Kapitel 1
Hvor finder man gode nyheder i dag?
1. Hvad ville du betragte som en god nyhed?
GODE NYHEDER er altid velkomne, ikke sandt? Formålet med denne bog er netop at fortælle om en god nyhed, en nyhed der berører os alle — hver mand, hver kvinde og hvert barn der lever på jorden. Den peger frem til en lys og lykkelig fremtid for menneskeheden. Ja, når du forstår hvad denne gode nyhed går ud på, tror vi du vil give os ret i at det er den bedste af alle gode nyheder.
2. Hvordan må en nyhed virke på os for at kunne kaldes en god nyhed? (Ordsprogene 12:25; 25:25)
2 For at være en god nyhed for os, må den berøre vor tilværelse. Den må opmuntre os, sætte os i godt humør, give os et optimistisk syn på fremtiden. Den må sætte os i stand til bedre at klare livets udfordringer. Den må virke sådan at den letter de byrder som de fleste mennesker er tynget af i den usikre tid vi lever i. Den må medvirke til at fjerne vor frygt og gøre vort liv meningsfyldt og værd at leve.
3. Hvilke overskrifter ville du gerne kunne finde i avisen?
3 Tænk om vi hver morgen i avisen kunne læse overskrifter som disse:
„Ingen boligmangel — varigt arbejde til alle“
„Rekordhøst — rigeligt med fødevarer“
„Raceskel nedbrudt“
„Kriminalitet afskaffet“
„Verdensfred indført“
„Sygdom og alderdom overvundet — hospitaler og kirkegårde nedlagt“
„De ledende fuldstændig enige — programmer undervejs som vil sikre alle fuldt udbytte af tilværelsen“
4. (a) Ville du synes det var et mirakel hvis sådanne ting virkelig skete? (b) Giv eksempler på hverdagsbegivenheder som faktisk er mirakler. (Lukas 12:27) (c) Hvem må stå bag disse mirakler? (Apostelgerninger 14:15, 17) (d) Hvad kommer den gode nyhed ind på?
4 Sådanne nyheder ville afgjort glæde os, gøre os lykkelige! Men nogle vil sikkert sige: ’Det er umuligt! Det sker aldrig! Det ville jo være et mirakel!’ Men hvad er et mirakel? Ifølge ordbogen er det ’en undergerning som skyldes overnaturlige kræfter’. Og det må indrømmes at vi konstant er omgivet af undere som ikke kan skyldes mennesker. Livet i sig selv er jo et sandt mirakel! Og alle vegne hvor livet rører sig sker der et utal af mirakler hver eneste dag. Hver gang en lille dyreunge eller et menneskebarn kommer til verden eller en blomst folder sig ud, er det et under. Den skønhed der pryder jorden og de gode livsbetingelser der er på den, ligefrem råber ud at der findes en alviis og kærlig Skaber som har udført det mirakel at frembringe det alt sammen. Den gode nyhed bogen her vil fortælle om, indbefatter endnu flere undergerninger som Skaberen vil gøre for at genoprette enheden, freden og lykken i hele sit skaberværk.
5. Hvad kan man lære ved at betragte skaberværket?
5 Selv nu vidner skaberværket — dér hvor begærlige mennesker ikke har ødelagt det med forurening — om at den der har udtænkt og frembragt det, er i besiddelse af så vidunderlige egenskaber som kærlighed, godhed, visdom og fremsyn. Skaberværkets pragt er en del af hans budskab til os. Et dejligt, grønt landskab er et tiltalende og beroligende syn for vore øjne. Og samtidig har det grønne stof i planterne den funktion at det omdanner energi fra solen til næringsmidler for os. Vi har fået en næse at lugte med, ører at høre med, øjne at se med, og en mund at tale og spise med. Og samtidig kan ansigtet udtrykke en smuk personlighed der afspejler egenskaber som Guds!
6. (a) I hvilke to bøger har Skaberen gjort sit budskab kendt for menneskeheden? (b) Hvilket håb fremholder Bibelens profetier i forbindelse med (1) boligforhold og arbejde? (2) mængden af levnedsmidler? (3) raceskel? (4) kriminalitet? (5) krig? (6) sygdom, alderdom og død? og (7) jordens administration?
6 Ja, de vidundere vi ser i skaberværket — som vi selv er en del af — forkynder det budskab at der findes en mægtig Skaber og at denne Skaber har en hensigt med os mennesker. Dette budskab meddeler han os imidlertid ikke kun i den „bog“ som skaberværket udgør, men også på tryk i en bogstavelig bog som vi kan anskaffe os og læse. I denne bog forklarer han hvad han kan og vil gøre for at løse de problemer og helbrede de sygdomme vi mennesker er udsat for i dag. Lad os se nogle eksempler på hvad jordens Skaber siger han vil gøre for sit folk.
Boliger og varigt arbejde til alle:
„De skal bygge . . . ; de skal plante vingårde og drikke vinen, anlægge haver og spise frugten.“ „Den, der adlyder mig [visdommen], bor trygt, sikret mod ulykkens rædsel.“ — Amos 9:14; Ordsprogene 1:33.
Mad nok til alle:
„Jorden selv skal visselig give sin afgrøde.“ „Korn skal der være i overflod i landet.“ „Jeg vil ophøje dig, min Gud, . . . du åbner din hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.“ — Salme 67:6, NW; 72:16; 145:1, 16.
Raceskel forsvinder — alle bliver som brødre:
„Se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål . . . De skal ikke sulte mere eller tørste mere.“ „I er alle brødre.“ — Åbenbaringen 7:9, 16; Mattæus 23:8.
Kriminalitet, vold og ondskab fjernes:
„Ugerningsmænd skal ryddes ud . . . En liden stund, og den gudløse er ikke mere.“ „Spirer de gudløse end som græsset, blomstrer end alle udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse.“ — Salme 37:9, 10; 92:8.
Krig bringes til ophør — global fred indføres:
„På jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ „Folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem.“ — Lukas 2:14; Mika 4:3, 4
Sygdom, alderdom og død overvindes:
„Døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ „Livets træer . . . frembringer frugt . . . Og bladene på træerne var til lægedom for nationerne. Og der vil ikke mere være nogen forbandelse.“ — Åbenbaringen 21:4; 22:2, 3.
En retfærdig administration for hele menneskeheden:
„Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster styre med ret.“ „I hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår. Fra hav til hav skal han herske, fra floden til jordens ender.“ — Esajas 32:1; Salme 72:7, 8.
7. (a) For hvem forkyndes den gode nyhed „som godt nyt“? (b) Hvorfor kan den kaldes en „evigvarende“ god nyhed? (Esajas 40:8)
7 Det er da pragtfulde nyheder, ikke sandt? Nogle trækker ganske vist på smilebåndet ad disse nyheder, men de kan ikke tilbyde noget andet der er bedre. Hvorfor gøre som de? Du og din familie har intet at tabe — men meget at vinde — ved at undersøge disse storslåede løfter. Den gode nyhed vi her vil undersøge, betegnes som „en evigvarende god nyhed“ der forkyndes „som godt nyt for dem der bor på jorden, og for hver nation og stamme og hvert tungemål og folk“. (Åbenbaringen 14:6) Den går ud på at der er varige goder i vente til hele menneskeheden.
[Helsides illustration på side 4]