MØNSTRING

I bibelsk forstand ikke blot en folketælling, men en registrering af befolkningen, som regel med angivelse af navn, slægtskab og stammetilhørsforhold, med et bestemt formål, som for eksempel skatteudskrivning, udtagelse til militærtjeneste eller (for levitternes vedkommende) udnævnelse til tjeneste ved helligdommen.

Ved Sinaj. Den første mønstring fandt sted på Jehovas befaling mens israelitterne lå lejret ved Sinaj Bjerg i den anden måned i det andet år efter udgangen af Ægypten. I den forbindelse blev der udvalgt en høvding af hver stamme til at bistå Moses og forestå og føre tilsyn med mønstringen i sin egen stamme. Alle af mandkøn fra 20-årsalderen og opefter — alle som kunne udtages til at tjene i hæren — blev mønstret, og hver af de mønstrede skulle ifølge Loven betale en kopskat på en halv sekel (ca. 7 kr.) til tjenesten ved teltboligen. (2Mo 30:11-16; 4Mo 1:1-16, 18, 19) Der blev i alt registreret 603.550, heri ikke medregnet levitterne, som ikke fik nogen arvelod i landet. De betalte heller ingen skat til teltboligen og skulle ikke tjene i hæren. — 4Mo 1:44-47; 2:32, 33; 18:20, 24.

Beretningen i Fjerde Mosebog viser at der også blev foretaget en optælling af alle mandlige førstefødte af de 12 stammer, og af alle mandlige levitter som var fra en måned og opefter. (4Mo 3:14, 15) De førstefødte tilhørte nemlig Jehova, idet han havde købt dem ved at frelse dem fra tilintetgørelsen af de førstefødte i Ægypten. Nu ønskede han imidlertid at hellige levitterne til at udføre tjeneste ved hans helligdom. Israel måtte derfor give Jehova levitterne for at løskøbe de førstefødte af de andre stammer. Optællingen viste at der var 22.000 mandlige levitter og 22.273 ikkelevitiske førstefødte. (4Mo 3:11-13, 39-43) For at løskøbe de 273 førstefødte der var i overskud, måtte man betale fem sekel (ca. 70 kr.) for hver til helligdommen. — 4Mo 3:44-51.

De mandlige kehatitter, gersjonitter og meraritter som var mellem 30 og 50 år, blev også mønstret. De fik særlige tjenesteopgaver ved helligdommen. — 4Mo 4:34-49.

På Moabs sletter. Den anden mønstring der nævnes i beretningen, blev foretaget på Moabs sletter efter den plage der ramte israelitterne på grund af deres synder i forbindelse med Ba’al-Peor. Det viste sig da at antallet af mænd fra 20-årsalderen og opefter udgjorde 601.730. Det var 1820 færre end ved den mønstring der var foretaget næsten 39 år tidligere. (4Mo 26:1, 2, 51) Der blev mønstret 23.000 levitter fra en måned og opefter, det vil sige 1000 flere end ved den første optælling. — 4Mo 26:57, 62.

Davids skæbnesvangre mønstring. Dernæst omtales en mønstring som blev gennemført i slutningen af kong Davids regeringstid, og som fik ulykkelige følger. Der siges i 2 Samuel 24:1: „Men Jehovas vrede blussede atter op mod Israel, da man æggede David imod det idet man sagde: ’Gå hen og hold folketælling over Israel og Juda.’“ Der siges ikke hvem det var der æggede David. Var det en menneskelig rådgiver? Var det Satan? Eller måske Gud? Første Krønikebog 21:1 er med til at give svaret: „Senere trådte Satan op imod Israel og æggede David til at holde folketælling over Israel.“ Denne gengivelse i Ny Verden-Oversættelsen stemmer med den hebraiske tekst og med oversættelser til græsk, syrisk og latin. Mange andre oversættelser gengiver stedet på samme måde. — AT, DA31, DA92, GD, NE, RS, JB, Mo.

Men som fodnoten til 1 Krønikebog 21:1 viser, kan det hebraiske ord satanʹ også gengives med „en modstander“. Byington oversætter det med „en Satan“; Youngs oversættelse bruger udtrykket „en modstander“. Det er derfor muligt at det var en dårlig jordisk rådgiver der fik David til at træffe den ulykkelige beslutning.

