AKAB
(Aʹkab) [farbroder].
1. Søn af Omri og konge over det nordlige rige, Israel. Han herskede i Samaria i 22 år, fra ca. 940 f.v.t. — 1Kg 16:28, 29.
Billigede falsk tilbedelse. Hvad sand tilbedelse angår, satte Akab et af de værst tænkelige eksempler. Ikke alene lod han den forvanskede form for tilbedelse af Jehova ved hjælp af Jeroboams guldkalve fortsætte, men han tillod også at Israel blev besmittet med ba’alsdyrkelse i et hidtil ukendt omfang som følge af sit tidligt indgåede ægteskab med Jesabel, Zidons konge Etba’als datter. Josefus citerer en beretning af historikeren Menander hvori Etba’al omtales som Itobalos, og hvor der siges at han var præst for Astarte før han skaffede sig adgang til tronen ved at myrde kongen. — Against Apion, I, 123 [18].
Af sin hedenske hustru lod Akab sig forlede til at dyrke Ba’al, bygge et ba’alstempel og rejse en hellig pæl til ære for Asjera. (1Kg 16:30-33) Inden længe var der 450 profeter for Ba’al og 400 profeter for den hellige pæl som alle spiste ved Jesabels kongelige bord. (1Kg 18:19) Jehovas sande profeter blev dræbt med sværdet, og kun fordi Akabs hushovmester, den troende Obadja, greb ind, lykkedes det nogle af dem at undslippe. Han skjulte 100 af dem i nogle huler, hvor de opretholdt livet på vand og brød. — 1Kg 18:3, 4, 13; 19:10.
Fordi Akab havde vendt sig til ba’alsdyrkelsen, oplyste Elias ham om at der ville komme en streng tørke, der ifølge Lukas 4:25 og Jakob 5:17 varede tre år og seks måneder. (1Kg 17:1; 18:1) Regnen ville kun vende tilbage på Elias’ bud, og selv om Akab ledte efter ham i alle de omliggende lande og riger, forblev Elias uden for hans rækkevidde indtil tiden var inde. (1Kg 17:8, 9; 18:2, 10) Akab søgte nu at give Elias skylden for tørken og hungersnøden, men Elias afviste anklagen og påpegede at den virkelige årsag var ba’alsdyrkelsen, som Akab støttede. Ved en styrkeprøve på Karmels Bjerg blev det påvist at Ba’al var en gud som intet formåede, og at Jehova var den sande Gud; ba’alsprofeterne blev slået ihjel på Elias’ bud, og kort efter bragte et voldsomt regnskyl tørken til ophør. (1Kg 18:17-46) Akab skyndte sig tilbage til Jizre’el og fortalte sin hustru om hvad Elias havde gjort mod ba’alsdyrkelsen. Jesabel reagerede med voldsomme trusler mod Elias, med det resultat at han flygtede til Horebs Bjerg. — 1Kg 19:1-8.
Byggevirksomhed; sejre over Aram. Det menes at Akab under sin byggevirksomhed blandt andet færdiggjorde Samarias fæstningsværker, der ifølge arkæologiske udgravninger bestod af tre umådeligt stærke mure opført med stor håndværksmæssig dygtighed. Under udgravningen af paladset har man afdækket et rektangulært plateau på omkring 90×180 m, omgivet af en fint opført kvaderstensmur. Fundene omfatter utallige elfenbenspaneler til dekoration af møbler og vægge, hvilket muligvis kan forbindes med Akabs ’elfenbenshus’, som omtales i 1 Kongebog 22:39. — BILLEDE, bd. 1, s. 948; jf. også Am 3:15; 6:4.
Byens styrke blev snart sat på prøve og dens rigdom bragt i fare idet Samaria blev belejret af aramæerkongen Ben-Hadad II i spidsen for et forbund af 32 konger. Efter at Akab uden protest var gået ind på angriberens krav, vægrede han sig dog ved frivilligt at lade sit palads udplyndre. Fredsforhandlingerne mislykkedes, og ved Guds ledelse fulgte Akab en krigsstrategi der overraskede fjenden og førte til sejr over den. Mange blev hugget ned, men Ben-Hadad undslap. — 1Kg 20:1-21.
