BILLEDE

En gengivelse eller efterligning af en person, et dyr eller en genstand, som oftest på en flade (Mt 22:20); dog også om et udskåret eller støbt billede, en billedstøtte. Bruges desuden i betydningen „lighed“, karakteristisk præg.

Ordet „billede“ bruges hyppigst i Bibelen i forbindelsen „udskåret billede“, „støbt billede“, det vil sige en billedstøtte, som blev brugt til afgudsdyrkelse.

Uret brug af billeder. Mennesker skal efterligne og søge at genspejle deres himmelske Faders egenskaber og følge hans søns eksempel i deres liv, men dyrkelse af bogstavelige billeder fordømmes konsekvent i Bibelen. Guds afsky for dette udtrykkes klart i Moseloven. Det var forbudt at lave ikke blot udskårne billeder, men også enhver form for ’afbilleder’ af noget i himmelen, på jorden eller i havet og gøre dem til genstand for tilbedelse. (2Mo 20:4, 5; 3Mo 26:1; Es 42:8) Uanset hvilket materiale disse afbilleder var lavet af, og hvilken form de havde — om de var udskåret af træ, støbt eller udhamret i metal eller hugget i sten, om de forestillede mennesker, pattedyr, fugle, fisk, døde ting eller noget symbolsk — måtte de ikke tilbedes. At lave et sådant billede var ’at handle ødelæggende’, at gøre hvad der var ondt i Jehovas øjne. Det var en vederstyggelighed som krænkede Jehova og resulterede i hans forbandelse. (5Mo 4:16-19, 23-25; 27:15; 4Mo 33:52; Es 40:19, 20; 44:12, 13; Ez 7:20) At de var beklædt med guld eller sølv, gjorde dem ikke mindre afskyelige i Guds øjne og ændrede intet ved at de var urene og skulle kastes bort som „snavs“. — 5Mo 7:5, 25; Es 30:22.

I Guds øjne er der ingen undskyldning for at dyrke billeder, eftersom noget sådant er fornuftstridigt, vidner om en tåbelig, tomhjernet tankegang og viser at man nægter at anerkende ubestridelige kendsgerninger. (Es 44:14-20; Jer 10:14; Ro 1:20-23) Billeder er ikke til nogen gavn; de har ingen kundskab og kan ikke give vejledning eller yde beskyttelse; de er stumme, hjælpeløse og livløse og vil til sidst blive til skamme. (Es 44:9-11; 45:20; 46:5-7; Hab 2:18-20) Ved sine profetiske udtalelser, der indeholdt nøjagtige forudsigelser om fremtidige begivenheder, modvirkede Jehova de troløse israelitters forsøg på at give deres afgudsbilleder æren for at disse begivenheder indtraf. — Es 48:3-7.

Trods Guds klare forbud mod billeddyrkelse var israelitterne og andre så tåbelige at forsøge at forene brugen af religiøse billeder med tilbedelsen af den sande Gud, Jehova. (2Mo 32:1-8; 1Kg 12:26-28; 2Kg 17:41; 21:7) En kvinde der levede i dommertiden, helligede endda nogle sølvstykker til Jehova og fik lavet et religiøst billede af dem. (Dom 17:3, 4; 18:14-20, 30, 31) Før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne, var der blevet anbragt afskyelige religiøse billeder på tempelområdet. Et af dem kaldtes et ’skinsygesymbol’, øjensynlig fordi dette afgudsbillede modtog en ære der rettelig tilkom Gud og derfor vakte hans skinsyge. — Ez 8:3-12; 2Mo 20:5.

På Jehovas befaling blev der dog fremstillet visse genstande i form af planter, blomster, dyr og endog keruber, så disse billeder var tilladte. De tjente som symbolske gengivelser i forbindelse med tilbedelsen af Gud, men var ikke genstand for nogen ære eller tilbedelse, heller ikke i forbindelse med bønner eller ofringer. — Se AFGUD, AFGUDSDYRKELSE.

