NÆNSOMHED

Det at optræde eller at behandle nogen (eller noget) mildt, hensynsfuldt, skånsomt og varsomt. Det modsatte af hårdhed og strenghed. Nænsomhed er nært forbundet med egenskaber som ydmyghed og sagtmodighed.

Det er nødvendigt at Guds tjenere optræder nænsomt, især de der har fået det ansvar at føre tilsyn. Apostelen Paulus skrev: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild [gr.: ēʹpion] imod alle.“ (2Ti 2:24) En der er nænsom, vil ikke optræde højrøstet, larmende eller voldsomt. Moses, „den sande Guds mand“, lagde ikke altid den rigtige indstilling for dagen, men var alligevel „langt den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4Mo 12:3; Sl 90:0) Om en af de taler han holdt, hed det at den var som „sagte regn på græs“. — 5Mo 32:2.

Paulus skriver i 1 Thessaloniker 2:7 at han og hans medarbejdere „optrådte med nænsomhed i [thessalonikernes] midte, som når en ammende moder plejer sine børn“. Grunden til at de optrådte på denne måde, var at de nærede ægte kærlighed til dem de underviste, og at de interesserede sig for deres åndelige vækst. (1Ts 2:8) Her forekommer ordet ēʹpioi (af ēʹpios, „nænsom“, „mild“, „blid“) i Textus Receptus, Tischendorfs tekst, Merks tekst og nogle håndskrifter. Ifølge W. E. Vine blev dette ord „hyppigt anvendt af græske forfattere om en barnepige med vanskelige børn eller om en lærer med uregerlige elever eller om forældre i forholdet til deres børn. I 1 Thess. 2:7 anvender apostelen det om sin egen og sine missionærfællers optræden over for de omvendte i Thessalonika.“ — Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, 1981, bd. 2, s. 145.

Westcott og Horts græske tekst og visse håndskrifter har imidlertid ordet nēʹpioi, „spædbørn“, i 1 Thessaloniker 2:7. Herom siger The New International Dictionary of New Testament Theology: „Der findes to læsemåder for 1 Thess. 2:7: (a) ēpioi (vi færdedes med mildhed iblandt jer); (b) nēpioi (spædbørn). Det foregående ord ender på n, og det forekommer sandsynligt at dette n er blevet fordoblet ved en afskriverfejl. Desuden er der vanskeligheder forbundet med at fortolke den anden læsemåde. I v. 7b er det nemlig ikke sig selv, men thessalonikerne, Paulus sammenligner med ’børn’; han og hans fæller var som en amme (trofos).“ — Redigeret af C. Brown, 1975, bd. 1, s. 282.

Ikke svaghed. Nænsomhed er ikke et udtryk for svaghed. Der skal indre styrke til at kunne optræde mildt og nænsomt over for andre, især når man provokeres eller ens tålmodighed sættes på prøve. Ifølge 2 Samuel 18:5 befalede David, en krigens mand, af faderlig kærlighed Joab at gå skånsomt frem mod Absalom, Davids oprørske søn. Det hebraiske ord (’at) der anvendes her, sigter til det at gå eller bevæge sig sagte. Skønt apostelen Paulus optrådte med nænsomhed, var han ikke nogen svag person, som det fremgår af hans evne til at få tingene sagt når der var behov for det, for eksempel da han skrev sine to breve til den kristne menighed i Korinth.

Virker forenende. At være nænsom i tale og handling virker behageligt og bidrager til fred. Den nænsomme virker imødekommende, ikke afvisende, og hans optræden er til åndelig opbyggelse for andre. Mens hårdhed, strenghed, voldsomhed og vulgaritet i optræden virker splittende og skræmmer andre bort, er nænsomhed tiltalende og forenende. Jehova skildres som en hyrde der nænsomt samler sine lam og bærer dem i sin favn (den omfangsrige fold på den øverste del af klædningen hvori hyrden undertiden bar et lille lam). (Es 40:11) Hans søn Jesus Kristus sagde henvendt til Jerusalem: „Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne!“ „Men,“ tilføjede han, „I ville ikke.“ (Mt 23:37) De måtte derfor tage den hårde behandling som den romerske hær udsatte dem for da deres by blev ødelagt i år 70.

Falsk nænsomhed. Nænsomhed i tonefald eller måde at tale på, som når nogen taler sagte, er ikke altid et udtryk for sand nænsomhed. Ægte nænsomhed må komme fra hjertet. Mens Guds tjener Job gennemgik svære lidelser da Satan fik lov at prøve hans uangribelighed over for Gud, blev han mundtligt angrebet af tre „venner“. De beskyldte Job for at have syndet i det skjulte og at være ond og stædig, idet de også antydede at han var faldet fra troen, og at hans sønner var døde for Guds hånd på grund af deres ondskab. Alligevel sagde den ene af de tre, Elifaz, til Job: „Er trøsten fra Gud ikke nok for dig, eller ord som tales blidt [’at] til dig?“ (Job 15:11) Nogle af deres ord kan således have været talt i et dæmpet og nænsomt tonefald, men det de sagde, var hårdt og derfor ikke virkelig nænsomt.