EDER

(Eʹder).

1. En efterkommer af Beria, der tilhørte Benjamins stamme og boede i Jerusalem. — 1Kr 8:1, 15, 16, 28.

2. En efterkommer af Musji af levitten Meraris slægt som havde fået tildelt en bestemt tjeneste i Jehovas hus på Davids tid. — 1Kr 23:21, 23-25; 24:30.

3. En by i det sydlige Juda. (Jos 15:21) Eftersom der på hebraisk er de samme konsonanter i Eder og Arad — blot er de to sidste byttet om — og eftersom der i Septuaginta (Det Vatikanske Håndskrift nr. 1209) står „Ara“ i stedet for „Eder“ i dette skriftsted, mener de fleste forskere at Eder er identisk med Arad (Tel ‛Arad), ca. 28 km øst for Be’er-Sjeba.

4. [kvægflok]. Et tårn i nærheden af hvilket Jakob (Israel) slog sit telt op nogen tid efter Rakels død. Det lå åbenbart et sted mellem Betlehem og Hebron, men dets nøjagtige beliggenhed kendes ikke. Navnet Eder tyder på at det gav ly for hyrderne og tjente som et vagttårn hvorfra de kunne overskue deres hjorde. (1Mo 35:19, 21, 27) Det var mens Jakob lå lejret her, at hans søn Ruben ’vanhelligede hans leje’ ved at have omgang med hans medhustru Bilha. — 1Mo 35:22; 49:3, 4.

Det udtryk der i 1 Mosebog 35:21 oversættes med „Eders Tårn“, (mighdal-‛eʹdhær) bruges billedligt af Mika (4:8) idet han omtaler Zions Bjerg som „kvægflokkens tårn“. Dette kan være en hentydning til navnet på det sted hvor Jakob slog lejr, idet Mika bruger det i forbindelse med genoprettelsen af Jehovas „haltende“ folk. (Mik 4:7) Når ’Zion’ var blevet genrejst, ville det blive overvåget som fra et vagttårn og således beskyttet mod yderligere fare. Dette billede stemmer med andre lignende i Mikas profeti. For eksempel taler han om Messias som den der skal ’vogte hjorden’ (Mik 5:2-4), og kalder Jehovas folk for Guds „arvelods hjord“. — Mik 7:14.