KURÉR
En mand fra den kongelige livvagt som havde den særlige opgave at bringe vigtige breve og budskaber fra en konge ud til fjerne egne af riget. Kurerernes hurtighed var af største betydning. Fra gammel tid blev disse mænd kaldt „løbere“ (hebr.: ratsīmʹ), og sådan er ordet gengivet i 2 Krønikebog 30:6, 10 og Jeremias 51:31. Det danske ord „kurér“ betyder også „løber“.
I Perserriget brugte kurererne hurtige heste, og man havde oprettet stationer undervejs hvor udhvilede kurerer og heste ventede på at bringe budskaberne videre. (Est 3:13-15; 8:10, 14) Kurererne red af sted i flyvende fart nat og dag i al slags vejr for at bringe budskaberne til deres bestemmelsessted. I Romerriget havde man oprettet poststationer til kurererne med kun få kilometers afstand, og her havde man konstant 40 heste stående. De romerske kurerer kunne tilbagelægge omkring 160 km om dagen, en anselig fart på den tid. Ved hjælp af dette system med postheste kunne de kongelige budskaber nå ud til rigets fjerneste egne i løbet af forholdsvis kort tid.