Kristi genkomst
Definition: Inden Jesus Kristus forlod jorden lovede han at komme igen. Til dette løfte knytter der sig spændende begivenheder i forbindelse med Guds rige. Det bør bemærkes at der er forskel på at komme og at være nærværende. En persons komme, ankomst eller genkomst finder sted på et givet tidspunkt, men hans nærværelse, efter at han er kommet, kan strække sig over flere år. I Bibelen bruges det græske ord erʹchomai (som betyder „at komme“) også om at Jesus retter sin opmærksomhed mod en vigtig opgave på et tidspunkt under sin nærværelse, nemlig fuldbyrdelsen af Jehovas dom i krigen på Guds, den Almægtiges, store dag.
Skulle de begivenheder der knytter sig til Kristi nærværelse ske inden for et ganske kort tidsrum, eller ville de kræve en periode på flere år?
Matt. 24:37-39: „Ligesom Noas dage var, sådan vil Menneskesønnens nærværelse [komme, DA; nærværelse, Ro, ED; græsk: parousiʹa] være. For som de var i de dage før vandfloden: de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes, indtil den dag Noa gik ind i arken, og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort, sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ (De forhold som beskrives her og som kendetegnede „Noas dage“, strakte sig over en periode på mange år. Jesus sammenlignede sin nærværelse med det der skete dengang.)
I Mattæus 24:37 bruges det græske ord parousiʹa. Det betyder ordret „tilstedeværelse“. Liddell og Scotts A Greek-English Lexicon (Oxford, 1968) angiver som første betydning af parousiʹa det engelske presence, „nærværelse“, om personer. Betydningen af ordet fremgår tydeligt af Filipperbrevet 2:12, hvor Paulus taler om sin nærværelse (parousiʹa) i modsætning til sit fravær (apousiʹa). I Mattæus 24:30, hvor der tales om at „se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed“ som Jehovas domsfuldbyrder i Harmagedonkrigen, bruges derimod det græske ord erchoʹmenon (af erʹchomai). Nogle bibeloversættere bruger „komme“ for begge græske ord, men de mere nøjagtige viser forskellen mellem de to ord.
Vil Kristus vende tilbage på en måde der er synlig for det menneskelige øje?
Joh. 14:19: „Endnu en kort tid og verden ser mig ikke mere, men I [Jesu trofaste apostle] ser mig, for jeg lever og I skal leve.“ (Jesus havde lovet sine apostle at han ville komme igen og hente dem til himmelen så de kunne være sammen med ham. De ville kunne se ham fordi de ville være åndeskabninger som han. Men verden ville ikke se ham igen. Jævnfør Første Timoteusbrev 6:16.)
Apg. 13:34: „[Gud] oprejste ham [Jesus] fra de døde, så han ikke mere skulle vende tilbage til forrådnelse.“ (Menneskelegemer er af natur forgængelige. Derfor bruger Første Korintherbrev 15:42, 44 ordet „forgængelighed“ parallelt med „sjæleligt [fysisk] legeme“. Jesus vil aldrig igen få et sådant legeme.)
Joh. 6:51: „Jeg er det levende brød der er kommet ned fra himmelen; hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ (Efter at Jesus har givet sit kød, vil han ikke tage det tilbage igen. Han har givet sit fuldkomne menneskeliv som et offer til gavn for menneskene, og hvis han tog det tilbage ville det være en annullering af dette offer.)
Se også siderne 68, 69, under emnet „Bortrykkelse“.
Hvad betyder det at Jesus ville komme „på samme måde“ som han steg op til himmelen?
Apg. 1:9-11: „Efter at han havde sagt dette blev han løftet op mens de [Jesu apostle] så på det, og en sky tog ham op, bort fra deres øjne. Og mens de stirrede op mod himmelen idet han var på vej bort, se! da stod to mænd i hvide dragter ved siden af dem, og de sagde: ’Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himmelen? Således vil denne Jesus, som blev taget fra jer op til himmelen, komme, på samme måde som I har set ham tage til himmelen.’“ (Læg mærke til at der her siges „på samme måde“, ikke med samme legeme. På hvilken „måde“ foregik hans himmelfart? Som vers 9 viser, blev han taget bort fra deres øjne, og det var kun hans disciple der overværede det. Verden i almindelighed var ikke klar over hvad der foregik. Det samme ville være tilfældet ved Kristi genkomst.)
Hvad menes der med at han „kommer med skyerne“ og at „hvert øje skal se ham“?
