DANS

Rytmiske legemsbevægelser der som regel udføres under ledsagelse af musik i et hvilket som helst tempo, varierende fra langsomt til det vildt ekstatiske. Gennem dansen gives udtryk for bestemte følelser og sindsstemninger, ofte glæde og opstemthed, sjældnere had og hævntørst (som ved krigsdans). De udtrykte følelser bliver undertiden forstærket af de dansendes farverige dragter eller af rekvisitter som har symbolsk betydning.

Dans er af meget gammel oprindelse og har fra de tidligste tider været brugt i næsten alle folkeslag som udtryksmiddel for følelser og stemninger, især i forbindelse med gudsdyrkelsen. I De Hebraiske Skrifter forekommer flere udtryk som er gengivet med „danse“, „runddans“ og „danse omkring“. Det hebraiske udsagnsord chul, der har grundbetydningen „at bevæge sig rundt“, „at hvirvle“, er også gengivet med „at danse“ og, i participiumsformen, „ringdanser“. (Dom 21:21; Sl 87:7; jf. Jer 30:23.) Heraf er afledt to navneord, machōlʹ (Jer 31:4; Sl 150:4) og mecholahʹ (Høj 6:13; Dom 21:21), der betyder „dans“ og „runddans“.

Ved sejre og højtider. Efter at israelitterne havde set det trosstyrkende bevis på Jehovas magt ved Det Røde Hav da ægypterne blev tilintetgjort, takkede og lovpriste de Jehova med dans. Mens mændene sammen med Moses istemte en sejrssang, anførte Mirjam kvinderne i dans til akkompagnement af tamburiner. (2Mo 15:1, 20, 21) En anden sejrsdans der udsprang af dybe religiøse følelser, var den der blev udført af Jeftas datter, der kom sin fader i møde idet hun lovpriste Jehova for at have givet ammonitterne i hans hånd. (Dom 11:34) Israels kvinder dansede til musikken fra lut og tamburin for at byde Saul og David velkommen tilbage efter Jehovas sejr over filistrene. (1Sa 18:6, 7; 21:11; 29:5) Der blev også danset ved visse årlige højtider i forbindelse med tilbedelsen af Jehova. (Dom 21:19-21, 23) I Salmernes Bog tilskyndes man til at ære og lovsynge Jehova med dans. „I skal lovsynge Jah! . . . Lad dem lovsynge hans navn i dans. Lad dem spille for ham på tamburin og lyre.“ „Lovsyng ham med tamburin og runddans.“ — Sl 149:1, 3; 150:4.

Det var en stor begivenhed da pagtens ark endelig kom til Jerusalem, især for kong David, der viste sine følelser i energisk dans. „David selv dansede omkring af alle kræfter foran Jehova.“ Han ’sprang og dansede omkring foran Jehova’. — 2Sa 6:14-17; 1Kr 15:29.

Dans havde også religiøs betydning blandt de hedenske folk. Processionerne i det gamle Babylon og andre lande var som regel af religiøs natur, og der var ofte dansere med i optogene. Grækernes danse skildrede gerne sagn med tilknytning til guderne, der selv blev fremstillet som dansende. Desuden var der frugtbarhedsdanse som tog sigte på at vække de seksuelle lidenskaber hos både deltagere og tilskuere. Kana’anæerne udførte runddanse omkring deres gudebilleder og hellige pæle til ære for de frugtbare kræfter i naturen. Dyrkelsen af Ba’al var forbundet med voldsom og hæmningsløs dans, sådan som det sås på Elias’ tid da ba’alspræsterne under deres dæmoniske dans flængede sig med knive mens de blev ved med at „danse haltende“ rundt om alteret. (1Kg 18:26-29) Da israelitterne havde lavet guldkalven, dansede de også på hedensk vis foran deres afgudsbillede, hvorved de gjorde sig fortjent til Jehovas fordømmelse. — 2Mo 32:6, 17-19.

Anden omtale af dans i Bibelen. Israelitterne dansede som regel i grupper, og det var især kvinderne der deltog. Når mændene var med, var det i grupper for sig; det lader ikke til at kønnene blandedes under dansen. Der var såvel processionsdanse som runddanse (Dom 21:21; 2Sa 6:14-16), men både med hensyn til deres baggrund og formål, de dansendes bevægelser og de forestillinger disse bevægelser fremkaldte hos tilskuerne, adskilte de sig fra de hedenske processions- og runddanse.

I De Kristne Græske Skrifter er ’at danse’ gengivet fra ordet orcheʹomai. Ifølge W. E. Wine „betød [det] sikkert oprindelig at løfte op, som for eksempel fødderne; derfor at hoppe med regelmæssige bevægelser“. (An Expository Dictionary of New Testament Words, 1962, bd. 1, s. 266) Herodes var så betaget af Salomes dans ved hans fødselsdagsfest at han imødekom hendes anmodning og lod Johannes Døber halshugge. (Mt 14:6-11; Mr 6:21-28; se SALOME, 2.) Jesus sammenlignede sine samtidige med de små børn han så lege og danse på torvet. (Mt 11:16-19; Lu 7:31-35) I lignelsen om den fortabte søn bruges et andet græsk ord, chorosʹ, hvorfra det danske ord „kor“ stammer. Dette ord betegner en gruppe dansere, øjensynlig en dansetrup der blev lejet til at underholde ved festlige lejligheder som den der er beskrevet i lignelsen. — Lu 15:25.