eksempel aids; det dræber vores unge og er en trussel mod vores fremtid.“ Folk der er involveret i stofmisbrug, står ofte bag forbrydelser som narkohandel og -mord. Stofmisbrugere bliver desuden tit ofre for vold, kommer til skade eller dyrker risikobetonet sex. Og hvis man tror at ens egen familie er immun over for stofmisbrug, må man tro om igen! En rapport fra den amerikanske regering siger: „Stofmisbrug er ikke kun et problem blandt de fattige, minoriteterne eller folk i belastede byområder. . . . Narkomaner kommer fra alle samfundslag og findes i alle dele af landet. Stofmisbruget berører alle.“
Men ofte er forældre ikke opmærksomme på problemet før det er for sent. Det viser følgende erfaring der handler om en ung brasiliansk pige. „Hun kunne godt lide at drikke,“ fortæller hendes søster Regina.b „Familien syntes at det var harmløst, men drikkeriet førte til at hun begyndte at tage stoffer sammen med sine forskellige kærester. Da vores forældre altid bagatelliserede de problemer hun skabte, tog hendes misbrug overhånd. Det skete flere gange at hun løb hjemmefra. Og hver gang man fandt liget af en ung pige, ringede politiet til min far for at spørge om det kunne være hende. Det var meget hårdt for vores familie.“
Verdenssundhedsorganisationen opregner fem hovedårsager til at nogle unge føler sig fristet af euforiserende stoffer:
(1) De vil gerne virke voksne og træffe deres egne beslutninger
(2) De vil gerne accepteres af deres venner
(3) De vil gerne slappe af og føle sig godt tilpas
(4) De vil gerne tage chancer og gøre oprør
(5) De vil gerne tilfredsstille deres nysgerrighed
Hvis stofferne er lette at få fat i eller der er gruppepres, kan det også føre unge ud i denne selvdestruktive adfærd. „Mine forældre sagde aldrig noget om stoffer. Lærerne i skolen nævnte problemet, men fortalte ikke om det i detaljer,“ siger en brasiliansk teenager ved navn Luiz Antonio. Tilskyndet af skolekammerater begyndte han at tage stoffer i en alder af 14. Da han senere forsøgte at holde op, blev han af ’venner’ der forsynede ham med narkotika, truet med en kniv til at fortsætte sit misbrug.
Har du set i øjnene at dine børn kan være i farezonen? Hvad har du gjort for at beskytte dem mod stofmisbrug? Den følgende artikel kommer ind på hvad forældre kan gøre.
[Fodnoter]
a Af en årsrapport om narkosituationen i Danmark i 2002 fremgår det at omkring 40 procent af den danske befolkning mellem 16 og 44 år har prøvet at ryge hash, som dermed er det mest udbredte illegale stof i Danmark. Blandt de 15-16-årige unge har 24 procent prøvet hash.
b Nogle af navnene er ændret.
[Tekstcitat på side 4]
„Stofmisbrug ødelægger vores samfund, er skyld i stigende kriminalitet og spredning af sygdomme som for eksempel aids; det dræber vores unge og er en trussel mod vores fremtid.“ — KOFI ANNAN, FN’S GENERALSEKRETÆR
[Kildeangivelse på side 3]
© Veja, Editora Abril, 27. maj 1998