Taktfuld uden at gå på kompromis

TAKT er evnen til at omgås andre uden at vække unødigt anstød. Den indebærer at man ved hvordan og hvornår man skal sige visse ting. Det betyder ikke at man skal gå på kompromis med hensyn til det der er rigtigt, eller gøre vold på sandheden. Takt må heller ikke forveksles med menneskefrygt. — Ordsp. 29:25.

Åndens frugt er det bedste grundlag man kan have for at lære dét at være taktfuld. Den der lader sig lede af kærlighed, ønsker ikke at irritere, men at hjælpe andre. Den der er venlig og mild, går varsomt frem over for andre. Den der søger fred, vil altid prøve at bevare eller forbedre sit forhold til andre. Og den der er langmodig, vil bevare roen selv når nogle er ubehagelige i deres opførsel. — Gal. 5:22, 23.

Uanset hvordan Bibelens budskab bliver fremlagt, vil nogle alligevel tage anstød af det. Blandt jøderne i det første århundrede havde flertallet et ondt hjerte; derfor blev Jesus Kristus „en snublesten og en anstødsklippe“ for dem. (1 Pet. 2:7, 8) Om sin forkyndelse af Guds rige sagde Jesus selv: „Jeg er kommet for at stifte en brand på jorden.“ (Luk. 12:49) Budskabet om Jehovas rige, der blandt andet går ud på at menneskene må anerkende Skaberens suverænitet, er stadig et brændende stridsspørgsmål. Mange tager anstød af budskabet om at Guds rige snart vil fjerne den nuværende onde tingenes ordning. I lydighed mod Gud fortsætter vi alligevel med at forkynde. Samtidig følger vi dog Bibelens formaning: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — Rom. 12:18.

Taktfuld i forkyndelsen. Vi taler med andre om vores tro under mange forskellige omstændigheder. Det sker som bekendt når vi deltager i forkyndelsesarbejdet, men vi prøver også at finde anledninger til at forkynde når vi er sammen med slægtninge, kolleger og skolekammerater. I alle disse sammenhænge er det nødvendigt at være taktfuld.

Hvis vi kommer frem med budskabet på en måde der ligner en forelæsning eller ligefrem en irettesættelse, vil det sikkert ikke blive godt modtaget. Når andre ikke har bedt om vores hjælp og heller ikke synes at de har brug for den, kan de meget vel tage det ilde op hvis vi antyder at de har visse opfattelser de bør ændre. Hvordan kan vi da undgå at give et forkert indtryk? Det vil hjælpe hvis vi lærer kunsten at føre en venlig samtale.

Prøv at indlede samtalen ved at bringe et emne på bane der interesserer den anden. Drejer det sig om en slægtning, kollega eller skolekammerat, ved du måske allerede hvad vedkommende er interesseret i. Hvis du aldrig har mødt personen før, kan du komme ind på noget du har hørt i nyhederne eller læst i avisen. Hvis det har været i nyhederne, er det som regel fordi det er noget mange er optaget af. Når du går fra hus til hus, så vær opmærksom. Redskaber omkring et hus, legetøj i en have, mærkater på en dørkarm eller på en parkeret bil — den slags kan give os et fingerpeg om beboernes interesser. Når du taler med en af dem, så lyt til hvad han eller hun siger. Noget af det kan enten bekræfte eller afkræfte dine formodninger om vedkommendes interesser og holdninger, og det vil give dig flere fingerpeg om hvad du bør tage hensyn til for at få aflagt et vidnesbyrd.

Som samtalen skrider frem, kan du trække nogle relevante punkter frem fra Bibelen og fra bibelsk litteratur. Men pas på ikke at dominere. (Præd. 3:7) Lad den anden deltage som samtalepartner hvis han har lyst til det. Vær interesseret i hans synspunkter og meninger. Det kan give dig de holdepunkter du skal bruge for at kunne vise den rette takt.

Før du siger noget, tænk da over hvordan det vil lyde i den andens ører. I Ordsprogene 12:8 nævnes ’indsigtsfuld tale’ som noget rosværdigt. Det hebraiske udtryk der bruges her, indebærer begreber som klogskab og omtanke. ’Indsigtsfuld tale’ kan således indbefatte at man gennemtænker en sag og er tilbageholdende med hensyn til hvad man siger. Vers 18 i det samme kapitel i Ordsprogenes Bog advarer mod at man „taler tankeløst som med sværdhug“. Det kan godt lade sig gøre at forsvare Bibelens sandheder uden at komme med stødende udtalelser.

En hjælp til at undgå at der unødigt opstår en barriere, er at man simpelt hen overvejer hvilke ord og udtryk det er bedst at bruge. Hvis brugen af selve ordet „Bibelen“ skaber en mental barriere, kan du vælge formuleringer som „De Hellige Skrifter“ eller „en bog som er udgivet på over 2000 sprog“. Hvis du vælger at omtale Bibelen direkte, kan du spørge den anden hvad han mener om den, og så tage hensyn til hans svar i resten af samtalen.

Takt indbefatter ofte at man må finde det rette tidspunkt at sige tingene på. (Ordsp. 25:11) Du er måske ikke enig med den besøgte i alt hvad han siger, men der er ingen grund til øjeblikkelig at imødegå hver ubibelsk opfattelse han giver udtryk for. Prøv ikke at fortælle det hele på én gang. Jesus sagde til sine disciple: „Jeg har meget endnu at sige jer, men I er ikke i stand til at bære det i øjeblikket.“ — Joh. 16:12.