Åb. 1:7: „Se! Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de der har gennemboret ham; og alle jordens stammer skal slå sig selv af sorg på grund af ham.“ (Se også Mattæus 24:30; Markus 13:26; Lukas 21:27.)
Hvad betegner „skyer“? Usynlighed. Når en flyvemaskine befinder sig inde i tætte skyer eller over skyerne, kan man som regel ikke se den fra jorden, selv om man måske kan høre motorstøjen. Jehova sagde til Moses: „Jeg kommer til dig i en mørk sky.“ Moses så ikke Gud, men skyen betegnede at Jehova var usynligt til stede. (2 Mos. 19:9; se også Tredje Mosebog 16:2; Fjerde Mosebog 11:25.) Hvis Kristus skulle vise sig synligt på himmelen, er det indlysende at ikke „hvert øje“ ville se ham. Hvis han kom til syne over Australien, for eksempel, ville man ikke kunne se ham i Europa, Afrika eller Nord- og Sydamerika, vel?
I hvilken betydning vil ’hvert øje se ham’? På grundlag af noget der sker på jorden vil de skønne at han er usynligt nærværende. I Johannes 9:41 tales der også om at se i overført betydning: „Jesus sagde til [farisæerne]: ’Hvis I var blinde, ville I ikke have nogen synd. Men nu siger I: „Vi ser.“ Jeres synd forbliver.’“ (Jævnfør Romerbrevet 1:20.) Efter at Kristus er kommet tilbage, vil nogle i tro se og forstå tegnet på hans nærværelse. Andre vil afvise disse vidnesbyrd, men når Kristus eksekverer Guds dom over de onde, vil selv de ud fra denne magtdemonstration forstå at ødelæggelsen ikke kommer fra mennesker men fra himmelen. De vil vide hvad der sker fordi de er blevet advaret på forhånd. På grund af det der sker med dem vil de „slå sig selv af sorg“.
Hvem er „de der har gennemboret ham“? Rent bogstaveligt var det nogle romerske soldater der gjorde dette ved Jesu henrettelse. Men de er for længst døde. Det må derfor hentyde til nogle der på samme måde mishandler eller ’gennemborer’ Kristi sande disciple i „de sidste dage“. — Matt. 25:40, 45.
Kan man virkelig sige at en person er ’kommet’ eller er ’nærværende’ hvis han ikke er synlig?
Apostelen Paulus talte om at han var „fraværende i legemet men nærværende i ånden“ hos menigheden i Korinth. — 1 Kor. 5:3.
Jehova sagde at han ville „stige ned“ og forvirre sproget hos dem der byggede Babelstårnet. (1 Mos. 11:7) Han sagde også at han ville „stige ned“ for at udfri Israel fra trældommen i Ægypten. Og da Gud forsikrede Moses om at han ville føre Israel til det forjættede land, sagde han: „I egen person vil jeg drage med.“ (2 Mos. 3:8; 33:14) Men intet menneske har nogen sinde set Gud. — 2 Mos. 33:20; Joh. 1:18.
Hvilke begivenheder forbinder Bibelen blandt andet med Kristi nærværelse?
Dan. 7:13, 14: „Med himmelens skyer kom en der var som en menneskesøn [Jesus Kristus], og han fik foretræde for den gamle af dage [Jehova Gud], og man førte ham frem foran ham. Og der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham.“
1 Thess. 4:15, 16: „Dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse, afgjort ikke skal komme forud for dem som er sovet ind i døden; for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først.“ (De der skulle regere sammen med Kristus ville blive oprejst til at være sammen med ham i himmelen — først de der var døde i forgangne tider og derpå de der døde efter Herrens genkomst.)
Matt. 25:31-33: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham, og han vil skille folk fra hinanden, ligesom en hyrde skiller fårene fra gederne. Og han vil stille fårene ved sin højre side og gederne ved den venstre.“
2 Thess. 1:7-9: „Jer som lider trængsel, [vil Gud give] lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus. Disse skal lide retslig straf i form af evig undergang, bort fra Herrens ansigt og fra hans styrkes herlighed.“
Luk. 23:42, 43: „Han [den pælfæstede forbryder der viste medfølelse med Jesus] fortsatte med at sige: ’Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.’ Og han sagde til ham: ’I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.’“ (Under Jesu herredømme vil hele jorden blive et paradis; de døde som er bevaret i Guds erindring vil blive oprejst og få mulighed for at opnå fuldkomment liv på jorden til evig tid.)
Se også siderne 331-336, under emnet „Sidste dage“.