GLAS
En blanding af kvartssand og ganske små mængder andre stoffer som bor, fosfor og bly. Disse bestanddele smeltes sammen ved en temperatur på ca. 1650° C. Ved afkøling bliver stoffet ukrystallinsk, glat, meget hårdt og temmelig skørt. Vulkanske varmegrader har frembragt en slags glas der kaldes obsidian, og lyn der slår ned i sand, brænder undertiden dette sammen til lange, tynde glasrør som kaldes fulguritter.
Arkæologer har i Ægypten fundet glasperler der anses for at være ca. 4000 år gamle, det vil sige fra tiden omkring Abrahams fødsel. Job, der levede i det 17. århundrede f.v.t., nævner glas sammen med guld som noget kostbart når han siger at visdommen ’ikke kan sammenlignes med guld og glas’. — Job 28:17.
Apostelen Johannes taler i beskrivelsen af sine syner om „klart glas“, „gennemsigtigt glas“ og „et glashav ligesom krystal“. — Åb 21:18, 21; 4:6.