Billedstøtterne i Daniels Bog. I Nebukadnezars andet regeringsår (åbenbart regnet fra 607 f.v.t. da han erobrede Jerusalem) drømte denne babyloniske konge noget som i høj grad foruroligede ham og gjorde ham søvnløs. Han kunne åbenbart ikke huske hele drømmen, for han befalede sine vismænd og præster at fortælle ham både drømmen og dens tydning. Skønt Babylons vismænd hævdede at kunne åbenbare hemmeligheder, kunne de ikke opfylde kongens ønske. De blev derfor dømt til døden, og også Daniels og hans venners liv var i fare. Med Guds hjælp var Daniel i stand til ikke blot at fortælle kongen hvad han havde drømt, men også hvad det betød. Daniels tak og pris da hemmeligheden blev åbenbaret for ham, henledte opmærksomheden på Jehova Gud som kilden til visdom og vælde og som den der „ændrer tider og perioder, fjerner konger og indsætter konger“. (Da 2:1-23) Drømmen kom tydeligvis fra Gud, og den anskueliggjorde profetisk at han har det fulde herredømme over jordens anliggender.

Nebukadnezar så i sin drøm en vældig og frygtindgydende billedstøtte i menneskeskikkelse. Legemsdelene var af forskellige metaller der fra hovedet og nedefter blev mindre ædle, men hårdere. Det begyndte med guld og endte med jern, men i fødderne og tæerne var jernet blandet med ler. Hele billedstøtten blev knust til støv af en sten der var hugget ud af et bjerg, og stenen fyldte derefter hele jorden. — Da 2:31-35.

Hvad betyder de forskellige dele af den billedstøtte Nebukadnezar så?

Billedstøtten havde åbenbart at gøre med herredømmet over jorden og Jehovas hensigt i denne henseende. Dette fremgår af Daniels inspirerede udlægning. Hovedet af guld repræsenterede Nebukadnezar, som med Guds tilladelse var blevet verdenshersker og, hvad der var af endnu større betydning, havde omstyrtet Juda rige, det forbilledlige gudsrige. Men når Daniel siger: „Du er hovedet af guld,“ begrænser han efter alt at dømme ikke hovedets betydning til kun at gælde Nebukadnezar. Eftersom de andre legemsdele stod for hele riger, stod hovedet åbenbart for hele dynastiet af babyloniske konger fra Nebukadnezar indtil Babylons fald på kong Nabonids og hans søn Belsazzars tid. — Da 2:37, 38.

Brystet og armene af sølv måtte derfor repræsentere det medo-persiske rige, der omstyrtede Babylon i 539 f.v.t. Det var „ringere“ end det babyloniske dynasti, men ikke i henseende til dets udstrækning, våbenmagt eller rigdom. Babylons overordnede rolle må derfor ses i sammenhæng med at det omstyrtede Guds forbilledlige rige i Jerusalem, en triumf Medo-Persien ikke fik. Det medo-persiske dynasti af verdensherskere endte med Darius III (Codommanus), hvis hær blev slået af Alexander den Store af Makedonien i 331 f.v.t. Det bliver således Grækenland der skildres ved billedstøttens bug og hofter af kobber. — Da 2:39.

Det græske eller hellenistiske herredømme fortsatte, om end delt, indtil det til sidst blev opslugt af den nye verdensmagt, Rom. Det romerske verdensrige blev således symbolsk fremstillet ved billedstøttens ben af det mindre ædle, men hårdere metal jern. At Rom, som forudsagt i denne profeti, med hård hånd nedkæmpede og knuste alle riger som satte sig op imod det, er et velkendt historisk faktum. (Da 2:40) Alligevel opfylder Rom alene ikke samtlige betingelser for at være den magt der skildres ved billedstøttens ben og fødder, for det romerske imperium oplevede ikke afslutningen på den profetiske drøm, nemlig at den symbolske sten der blev revet løs fra et bjerg, knuste hele billedstøtten og derefter fyldte hele jorden.

