LEVITTER

[fra (tilhørende) Levi].

Efterkommere af Levi, Jakobs tredje søn med Lea. (1Mo 29:32-34) Undertiden omfatter udtrykket hele stammen, men som oftest er Arons præsteslægt ikke indbefattet heri (Jos 14:3, 4; 21:1-3); udtrykket „præsterne og levitterne“ er således almindeligt forekommende. (1Kg 8:4; 1Kr 23:2; Ezr 1:5; Joh 1:19) De præstelige pligter blev udelukkende varetaget af de mandlige medlemmer af Arons slægt, mens resten af stammen, levitterne, gik dem til hånde som deres medhjælpere. (4Mo 3:3, 6-10) Denne ordning tog sin begyndelse da teltboligen var rejst; før den tid påhvilede det ikke nogen bestemt slægt eller stamme at frembære ofrene. — 2Mo 24:5.

Brugt til løskøbelse af de førstefødte. Levitterne blev udvalgt af Jehova til at træde i stedet for de førstefødte fra de øvrige stammer. (2Mo 13:1, 2, 11-16; 4Mo 3:41) En optælling viste at der var 22.000 mandlige levitter fra en måned og opefter der kunne indgå i stedet for det samme antal mandlige førstefødte fra de andre stammer. Ved mønstringen i Sinaj Ørken var der 22.273 førstefødte sønner i de øvrige stammer. Derfor krævede Gud at der skulle betales en løsesum på fem sekel (ca. 70 kr.) for hver af de 273 førstefødte der var i overskud i forhold til levitternes antal, og pengene skulle gives til Aron og hans sønner. — 4Mo 3:39, 43, 46-51.

Pligter. Levitterne bestod af tre slægter der nedstammede fra Levis sønner, Gersjon (Gersjom), Kehat og Merari. (1Mo 46:11; 1Kr 6:1) Hver af disse slægter fik tildelt en lejrplads i nærheden af teltboligen i ørkenen. Arons slægt, der hørte til kehatitterne, lå lejret foran teltboligen, mod øst. De øvrige kehatitter lå lejrede mod syd, gersjonitterne mod vest og meraritterne mod nord. (4Mo 3:23, 29, 35, 38) Det hørte til levitternes arbejde at rejse teltboligen, tage den ned og transportere den. Når tiden kom til at bryde op, tog Aron og hans sønner det skærmende forhæng mellem Det Hellige og Det Allerhelligste ned og tildækkede Vidnesbyrdets ark med det. De sørgede også for at tildække altrene og det andet hellige udstyr og redskaberne. Derefter bar kehatitterne alt dette. Gersjonitterne transporterede teltdugene, overtrækkene af vædderskind og af sælskind, afskærmningen til teltboligens indgang, forgårdens omhæng og afskærmningen til dens indgang samt teltrebene (åbenbart til selve teltboligen), og meraritterne tog sig af panelrammerne, søjlerne, fodstykkerne, teltpløkkene og teltrebene (til forgården omkring teltboligen). — 4Mo 1:50, 51; 3:25, 26, 30, 31, 36, 37; 4:4-33; 7:5-9.

Levitternes arbejde blev yderligere organiseret under David, der udnævnte tilsynsførende, forstandere, dommere, portvagter og bestyrere af skatkamrene samt et stort antal der skulle gå præsterne til hånde i templet, forgårdene og spiserummene i forbindelse med kornofrene, slagtofrene, renselsen, afvejningen og udmålingen og forskellige former for vagttjeneste. De levitiske musikere blev organiseret i 24 hold som tjente efter tur ligesom præsternes skifter. Pligterne blev fordelt ved lodkastning. De porte som de forskellige hold af portvagter skulle tage sig af, blev fordelt på samme måde. — 1Kr 23, 25, 26; 2Kr 35:3-5, 10.

Tjenestetid. På Moses’ tid gjorde levitterne tjeneste i egentlig forstand fra de var 30 til de var 50 år. Deres pligter indbefattede transporten af teltboligen og dens udstyr når den blev flyttet. (4Mo 4:46-49) Visse pligter kunne udføres allerede fra 25-årsalderen, men i perioden fra de var 25 til de var 30 år, var de øjensynlig under en form for „oplæring“ og var muligvis skånet for tungere former for arbejde, som blev udført af de fuldvoksne mænd på 30 år og derover, som for eksempel transporten af teltboligen. (4Mo 8:23-26; se ALDER.)