Giv oprigtig ros til den du taler med, når som helst det er muligt. Selv når den besøgte bliver ved at modsige dig, er der måske alligevel et synspunkt du kan rose ham for. Det gjorde apostelen Paulus da han talte med filosofferne på Areopagus i Athen. Filosofferne „gav sig til at diskutere med ham“. Hvordan kunne han få fremlagt sit budskab uden at støde dem fra sig? Tidligere havde han lagt mærke til de mange altre de havde for deres guder. I stedet for at fordømme athenerne for deres afgudsdyrkelse, viste han takt. Han roste dem for deres dybe religiøsitet og sagde: „Jeg ser at I i alle henseender synes at have større frygt for guderne end andre har.“ Ved at gribe det an på den måde fik han lejlighed til at fremlægge sit budskab om den sande Gud. Resultatet var at nogle blev troende. — Apg. 17:18, 22, 34.

Du skal ikke overreagere når der rejses en indvending. Bevar roen. Se på det som en mulighed for at få indblik i hvordan den anden tænker. Du kan sige tak for at han giver udtryk for sit synspunkt. Hvad så hvis han afvisende siger: „Jeg har min egen tro“? Da kan du taktfuldt spørge: „Har du altid haft en tro?“ Når han har svaret, kan du eventuelt spørge: „Tror du at alle mennesker nogen sinde vil blive forenet i én og samme tro?“ Det kan bane vej for at samtalen fortsætter.

At vi har det rette syn på os selv, kan også hjælpe os til at være taktfulde. Vi har en stærk tro på at Jehovas veje er rette, og at hans ord er sandt. Vi taler med overbevisning om dette. Men vi har ingen grund til at være selvretfærdige. (Præd. 7:15, 16) Mens vi er taknemmelige for at vi kender sandheden og har Jehovas velsignelse, er vi dog klar over at hans godkendelse skyldes hans ufortjente godhed og vores tro på Kristus, ikke vores egen retfærdighed. (Ef. 2:8, 9) Vi véd at vi må ’blive ved med at prøve os selv, om vi er i troen, blive ved med at bedømme os selv’. (2 Kor. 13:5) Så når vi taler med andre om hvor vigtigt det er at rette sig efter Guds krav, anvender vi også ydmygt vejledningen på os selv. Vi har ikke til opgave at sætte os til doms over vore medmennesker. Jehova har „overgivet al dom til Sønnen“, og det er foran hans dommersæde vi skal stå til ansvar for hvad vi gør. — Joh. 5:22; 2 Kor. 5:10.

Over for familie og trosfæller. Det er ikke kun ude i forkyndelsen vi bør være taktfulde. Takt er et udtryk for Guds ånds frugt, og åndens frugt bør også præge os når vi er sammen med vores familie. Kærlighed tilskynder os til at tage hensyn til andres følelser. Dronning Esters ægtemand tilbad ikke Jehova, men hun viste respekt for ham og god dømmekraft da hun gjorde ham kendt med sager der berørte Jehovas tjenere. (Ester, kap. 3-8) Når det drejer sig om familiemedlemmer der ikke er Jehovas Vidner, vil takt somme tider byde os at anbefale sandhedens vej ved vores gode opførsel snarere end ved at forkynde vores tro. — 1 Pet. 3:1, 2.

Vi må også undgå at være taktløse og uvenlige over for andre i menigheden selv om vi kender dem godt. Vi bør ikke tænke at de er ’modne nok til at kunne tage det’. Vi skal heller ikke undskylde os selv ved at sige: ’Sådan er jeg nu engang.’ Hvis vi bliver klar over at andre tager anstød af den måde vi udtrykker os på, bør vi træffe en beslutning om at forandre os. Af „inderlig kærlighed til hinanden“ bør vi „gøre det der er godt mod . . . dem der er beslægtede med os i troen“. — 1 Pet. 4:8, 15; Gal. 6:10.

Over for en forsamling. De der taler fra podiet, må også være taktfulde. Et publikum består af tilhørere med forskellig baggrund og forskellige forhold. De befinder sig på forskellige stadier i deres åndelige udvikling. Nogle er muligvis i rigssalen for første gang. Andre gennemgår måske en periode med et særligt pres uden at taleren er klar over det. Hvad kan da hjælpe dig til ikke at støde dem?

Du bør, som apostelen Paulus skrev til Titus, bestræbe dig for „ikke at spotte nogen“, men at være ’rimelig og udvise al mildhed mod alle mennesker’. (Tit. 3:2) Efterlign ikke verden ved at bruge ord og udtryk der nedvurderer folk som tilhører en anden race eller nationalitet eller har et andet sprog. (Åb. 7:9, 10) Fremlæg uden omsvøb hvad Jehova kræver, og vis hvor klogt det er at følge det, men undlad at komme med nedsættende bemærkninger om dem der endnu ikke følger Jehovas vej i ét og alt. Det er bedre at opmuntre alle til at lære Guds vilje at kende og gøre det der behager ham. Hvis du skal sige formanende ord, så bestræb dig for at afveje dem med oprigtig og hjertelig ros. Lad både det du siger, og måden du siger det på, vidne om at du ejer den broderlige hengivenhed vi alle bør nære for hinanden. — 1 Thess. 4:1-12; 1 Pet. 3:8.