Nogle bibelkommentatorer er derfor af samme opfattelse som M. F. Unger, der siger: „Nebukadnezars drøm, der blev tydet af Daniel, beskriver ’hedningernes tiders’ forløb og afslutning (Luk. 21:24; Åb. 16:19), det vil sige afslutningen på den hedenske verdensmagt der vil blive udslettet ved Kristi andet komme. . . . Ved de ti tæer skildres det hedenske verdensherredømmes tilstand på det tidspunkt da den knusende sten vender tilbage (Dan. 2:34, 35). . . . Ved Kristi første komme indtraf hverken det pludselige, knusende slag eller den tilstand de ti tæer skildrer.“ (Unger’s Bible Dictionary, 1965, s. 516) Daniel selv sagde til Nebukadnezar at drømmen havde at gøre med „hvad der skal ske i de sidste dage“ (Da 2:28), og da den symbolske sten siges at repræsentere Guds rige, må man forvente at det herredømme der fremstilles ved billedstøttens ben og fødder af jern, ville vare ved indtil dette rige blev oprettet og tiden kom til at det skulle „knuse og gøre ende på alle disse riger“. — Da 2:44.

Historien viser at selv om Romerriget en tid levede videre i form af Det Hellige Romerske Rige af Den Tyske Nation, måtte det til sidst vige pladsen for et rige det tidligere havde undertrykt, men som nu udøvede mere og mere magt, England. På grund af Englands og De Forenede Staters nære slægtskab og fælles optræden bliver de ofte omtalt som den anglo-amerikanske verdensmagt, der nu er den dominerende magt på verdensskuepladsen.

Blandingen af jern og ler i den store billedstøttes tæer skildrer træffende den tilstand der til sidst vil gøre sig gældende på den politiske verdensskueplads. Andre steder i Bibelen bruges leret som et symbol på det forgængelige menneske der er fremstået af jordens støv. (Job 10:9; Es 29:16; Ro 9:20, 21) Daniels udlægning sidestiller således leret med „menneskenes afkom“, hvis tilstedeværelse i blandingen svækker det der symboliseres ved billedstøttens ti tæer. Derved peges der frem til en svækkelse og mangel på sammenhold i den måde hvorpå jordiske riger til sidst vil udøve deres verdensherredømme. (Da 2:41-43) Den jævne borger ville få større indflydelse på samfundets ledelse. Tallet ti betegner i Bibelen altid fuldstændighed (se TAL), så de ti tæer er øjensynlig et billede på hele det verdensomspændende jordiske regeringssystem på det tidspunkt da Guds rige er oprettet og griber ind over for verdensmagterne. — Jf. Åb 17:12-14.

Den guldbilledstøtte som Nebukadnezar senere opstillede på Durasletten, har ingen direkte forbindelse med den vældige billedstøtte han så i sin drøm. I betragtning af dens dimensioner — ca. 27 m høj og kun 2,7 m bred, et forhold som ti til én — er det usandsynligt at den har været en statue af et menneske, medmindre den havde en sokkel der var højere end selve statuen. Forholdet mellem menneskelegemets højde og bredde er fire til én. Det er derfor mere sandsynligt at billedstøtten har været af symbolsk karakter, måske som det gamle Ægyptens obelisker. — Da 3:1.

Vilddyrets billede. Efter at apostelen Johannes havde set et syn af et vilddyr med syv hoveder der steg op af havet, så han et syn af et dyr med to horn der steg op af jorden og talte som en drage. Dette sidste dyr opfordrer dem der bor på jorden, til at ’lave et billede af vilddyret’ med de syv hoveder. (Åb 13:1, 2, 11-14) I Bibelen bruges dyr ofte som symboler på politiske magter. Billedet af vilddyret med de syv hoveder må derfor være noget der afspejler de særpræg og den hensigt der kendetegner det verdensomspændende politiske system som skildres ved vilddyret. Det må også have syv hoveder og ti horn ligesom dette vilddyr. I Åbenbaringens Bog, kapitel 17, beskrives endnu et dyr med syv hoveder, som ikke bør forveksles med dyret der stiger op af havet. Betydningen af dette dyr, samt vilddyret med de syv hoveder og dyret med de to horn, er behandlet under DYR, SYMBOLSKE.

Efter at være omtalt første gang i Åbenbaringens 13. kapitel nævnes dyrets billede jævnlig sammen med vilddyret, især i forbindelse med tilbedelsen af dette dyr, hvorved mennesker tager dets mærke på sig. — Åb 14:9-11; 15:2; 16:2; 19:20; 20:4; se MÆRKE.