Det var fysisk krævende at rejse teltboligen, tage den ned og transportere den. De 96 fodstykker af sølv til panelrammerne vejede hver en talent (ca. 34 kg); derforuden var der fire fodstykker til søjlerne mellem Det Hellige og Det Allerhelligste som sandsynligvis vejede det samme, og fem kobberfodstykker til søjlerne ved teltboligens indgang. (2Mo 26:19, 21, 25, 32, 37; 38:27) De 48 panelrammer (4,5 m lange; 67 cm brede) var lavet af akacietræ, en fast og hård træsort, og overtrukket med guld. (2Mo 26:15-25, 29) Der var tværstænger overtrukket med guld langs teltboligens sider og dens bagside. (2Mo 26:26-29) Alle disse dele repræsenterede en betydelig vægt. Dertil kom de tunge teltduge af sælskind, vædderskind, gedehår og linned samt linnedomhænget omkring forgården med tilhørende søjler, fodstykker, teltpløkke og så videre. Arbejdet med teltboligen krævede således fysisk stærke mænd. (2Mo 26:1-14; 27:9-19) Transporten af de nævnte dele foregik på seks vogne, men skuebrødsbordet, guldlampestanderen og kobberalteret skulle bæres. (Præsterne bar selv pagtens ark.) (4Mo 7:7-9; 2Mo 25:10-40; 27:1-8; 4Mo 4:9, 10; Jos 3:15) Senere, da pagtens ark havde fået fast ophold på Zions Bjerg (og især umiddelbart før tempelbyggeriet), ophørte det hårde arbejde med at transportere helligdommen.

På kong Davids tid blev aldersgrænsen for levitternes tjeneste sat ned til 20 år. Som grund angav David at teltboligen (der nu ville blive erstattet af templet) ikke længere skulle bæres omkring. Det skyldes uden tvivl også at der var brug for langt flere til at udføre den mere omfattende tjeneste ved templet. — 1Kr 23:24-27.

Levitternes obligatoriske tjeneste ophørte når de var 50 år (4Mo 8:25), formentlig ikke så meget af hensyn til deres alder som for at forhindre en overbemanding af embederne. Der var nemlig kun brug for et begrænset antal, især i den tid hvor mødeteltet var i brug. Denne ordning gjaldt ikke for præsterne, levitterne af Arons slægt.

De levitter der trådte tilbage som 50-årige, ophørte dog ikke helt med at udføre tjeneste. De havde stadig mulighed for frivilligt at ’betjene deres brødre i mødeteltet når pligterne varetoges’. (4Mo 8:26) De tjente sandsynligvis som rådgivere og hjalp til med noget af det lettere arbejde som påhvilede levitterne, men blev skånet for det tungere arbejde. Desuden fungerede de stadig som lærere og underviste folket i Loven. (5Mo 33:8-10; 2Kr 35:3) De levitter der boede i tilflugtsbyerne, kunne hjælpe dem der søgte tilflugt dér. Levitterne skulle være godt kendt med Moseloven eftersom de ofte skulle læse op af den og skulle undervise folket i den. — 1Kr 15:27; 2Kr 5:12; 17:7-9; Ne 8:7-9.

Underhold. Levitterne fik hovedsagelig deres underhold gennem den tiende som de øvrige stammer ydede, en tiendedel af jordens afgrøde og en tiendedel af hornkvæg og småkvæg. Levitterne gav derefter en tiendedel af dette videre til præsterne. (4Mo 18:25-29; 2Kr 31:4-8; Ne 10:38, 39) Selv om levitterne var fritaget for militærtjeneste, fik de også, ligesom præsterne, en del af byttet efter et slag. (4Mo 1:45-49; 31:25-31; se TIENDE.) Levitterne fik intet område som arvelod i Kana’an; Jehova var deres arvelod. (4Mo 18:20) De øvrige stammer gav dem imidlertid tilsammen 48 byer, som lå spredt ud over landet. — 4Mo 35:1-8.

Forkæmpere for den sande tilbedelse. Levitterne viste ved flere lejligheder stor nidkærhed for den sande tilbedelse. For eksempel efter begivenhederne i forbindelse med guldkalven og senere, efter rigets deling, da de forlod Jeroboams område og drog til Jerusalem og Juda. (2Mo 32:26; 2Kr 11:13, 14) De støttede også nidkært kongerne Josafat, Ezekias og Josias, landshøvdingerne Zerubbabel og Nehemias og præsten Ezra i deres bestræbelser for at genoprette den sande tilbedelse i Israel. — 2Kr 17:7-9; 29:12-17; 30:21, 22; 34:12, 13; Ezr 10:15; Ne 9:4, 5, 38.

Som stamme betragtet støttede levitterne imidlertid ikke Jesu genoprettelsesværk, men nogle enkeltpersoner blandt dem blev kristne. (Apg 4:36, 37) Der var også mange levitpræster der begyndte at adlyde troen. (Apg 6:7) Med Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70 blev levitternes slægtstavler ødelagt eller gik på anden måde tabt, og dermed blev den levitiske ordning bragt til ophør. Der findes dog en „Levis stamme“ i det åndelige Israel. — Åb 7:4, 7.

Denne stamme har også givet navn til Tredje Mosebog, der på latin hedder „Leviticus“, som betyder „levitisk“, eller „vedrørende levitterne“. Denne bog handler især om levitterne og deres pligter. — Se MOSEBØGERNE (Tredje Mosebog).