KINNERET
(Kinʹneret).
1. En befæstet by i Naftalis område. (Jos 19:32, 35) Den identificeres i dag med Khirbet el-‛Oreimeh (Tel Kinrot), der ligger på en høj godt 3 km sydvest for Kapernaum med udsigt over den nordvestlige del af Galilæas Sø. Kinneret er nævnt på tempelmurene i Karnak i Ægypten i en liste over kana’anæiske byer som blev erobret af Thotmes III (hvis regeringstid historikerne fastsætter til det 16. årh. f.v.t.).
2. Et område i Israel som aramæerkongen Ben-Hadad I angreb på kong Asa af Judas opfordring (ca. 962 f.v.t.). (1Kg 15:20; jf. 2Kr 16:4.) Det antages almindeligvis at udtrykket „hele Kinneret“ sigter til den frugtbare Genezaretslette.
3. Kinnerethavet er det gamle navn på Galilæas Sø. (4Mo 34:11) Nogle forbinder navnet med det hebraiske ord for lyre (kinnōrʹ) og formoder at det blev brugt om denne sø fordi den havde form som en lyre. På Jesu tid blev den kaldt Galilæas Sø, Tiberiassøen og Genezaret Sø (som sandsynligvis er den græske gengivelse af det hebraiske navn). — Lu 5:1; Joh 6:1.
Søen nævnes både som en del af grænsen for det forjættede land (4Mo 34:11) og som en del af vestgrænsen for amoritterkongen Ogs rige, og efter israelitternes erobring udgjorde den en del af den vestlige grænse for Gads stamme. (5Mo 3:16, 17; Jos 13:24-27) Med „ørkensletten [hebr.: ‛aravahʹ] syd for Kinneret“ (Jos 11:2) sigtes der øjensynlig til den del af Jordandalen der ligger syd for Galilæas Sø, og som også kaldes el Ghor. — Se GALILÆAS SØ.