Billede i betydningen „lighed“. Et forholdsvis lille antal steder, men i en betydningsfuld sammenhæng, forekommer ordet billede i betydningen „lighed“. Således sagde Gud da han skabte mennesket: „Lad os frembringe mennesker i vort billede [el.: skyggebillede, afbillede], så de ligner os.“ (1Mo 1:26, 27, fdn.) Eftersom Gud er „en ånd“, udelukker dette enhver fysisk lighed mellem Gud og mennesker. (Joh 4:24) Derimod havde mennesket egenskaber der afspejlede eller svarede til de egenskaber dets himmelske Skaber besad, egenskaber som adskilte det helt fra dyrene. (Se ADAM, 1.) Selv om mennesket blev skabt i Skaberens billede, skulle det ikke vises ærefrygt eller tilbedes.

Ligesom Adams egen søn Set (skønt avlet da Adam var blevet ufuldkommen) „lignede ham og var i hans billede“ (1Mo 5:3), sådan var det Adams lighed med Gud der fra begyndelsen godtgjorde at han var Guds jordiske søn. (Lu 3:38) Den omstændighed at mennesket oprindelig var skabt i Guds billede, blev efter Vandfloden anført som begrundelse for den guddommelige lov der bemyndiger mennesker til at henrette mordere selv om mennesket nu var ufuldkomment. (1Mo 9:5, 6; se BLODHÆVNER.) I forbindelse med de anvisninger der gives om at kristne kvinder skal bruge en hovedbeklædning under visse omstændigheder, nævnes det at kristne mænd ikke skal gøre det samme, da manden er „Guds billede og herlighed“, mens kvinden er mandens herlighed. — 1Kor 11:7.

Har Jesus altid i samme grad lignet sin Fader?

Guds førstefødte søn, der senere blev mennesket Jesus, er sin Faders billede. (2Kor 4:4) Eftersom det åbenbart var til denne søn Gud talte da han sagde: „Lad os frembringe mennesker i vort billede,“ må Sønnens lighed med sin Fader og Skaber have bestået lige siden Sønnen blev skabt. (1Mo 1:26; Joh 1:1-3; Kol 1:15, 16) Da Jesus var på jorden som et fuldkomment menneske, afspejlede han sin Faders egenskaber og personlighed i så stor en udstrækning som det var muligt for ham som menneske, og han kunne derfor sige at „den der har set mig, har også set Faderen“. (Joh 14:9; 5:17, 19, 30, 36; 8:28, 38, 42) Men denne lighed øgedes yderligere da Jesus blev oprejst til liv som en ånd og hans Fader, Jehova Gud, overdrog ham „al myndighed i himmelen og på jorden“. (1Pe 3:18; Mt 28:18) Eftersom Gud dengang ophøjede Jesus til „en højere stilling“, genspejlede Guds søn nu sin Faders herlighed i endnu højere grad end han havde gjort før han forlod himmelen for at komme ned til jorden. (Flp 2:9; He 2:9) Han er nu „det nøjagtige udtryk for selve [Guds] væsen“. — He 1:2-4.

Alle den kristne menigheds salvede medlemmer er forudbestemt af Gud til at blive „formet efter hans søns billede“. (Ro 8:29) Kristus Jesus er deres forbillede, ikke alene i deres livsmønster, idet de følger i hans fodspor og efterligner ham, men også i deres død og opstandelse. (1Pe 2:21-24; 1Kor 11:1; Ro 6:5) Efter først at have båret „billedet af den der blev dannet af støv [Adam]“, bærer de derefter som åndeskabninger „billedet af den himmelske [den sidste Adam, Kristus Jesus]“. (1Kor 15:45, 49) De har i deres jordiske liv den forret at ’genspejle Jehovas herlighed’, der skinner dem i møde fra Guds søn, idet de lidt efter lidt forvandles til det billede som denne søn formidlede. (2Kor 3:18; 4:6) Derved skaber Gud en ny personlighed i dem, en personlighed der er en afspejling eller et billede af hans egne guddommelige egenskaber. — Ef 4:24; Kol 3:10.