En fodnote til 2 Samuel 24:1 oplyser at verset også kan gengives: „Men Jehovas vrede blussede atter op mod Israel, da han æggede David imod det.“ Den danske autoriserede oversættelse af 1992 siger tilsvarende: „Herrens vrede flammede igen op mod Israel, og han lokkede David til at tirre folket og sagde: ’Gå hen og hold folketælling i Israel og Juda!’“ Nogle kommentatorer mener derfor at det var Jehova selv der æggede David til at foretage folketællingen. Det vil i så fald sige at ’hans vrede mod Israel’ gik forud for folketællingen og skyldtes israelitternes gentagne forsøg på oprør mod Jehova og hans udnævnte konge, David — først da de fulgte den ærgerrige Absalom, og derefter da de fulgte uslingen Sjeba, Bikris søn. (2Sa 15:10-12; 20:1, 2) Denne forklaring kan forenes med den opfattelse at det var Satan eller en dårlig jordisk rådgiver der æggede David, hvis man anlægger det synspunkt at Jehova med vilje tillod at han blev ægget idet han trak sin beskyttende hånd tilbage. — Jf. 1Kg 22:21-23; 1Sa 16:14; se FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE (Forudviden om enkeltpersoner).

David kan selv have haft forkerte bevæggrunde som udsprang af stolthed og tillid til hærens talmæssige styrke, således at han ikke støttede sig helt til Jehova. I hvert fald er det tydeligt at hans hovedmotiv i dette tilfælde ikke var at herliggøre Gud.

Joabs indvendinger. Da Davids hærfører, Joab, fik besked på at gennemføre folketællingen, protesterede han idet han sagde: „Måtte Jehova din Gud dog føje hundrede gange så mange til folket som de er, mens min herre kongens øjne ser det. Men hvorfor har min herre kongen fået lyst til dette?“ (2Sa 24:3) Dermed mente Joab at nationens styrke ikke afhang af folkets antal, men af Jehova, der kunne gøre det talrigere hvis det var hans vilje. Da David stod fast på sit ord, gik Joab i gang med folketællingen, men uvilligt, som der siges i beretningen: „Levi og Benjamin mønstrede han dog ikke iblandt dem, for kongens ord havde vakt afsky hos Joab.“ (At Levi ikke blev mønstret, var i overensstemmelse med loven i 4 Mosebog 1:47-49.) Det vil sige at Joab enten standsede folketællingen før Benjamin var blevet mønstret, eller forhalede den så meget at David nåede at komme til fornuft og selv standsede den før den var blevet fuldført. (1Kr 21:6) Joab har måske undgået Benjamin fordi han ikke ønskede at skabe uro i denne stamme, som Saul var kommet fra, og som havde kæmpet mod Davids hær under Joab før den sammen med de andre stammer underlagde sig David. (2Sa 2:12-17) Uden tvivl fordi det var forkert at foretage folketællingen, blev den ikke nævnt i „beretningen om kong Davids historie“. — 1Kr 27:24.

Ifølge 1 Krønikebog 21:5 gav folketællingen det resultat at der var 1.100.000 mænd i Israel og 470.000 i Juda. Ifølge 2 Samuelsbog 24:9 var der 800.000 i Israel og 500.000 i Juda. Nogle mener at der foreligger en afskriverfejl. Det er imidlertid uklogt at betragte teksten som fejlagtig når man ikke kender de nærmere omstændigheder vedrørende optællingsmetoder og andet. Tallene i de to beretninger kan være beregnet ud fra forskellige synsvinkler. Det kan for eksempel være at medlemmerne af den stående hær og/eller deres officerer enten blev talt med eller udeladt. Desuden kan forskellige synsmåder have resulteret i visse afvigelser med hensyn til hvem der blev regnet med til Juda, og hvem til Israel. Et muligt eksempel på dette findes i 1 Krønikebog 27. Her anføres 12 skifter som ydede kongen tjeneste, og alle stammerne nævnes undtagen Gad og Aser; i stedet nævnes Levi og begge halvdele af Manasse. Grunden til dette kan være at mændene fra Gad og Aser på det tidspunkt var underlagt andre overhoveder, eller der kan være en anden grund som ikke er nævnt i beretningen.

Jehovas dom. Efter at David havde iværksat folketællingen, sendte Jehova sin profet Gad til ham og lod ham vælge mellem tre forskellige straffe: enten tre år med hungersnød, tre måneder hvor Israel blev indhentet af sine fjenders sværd, eller tre dage med pest. David, der stolede mere på Guds barmhjertighed end på menneskers, valgte at „falde i Jehovas hånd“. Under den efterfølgende pest mistede 70.000 mennesker livet. — 1Kr 21:10-14.

