BESKEDENHED
Erkendelse af sin egen utilstrækkelighed; mådeholdenhed, nøjsomhed. Den hebraiske verbalrod tsana‛ʹ, „at være beskeden“, er oversat med „beskedent“ i Mika 6:8, det eneste sted den forekommer. Det beslægtede tillægsord tsanuʹa‛ (beskeden) forekommer i Ordsprogene 11:2, hvor det stilles i modsætning til overmod. Nogle nutidige forskere mener at dette rodord har betydningen „at være forsigtig, påpasselig, skønsom“, men mange er af den opfattelse at det betyder „at være beskeden“. For eksempel siger A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament (af Brown, Driver og Briggs, 1980, s. 857) at den hebraiske verbalrod indeholder tanken om at være tilbageholdende, beskeden og ydmyg.
Det græske ord aidōsʹ, der forekommer i 1 Timoteus 2:9, og som er oversat med „fordringsløshed“, indeholder tanken om ærbødighed, ærefrygt eller respekt for andres følelser og meninger eller for ens egen samvittighed og betyder derfor også skamfølelse, selvrespekt, æresfølelse, nøgternhed og mådehold. (A Greek-English Lexicon af H. Liddell og R. Scott, revideret af H. Jones, Oxford 1968, s. 36) Om forskellen mellem aidōsʹ og det mere almindelige græske ord aischyʹnē, „skam, skamfuldhed“ (1Kor 1:27 (vb.); Flp 3:19), siger ordbogsforfatteren Richard Trench at aidōsʹ er „et finere ord som antyder et ædlere motiv. Der ligger i det en iboende moralsk afsky for at gøre noget som er vanærende, en moralsk afsky som næsten eller slet ikke findes i [aischyʹnē].“ Han nævner at „[aidōsʹ] altid ville afholde et godt menneske fra at handle uværdigt, hvorimod [aischyʹnē] undertiden ville afholde et dårligt menneske fra det“. (Synonyms of the New Testament, London 1961, s. 64, 65) Samvittigheden er således især medvirkende til den tilbageholdenhed der ligger i aidōsʹ.
I forholdet til Gud. Bibelen giver megen vejledning om beskedenhed eller det at have det rette syn på sig selv. „Hos de beskedne er der visdom,“ siger ordsproget. Det skyldes at den der viser beskedenhed, undgår den vanære der følger med overmod og praleri. (Ord 11:2) Han følger den vej Jehova godkender, og er derfor vís. (Ord 3:5, 6; 8:13, 14) Jehova elsker den beskedne og giver ham visdom. En af betingelserne for at vinde Guds gunst er at man „vandrer beskedent“ med ham. (Mik 6:8) Det forudsætter at man forstår sit forhold til Gud, at man erkender at man er en synder i forhold til Jehovas storhed, renhed og hellighed. Det betyder også at man må erkende at man er skabt af Jehova og helt og fuldt afhængig af ham og underlagt hans herredømme. Eva fejlede i dette. Hun søgte fuld uafhængighed og selvbestemmelsesret. Beskedenhed ville have hjulpet hende til at afvise tanken om at „blive som Gud og kende godt og ondt“. (1Mo 3:4, 5) Apostelen Paulus advarer imod overmod og formastelighed med ordene: „I [skal] blive ved med at arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven.“ — Flp 2:12.
Hvad man må rose sig af. Selvros er det modsatte af beskedenhed. Et ordsprog lyder: „Lad en anden rose dig, og ikke din egen mund, en fremmed, og ikke dine egne læber.“ (Ord 27:2) Jehova har sagt: „Lad ikke den vise rose sig af sin visdom, og lad ikke den vældige kriger rose sig af sine vældige gerninger. Lad ikke den rige rose sig af sin rigdom. Men lad den der roser sig, rose sig af dette: At have indsigt og at have kundskab om mig, at jeg er Jehova, som øver loyal hengivenhed, ret og retfærdighed på jorden; for disse ting har jeg virkelig behag i.“ — Jer 9:23, 24; jf. Ord 12:9; 16:18, 19.
