KAPITEL 77
Jesus giver vejledning om rigdom
LIGNELSEN OM DEN RIGE MAND
JESUS TALER OM RAVNE OG LILJER
EN “LILLE HJORD” VIL FÅ RIGET
Mens Jesus spiser i farisæerens hus, samler mange tusind sig udenfor og venter på ham. Det har han oplevet før i Galilæa. (Markus 1:33; 2:2; 3:9) Her i Judæa vil mange gerne møde Jesus og lytte til ham, og de viser på den måde en helt anden indstilling end den farisæerne viser ved måltidet.
Det første Jesus siger, er særligt rettet mod hans disciple: “Pas på farisæernes surdej, som er hykleri.” Jesus har givet den advarsel før, men det han har observeret under måltidet, viser hvor relevant den er. (Lukas 12:1; Markus 8:15) Farisæerne forsøger at skjule deres ondskab bag en maske af fromhed, men de udgør en fare, og det er nødvendigt at de bliver afsløret. Jesus forklarer: “Der er intet omhyggeligt skjult som ikke vil blive afsløret, og intet hemmeligt som ikke vil blive kendt.” – Lukas 12:2.
Mange af de forsamlede er måske judæere der ikke har hørt Jesus undervise i Galilæa. Derfor gentager han nogle vigtige tanker han tidligere har nævnt. Han tilskynder alle der lytter: “Frygt ikke dem der slår jer ihjel og bagefter ikke kan gøre mere.” (Lukas 12:4) Som han har gjort før, understreger han at de der følger ham, må stole på at Gud vil tage sig af dem. De må også vise at de vil kendes ved Menneskesønnen, og de må indse at Gud kan hjælpe dem. – Matthæus 10:19, 20, 26-33; 12:31, 32.
Nu bringer en mand fra folkemængden et emne på bane der optager ham: “Lærer, sig til min bror at han skal dele arven med mig.” (Lukas 12:13) I Loven står der at den førstefødte søn skal have to dele af arven, så der burde ikke være noget problem. (5. Mosebog 21:17) Men det ser ud til at manden gerne vil have mere end det han juridisk set har ret til. Jesus vælger meget klogt ikke at tage parti. “Menneske, hvem har udnævnt mig til dommer eller til at fordele arven mellem jer to?” – Lukas 12:14.
Jesus giver nu alle den her advarsel: “Hold jeres øjne åbne og vær på vagt over for enhver form for grådighed, for selvom et menneske har mere end rigeligt, afhænger hans liv ikke af det han ejer.” (Lukas 12:15) Vil man ikke, uanset hvor rig man er, på et eller andet tidspunkt dø og efterlade sig alle sine ejendele? Jesus kommer nu med en tankevækkende lignelse der understreger hans pointe og også viser værdien af at have et godt navn hos Gud:
“En rig mands jord havde givet godt. Og han begyndte at tænke: ‘Hvad skal jeg nu gøre? Jeg har jo ikke noget sted at samle min høst.’ Så sagde han: ‘Jeg vil gøre sådan her: Jeg vil rive mine lader ned og bygge nogle større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alle mine ting, og jeg vil sige til mig selv: “Du har mange gode ting liggende til mange år. Tag den med ro, spis, drik og nyd livet.”’ Men Gud sagde til ham: ‘Du ufornuftige, i nat vil du dø. Hvem skal så have de ting du har liggende?’ Sådan går det den der samler sig værdier, men ikke er rig hos Gud.” – Lukas 12:16-21.
Både Jesus’ disciple og de andre der lytter til ham, kunne let lade sig opsluge af ønsket om at blive rige og skaffe sig mange ting. Eller dagligdagens problemer kunne distrahere dem fra at tjene Jehova. Jesus gentager derfor den gode vejledning han gav omkring halvandet år tidligere i Bjergprædikenen:
“Hold op med at bekymre jer om hvad I skal spise for at opretholde livet, eller om hvordan I får tøj på kroppen. ... Tænk på ravnene: De hverken sår eller høster, de har hverken lader eller forrådshuse, og alligevel giver Gud dem føden. Er I ikke langt mere værd end fugle? ... Tænk på hvordan liljerne gror: De hverken slider eller slæber, og de spinder ikke, men jeg siger jer at ikke engang Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. ... Hold derfor op med at være optaget af hvad I skal spise, og hvad I skal drikke, og hold op med at være så bekymrede ... Jeres Far ved at I har brug for det. Bliv hellere ved med at søge hans rige, så vil I også få de andre ting.” – Lukas 12:22-31; Matthæus 6:25-33.
Hvem vil søge Guds rige? Jesus fortæller at et relativt lille antal, en “lille hjord”, af trofaste mennesker vil gøre det. Senere vil det blive afsløret at deres antal kun er 144.000. Hvad har de i vente? Jesus giver dem den her forsikring: “Jeres Far har besluttet at give jer Riget.” De vil ikke være optaget af at skaffe sig materielle værdier som tyve kan stjæle. De vil i stedet være fokuseret på de “uudtømmelige værdier i himlene”, hvor de vil regere sammen med Kristus. – Lukas 12:32-34.