Overbevist om at Jehova kun var „en bjerggud“ vendte Ben-Hadad det følgende år tilbage med en styrke af samme størrelse, men lejrede sig denne gang på en næsten flad højslette ved Afek i Manasses område i stedet for at rykke ind i bjerglandet, hvor Samaria lå. (Se AFEK, 5.) De israelitiske styrker rykkede ud til kamp, men lignede „to små flokke af geder“ ved siden af den vældige aramaiske lejr. Jehova forsikrede imidlertid Israels konge om at hans magt ikke var afhængig af geografiske forhold, og tilskyndet af dette tilføjede Akabs styrker fjenden et knusende nederlag. (1Kg 20:26-30) Men i lighed med kong Saul, der skånede amalekitten Agag, lod Akab Ben-Hadad leve og sluttede en pagt med ham, hvorved Israel fik nogle erobrede byer tilbage og Akab fik gader i Damaskus, åbenbart for at etablere basarer eller markeder til fremme af Akabs handelsinteresser i den aramaiske hovedstad. (1Kg 20:31-34) Ligesom Saul blev Akab fordømt af Jehova for dette, og det blev forudsagt at han og hans folk ville blive ramt af ulykke. — 1Kg 20:35-43.
Mordet på Nabot og følgerne deraf. Nu fulgte en treårig periode med fred, og Akab koncentrerede sig om at erhverve sig jizre’elitten Nabots vingård, et stykke jord han meget gerne ville overtage fordi det grænsede op til hans egen jord, hvor paladset lå. Da Nabot afslog anmodningen med en henvisning til Guds lov om at man ikke måtte sælge sin arvelod, gik Akab surmulende hjem og lagde sig på sit leje med ansigtet mod væggen og nægtede at spise. Da Jesabel erfarede grunden til hans nedtrykthed, tog hun sagen i egen hånd. Ved at skrive breve i Akabs navn sørgede hun for at Nabot blev anklaget for gudsbespottelse og myrdet. Da Akab gik ned for at tage den eftertragtede vingård i besiddelse, mødte han Elias, der med skarpe udtalelser fordømte ham som morder og sagde at han havde solgt sig til at gøre det onde på grund af sin hedenske hustrus konstante opfordringer. Ligesom hundene slikkede Nabots blod, ville de slikke Akabs blod, og Jesabel selv og Akabs efterkommere ville blive til føde for hunde og ådselfugle. Ordene gjorde deres virkning, og i sin dybe sorg fastede Akab, gik tungsindig omkring og var dag og nat klædt i sækkelærred. Af den grund blev der vist ham en vis barmhjertighed, idet ulykken over hans hus blev udskudt til senere. — 1Kg 21:1-29.
Akabs forhold til Juda mod syd blev styrket ved en ægteskabsforbindelse, idet hans datter Atalja blev gift med kong Josafats søn Joram. (1Kg 22:44; 2Kg 8:18, 26; 2Kr 18:1) Da Josafat aflagde et venskabsbesøg i Samaria, overtalte Akab ham til at støtte sig i et forsøg på at tage Ramot-Gilead fra aramæerne, som åbenbart ikke helt havde overholdt betingelserne i den pagt Akab havde sluttet med Ben-Hadad. En samling falske profeter forsikrede at kampen ville få et heldigt udfald, men da Josafat insisterede på at høre endnu en profet, blev Mikaja, som Akab hadede, tilkaldt, og han forudsagde et uundgåeligt nederlag. Akab befalede at Mikaja skulle anbringes i arresthuset og gik egenrådigt videre med sin plan idet han dog traf den forholdsregel at forklæde sig. Men under kampen blev han ramt af en tilfældig pil og døde inden dagen var omme. Man bragte hans lig til Samaria for at begrave det dér, og da man „skyllede vognen ved Samarias dam, slikkede hundene hans blod“. I det nordvestlige hjørne af den rummelige paladsgård i Samaria har man udgravet en stor kunstig dam, som kan være stedet for denne profetis opfyldelse. — 1Kg 22:1-38.
Moabitiske og assyriske inskriptioner. Det nævnes at Jeriko blev genopbygget under Akabs regering, måske som led i et forsøg på at styrke Israels herredømme over Moab. (1Kg 16:34; jf. 2Kr 28:15.) På Mesjastelen taler kong Mesja af Moab om at Moab blev undertrykt af kong Omri og hans søn.
Assyriske inskriptioner som beskriver slaget mellem Salmanassar III og et forbund på 12 konger ved Karkar, nævner en vis A-ha-ab-bu som medlem af forbundet. De fleste forskere mener at der her er tale om kong Akab af Israel; at der imidlertid kan være tvivl om en sådan påstand, begrundes nærmere i artiklen SALMANASSAR, 1.
2. En falsk profet blandt de landflygtige i Babylon; søn af Kolaja. Jeremias forudsagde at Nebukadnezar ville stege denne umoralske og løgnagtige profet og hans medarbejder i ilden. — Jer 29:21-23.