MARKUS

Det romerske tilnavn som blev givet sønnen af den Maria der var fra Jerusalem. Hans hebraiske navn var Johannes, som betyder „Jehova har vist gunst“, „Jehova har været nådig“. (Apg 12:12, 25) Markus var fætter til Barnabas, som han rejste sammen med. Han ledsagede også andre kristne missionærer på den tid, og det var ham der under inspiration skrev det evangelium der bærer hans navn. (Kol 4:10) Han er den Johannes Markus der berettes om i Apostelgerninger, og den Johannes som omtales i Apostelgerninger 13:5, 13.

Han fik åbenbart ret tidligt tro på Kristus. Den første kristne menighed holdt møder i hans moders hjem, så både moder og søn kan være begyndt at følge Jesus endnu før han døde. (Apg 12:12) Da Markus som den eneste af bibelskribenterne omtaler den let påklædte unge mand der flygtede den nat Jesus blev forrådt, er det tænkeligt at denne unge mand var Markus selv. (Mr 14:51, 52) Det er derfor sandsynligt at Markus var til stede da den hellige ånd blev udgydt over de hen ved 120 disciple der var forsamlede på pinsedagen i år 33. — Apg 1:13-15; 2:1-4.

Da Barnabas og Saulus (Paulus) havde gennemført hjælpetjenesten i Jerusalem, „vendte de tilbage og tog Johannes, der havde tilnavnet Markus, med sig“. Det ser ud til at Markus var med som en slags tjener der skulle sørge for det praktiske på rejsen. (Apg 12:25; 13:5) Men da de kom til Perge i Pamfylien, forlod Johannes Markus dem af en eller anden grund og „vendte tilbage til Jerusalem“. (Apg 13:13) Da Paulus senere skulle ud på sin anden missionsrejse, åbenbart ledsaget af Barnabas, ville Barnabas have Markus med, men „Paulus syntes ikke det var rigtigt at tage ham med, i betragtning af at han havde forladt dem i Pamfylien og ikke var gået med dem til arbejdet“. Det kom til „et skarpt opgør“, og de skiltes. Barnabas tog Markus med og sejlede til Cypern, mens Paulus udvalgte Silas og tog ham med til Syrien og Kilikien. — Apg 15:36-41.

Hvilke følelser der end måtte have været mellem Paulus, Barnabas og Markus, var bruddet åbenbart helet nogen tid senere, for da var Markus sammen med Paulus i Rom og sendte derfra hilsener med til de kristne i Kolossæ (ca. år 60-61), og Paulus omtalte ham positivt: „Aristarkus, min medfange, sender jer sine hilsener, og det gør Markus også, Barnabas’ fætter (ham som I har fået bud om at tage imod hvis han kommer til jer).“ (Kol 4:10) Markus var også blandt dem der sendte hilsener med til Filemon da Paulus (også ca. år 60-61) skrev til ham fra Rom. (Flm 23, 24) Og da Paulus senere sad fængslet i Rom for anden gang (ca. år 65), bad han udtrykkeligt Timoteus: „Tag Markus og bring ham med dig, for han er nyttig for mig og kan gøre tjeneste.“ — 2Ti 4:11.

Johannes Markus var også på et tidspunkt i Babylon sammen med apostelen Peter, for i sit første brev (skrevet omkring år 62-64 e.v.t.) nævner Peter at Markus sender hilsener. Måske har de to stået hinanden særlig nær som kristne brødre, for apostelen kalder ham „Markus, min søn“. (1Pe 5:13; jf. 1Jo 2:1, 7.) Markus, som engang havde været årsag til vanskeligheder, fik altså senere ros af fremtrædende Guds tjenere og opnåede deres tillid. Ikke nok med det. Han fik også den usædvanlige forret at skrive en inspireret beretning om Jesu tjeneste. — Se JOHANNES, 4; MARKUSEVANGELIET.