GYVELBUSK

[hebr.: roʹthæm].

Gyvelbusken (Retama raetam) er en ørkenplante af ærteblomstfamilien, en af de almindeligste planter i Judæas Ørken, på Sinajhalvøen og i det øvrige Arabien. Den vokser i kløfter, i klippeegne og på skråninger og forekommer endda på åbne sandstrækninger i ørkenområder, hvor dens rødder trænger dybt ned for at suge væde. Den bliver 1 til 4 m høj og har talrige tynde, rislignende grene og smalle, lige blade. I blomstringstiden er de små klaser af fine blomster, der i farve spænder fra hvidt til lyserødt, et smukt syn på de ellers golde skråninger. Plantens hebraiske navn (roʹthæm) stammer øjensynlig fra et rodord der betyder „at binde“, og har måske tilknytning til dens evne til at holde på sandet. Ifølge Plinius (den Ældre) brugte man plantens smidige grene til at binde med. — Natural History, XXIV, XL, 65.

Da Elias flygtede ud i ørkenen for at undslippe Jesabels vrede, „gik [han] hen og satte sig under en gyvelbusk“, hvor han senere lagde sig til at sove, oplyser beretningen i 1 Kongebog 19:4, 5. Det ville være begrænset hvor meget en lille gyvelbusk kunne skærme for ørkenens brændende sol, men en større busk kunne kaste en kærkommen skygge. Gyvelbusken tjente også som brændsel. Dens ved er velegnet som trækul, der afgiver en stærk varme når det brænder. — Sl 120:4.

Eftersom gyvelbuskens rødder er bitre og smager ubehageligt, mener nogle at Jobs bemærkning (30:4) om at de bruges til føde af mennesker som sulter i ødemarken, måske hentyder til en spiselig snylteplante (Cynomorium coccineum) der vokser som en svamp på gyvelbuskens rødder. Dette kan være tilfældet; men det er også muligt at der på Jobs tid, for over 3000 år siden, fandtes en anden varietet af gyvelplanten foruden den hvide gyvel (Retama raetam) der kendes i dag. Et tredje synspunkt fremføres af N. Hareuveni, der skriver: „Eftersom gyvelbuskens rødder, i modsætning til mældens blade, er fuldstændig uspiselige under nogen form, er det indlysende at Job taler om den hvide gyvels rødder forarbejdet til noget der kan sælges, hvorved man tjener til sit brød. De unge mænd der nu håner Job, brugte den hvide gyvelbusks rødder til fremstilling af trækul som de solgte på torvet.“ (Tree and Shrub in Our Biblical Heritage, Kiryat Ono, Israel 1984, s. 31) I overensstemmelse med dette foreslår nogle at vokaliseringen af det hebraiske ord for „deres mad“ ændres så det kommer til at betyde „for at varme sig“.