OFIR

(Oʹfir).

1. En af Sems efterkommere gennem Arpaksjad, Sjela, Eber og Joktan; den 11. af Joktans 13 sønner. (1Mo 10:22-29; 1Kr 1:17-23) Ofir blev sandsynligvis født omkring 200 år før Abraham, som var en efterkommer af hans farbroder Peleg. (1Mo 10:25; 11:18-26) Ligesom sine brødre blev Ofir åbenbart overhoved for en af de semitiske stammer der anføres blandt Noas efterkommere „efter deres slægter, efter deres tungemål, i deres lande, efter deres nationer“. (1Mo 10:31, 32) Angående beliggenheden af landet Ofir, hvor stammen til sidst bosatte sig, se nr. 2.

2. Et sted der var kendt som oprindelsessted for det fineste guld. Allerede på Jobs tid (ca. 1600 f.v.t.) blev udtryk som „den kostbare malm i støvet“ og „purt guld“ brugt parallelt med udtrykkene „ofirguldet“ og „guld fra Ofir“. (Job 22:24; 28:15, 16) I Salme 45:9 bliver dronningen omtalt som klædt i ofirguld, og i domsbudskabet mod Babylon i Esajas 13:11, 12 bliver det forholdsvis sjældne ofirguld brugt til at illustrere hvor sjældent det ville være at finde tyranniske mennesker i Babylon efter byens fald.

David skænkede 3000 talenter guld fra Ofir til bygningen af templet. Det vil i dag svare til en værdi af ca. 7 milliarder kroner. (1Kr 29:1, 2, 4) Senere hentede Davids søn Salomons handelsflåde med mellemrum guld i Ofir, ved én lejlighed 420 talenter. (1Kg 9:26-28) Parallelstedet 2 Krønikebog 8:18 siger 450 talenter. Nogle forskere mener at forskellen kan stamme fra en tid hvor man brugte de hebraiske bogstavtegn som tal, og at en afskriver har forvekslet det hebraiske bogstav nun (נ), der stod for 50, med bogstavet kaf (כ), der stod for 20, eller omvendt. Det forholder sig dog sådan at alle tallene i De Hebraiske Skrifter blev skrevet helt ud. En mere sandsynlig forklaring er derfor at begge tal er rigtige, idet de 450 talenter kan have været bruttovægten, mens nettoudbyttet var 420 talenter.

I overensstemmelse med den bibelske beretning om importen af guld fra Ofir fandt man i 1946 nordøst for Tel Aviv-Jaffa et potteskår med indskriften: „Guld fra Ofir til Bet-Horon, 30 sekel.“ — Journal of Near Eastern Studies, 1951, bd. X, s. 265, 266.

Landet Ofir leverede ikke blot store mængder guld, men også „almugtræ“ og kostbare sten, som Salomon importerede. (1Kg 10:11; 2Kr 9:10) Kong Josafats ekspedition til landet 100 år senere endte imidlertid galt, for hans „tarsisskibe“ led skibbrud ved Ezjon-Geber inderst i Aqababugten. — 1Kg 22:48; se TARSIS, 2.

Beliggenhed. Det er ikke muligt i dag at sige nøjagtig hvor Ofir lå. Af forskellige teorier foretrækkes især tre: Indien, Arabien eller Nordøstafrika, idet disse steder kunne besejles af en flåde fra Ezjon-Geber, der lå inderst i Det Røde Havs nordøstlige arm. Hvad Indien angår, kunne alle de varer som Salomons og Hirams skibe bragte med tilbage, fås der, og teorien om Indien finder også en vis støtte hos Josefus og Hieronymus samt i Septuaginta. På den anden side peger tilhængerne af et sted i Nordøstafrika — i nærheden af Somalia i den sydlige ende af Det Røde Hav — på at det ligger meget nærmere end Indien og ville have været en mere bekvem handelspartner.

Meget taler imidlertid for at Ofir var et område i det sydvestlige Arabien, i nærheden af det nuværende Yemen. Denne formodning bygger på den omstændighed at Joktans søn Ofirs efterkommere, sammen med Ofirs brødre Sabas og Havilas efterkommere, slog sig ned på Den Arabiske Halvø. (1Mo 10:28, 29) Beretningen om besøget af dronningen af Saba (sandsynligvis fra Sydarabien) er anbragt mellem de to steder der omtaler Salomons handel med Ofir. — 1Kg 9:26–10:11.