AKKO
(Akʹko).
En havneby der også er kendt som Acre, Akka og Ptolemais. Den ligger i den nordlige ende af den ca. 13 km brede, halvmåneformede Akkobugt (eller Haifabugt [Mifraz Hefa]), der mod syd afgrænses af Karmels Bjerg, som skyder sig ud i Middelhavet.
I dommertiden lå denne kana’anæiske by på en høj der er blevet identificeret med Tell el-Fukhkhar (Tel ‛Akko), ca. 1 km fra bugten og 1,8 km øst for nutidens gamle bymure. På Perserrigets tid, det 6. århundrede f.v.t. og fremefter, bredte byen sig mod vest, ud mod den halvø der danner den nordlige ende af Haifabugten. Fra og med den persiske periode lå byens havn dér. Da den kristne æra begyndte, havde Akko bredt sig til halvøen, der også i dag udgør en del af byen.
Akko lå omkring 39 km syd for Tyrus og var den vigtigste havn på Palæstinas havnefattige kyst indtil Herodes den Store byggede moler ud fra kysten ved Cæsarea for at anlægge en kunstig havn dér. Akko var ikke så betydningsfuld som de fønikiske havne mod nord, og den ydede kun ringe beskyttelse mod havets storme. Imidlertid havde den en fordelagtig beliggenhed nær ved indfaldsvejen til den frugtbare Jizre’elslette (Esdrelonsletten), og fra byen førte flere handelsveje til Galilæa, Jordandalen og andre steder mod øst. Korn, tømmer og kunstgenstande blev eksporteret fra Akko.
Akko hørte til det område der tilfaldt Asers stamme i det forjættede land, men Aser fordrev ikke de kana’anæere der boede i byen. (Dom 1:31, 32) Akko nævnes kun denne ene gang i De Hebraiske Skrifter, men omtales jævnlig i ikkebibelske beretninger. Navnet forekommer flere gange i Amarnabrevene. Af andre beretninger fremgår det at byen blev undertvunget af de assyriske konger Sankerib og Assurbanipal. I apokryferne omtales byen som et oprørscenter under makkabæernes herredømme. (1 Makkabæerbog 5:15, 22, 55; 12:45-48; 13:12) Navnet var nu blevet ændret til Ptolemais efter den ægyptiske konge Ptolemaios II Filadelfos.
Under kejser Claudius blev byen en romersk koloni, og i aposteltiden var der en gruppe kristne her. På hjemvejen fra sin tredje missionsrejse lagde Paulus til ved Akko (der på det tidspunkt hed Ptolemais) og brugte en dag til at besøge brødrene i byen før han rejste videre til Cæsarea og Jerusalem. — Apg 21:7.
I dag er Akkos rolle som havneby blevet overtaget af den moderne by Haifa, der ligger i den sydlige ende af bugten.
[Illustration på side 70]
Akko (senere kaldet Ptolemais). Apostelen Paulus gjorde ophold i denne havneby på sin sidste rejse til Jerusalem