Guds syn på de beskedne. Apostelen Paulus viser hvordan Gud betragter de beskedne, og fremhæver desuden sin egen adfærd i menigheden som et eksempel på en beskeden indstilling. Han skrev til de kristne i Korinth: „For I ser på hans kaldelse af jer, brødre, at ikke mange vise efter kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange af fornem herkomst; men Gud har valgt det tåbelige i verden, for at han kunne gøre de vise til skamme; og Gud har valgt det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme; og Gud har valgt det ringe i verden og det der ses ned på, det der ikke er noget, for at han kunne gøre det der er noget til intet, så at intet kød skulle rose sig over for Gud . . . som der står skrevet: ’Lad den der roser sig, rose sig af Jehova.’ Da jeg så kom til jer, brødre, kom jeg ikke med fremragende tale eller visdom og forkyndte jer Guds hellige hemmelighed, for jeg besluttede at jeg blandt jer ikke ville kende til noget andet end Jesus Kristus, og det som pælfæstet. Og jeg kom til jer i svaghed og i frygt og med megen bæven; og min tale og det jeg forkyndte kom ikke med overtalende visdomsord, men med en demonstration af ånd og kraft, for at jeres tro ikke skulle være en tro på menneskers visdom, men på Guds kraft.“ — 1Kor 1:26–2:5.
„Gå ikke ud over det der står skrevet“. Senere i brevet understreger Paulus hvor nødvendigt det er for alle at vise beskedenhed, ligesom han selv havde vist beskedenhed ved at have det rette syn på sig selv. Korintherne var faldet for fristelsen til at rose sig af deres forhold til visse mennesker, som for eksempel Apollos og endog Paulus selv. Paulus irettesatte dem og sagde at de var kødelige og ikke åndelige når de opførte sig sådan. Derefter sagde han: „Disse ting har jeg nu, brødre, overført og anvendt på mig selv og Apollos for jeres skyld, for at I af vort tilfælde kan lære den regel: ’Gå ikke ud over det der står skrevet [dvs. gå ikke ud over de grænser Bibelen sætter for hvordan mennesker skal bedømme hinanden og sig selv],’ for at ingen af jer skal blive opblæst og være for den ene og imod den anden. For hvem gør dig til noget særligt? Ja, hvad har du som du ikke har fået? Og hvis du virkelig har fået det, hvorfor roser du dig da som om du ikke havde fået det?“ Når man lægger sig dette på sinde, bliver man ikke overmodig og giver sig til at rose sig af sig selv eller af andre hvad angår afstamning, race, hudfarve, nationalitet, udseende, evner, kundskab, intelligens og så videre. — 1Kor 4:6, 7.
Jesu Kristi eksempel. Jesus Kristus har givet os det bedste eksempel med hensyn til beskedenhed. Han sagde til sine disciple at han ikke kunne gøre noget som helst af sig selv, men kun hvad han så Faderen gøre, og at hans Fader var større end han. (Joh 5:19, 30; 14:28) Jesus afslog at lade sig tiltale med titler der ikke tilkom ham. Da en af jødernes ledere kaldte ham „gode lærer“, svarede han: „Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, Gud.“ (Lu 18:18, 19) Han sagde til sine disciple at de som Jehovas trælle ikke skulle føle sig opblæste over hvad de gjorde i hans tjeneste, eller hvad de var værd i Guds øjne. De skulle hellere være sådan indstillet at når de havde gjort alt det der var pålagt dem, var de at betragte som ’uduelige trælle der blot havde gjort hvad de var skyldige at gøre’. — Lu 17:10.
Den fuldkomne Jesus var sine ufuldkomne disciple langt overlegen, og han havde fået stor myndighed overdraget af sin Fader. Alligevel var han beskeden i den måde han behandlede dem på, og tog deres utilstrækkelighed i betragtning. Han var forsigtig når han oplærte dem, og viste stort hensyn når han talte til dem. Han lagde ikke mere på dem end de kunne bære i øjeblikket. — Joh 16:12; jf. Mt 11:28-30; 26:40, 41.
I klædedragt og andre ting. Da Paulus pålagde Timoteus som tilsynsmand at være opmærksom på om opførsel og påklædning i menigheden var passende, sagde han: „Jeg [ønsker] at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed (aidōsʹ) og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt, men på en måde der sømmer sig for kvinder der bekender sig til gudsfrygt, nemlig ved gode gerninger.“ (1Ti 2:9, 10) Paulus går ikke imod at man er pænt og nydeligt klædt, for han anbefaler en „velordnet klædning“; men han påpeger samtidig det upassende i at klæde sig forfængeligt og opsigtsvækkende, så man henleder opmærksomheden på sig selv eller sin økonomiske formåen. Fordringsløshed (gr.: aidōsʹ) har også at gøre med hensyntagen til andres følelser og med selvrespekt og æresfølelse. Den måde en kristen klæder sig på, bør ikke være uanstændig, vække forargelse i menigheden eller volde anstød. Dette råd om påklædning er desuden et udtryk for hvordan Jehova ønsker at kristne skal se på og gøre brug af andre materielle ting de ejer. — Se også YDMYGHED.