Her forekommer endnu en afvigelse mellem beretningerne i Anden Samuelsbog og Første Krønikebog. Mens 1 Krønikebog 21:12 siger tre år med hungersnød, siger 2 Samuelsbog 24:13 syv år. (Den græske Septuaginta har „tre“ begge steder.) En forklaring som er blevet forsøgt, går ud på at de syv år delvis skal betragtes som en forlængelse af den tre år lange hungersnød der indtraf på grund af Sauls og hans husstands synd mod gibeonitterne. (2Sa 21:1, 2) Det indeværende år (mønstringen varede 9 måneder og 20 dage [2Sa 24:8]) ville så blive det fjerde, og yderligere tre år ville give syv i alt. Selv om afvigelsen i tallene kan skyldes en afskriverfejl, må det igen siges at man først bør kende alle forhold og omstændigheder inden man drager denne slutning.

Til tempeltjenesten. Nogen tid senere lod David, som nu var blevet gammel, levitterne tælle med henblik på den fremtidige tempeltjeneste. Denne optælling, der synes at have haft Jehovas godkendelse, viste at der var 38.000 levitter fra 30-årsalderen og opefter, alle våbenføre mænd. Heraf var der 24.000 tilsynsførende, 6000 forstandere og dommere, 4000 portvagter og 4000 musikere. — 1Kr 23:1-5.

I forbindelse med tempelbyggeriet siges der: „Endvidere foretog Salomon en optælling af alle mændene blandt de fastboende udlændinge som var i Israels land, efter den optælling som hans fader David havde foretaget af dem; og man fandt et hundrede og treoghalvtreds tusind og seks hundrede. Da gjorde han halvfjerds tusind af dem til bærere og firs tusind til stenhuggere i bjerglandet og tre tusind og seks hundrede til tilsynsførende som skulle sætte folkene i arbejde.“ — 2Kr 2:17, 18.

Senere mønstringer. Nogle af de efterfølgende konger i Israel og Juda foretog også mønstringer. På kong Amazjas tid talte Juda og Benjamin 300.000 mænd fra 20-årsalderen og opefter. (2Kr 25:5) Da kong Uzzija mønstrede hæren, talte den 307.500 mand under ledelse af 2600 overhoveder for fædrenehusene. — 2Kr 26:11-13.

De landflygtige der vendte hjem under Zerubbabel i 537 f.v.t., blev også talt. De omfattede 42.360 mænd, hvortil kom 7337 trælle og trælkvinder og 200 sangere og sangerinder (den masoretiske tekst til Nehemias’ Bog siger 245 sangere og sangerinder). — Ezr 2:64, 65; Ne 7:66, 67; se NEHEMIAS’ BOG.

Tiden omkring Jesu fødsel. I De Kristne Græske Skrifter omtales to mønstringer eller indskrivninger som fandt sted efter at Judæa var kommet under romersk styre. De blev ikke blot foretaget for at udregne befolkningstallet, men hovedsagelig af hensyn til skatteberegning og udskrivning til militærtjeneste. Om den første af disse indskrivninger siges der: „Det var i de dage [ca. 2 f.v.t.] der udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; (denne første indskrivning fandt sted da Quirinius var landshøvding i Syrien;) og alle tog af sted, hver til sin by, for at blive indskrevet.“ (Lu 2:1-3) Dette skete åbenbart ved forsynets styrelse, for bestemmelsen tvang Josef og Maria til at rejse fra Nazaret til Betlehem selv om Maria var højgravid; derved blev Jesus født i Davids by som en opfyldelse af profetien. — Lu 2:4-7; Mik 5:2.

To indskrivninger under Quirinius. Bibelkritikere har sagt at den eneste folketælling der fandt sted mens Publius Sulpicius Quirinius var landshøvding i Syrien, var den der blev foretaget omkring år 6 e.v.t., og som førte til Judas Galilæerens og zeloternes opstand. (Apg 5:37) Men dette var i virkeligheden den anden indskrivning under Quirinius. Ifølge nogle inskriptioner som er fundet i og i nærheden af Antiochia, havde Quirinius nogle år tidligere tjent som kejserens legat i Syrien. (The Bearing of Recent Discovery on the Trustworthiness of the New Testament af W. Ramsay, 1979, s. 285, 291) Herom siger Dictionnaire du Nouveau Testament i den franske bibeloversættelse af Crampon (1939-udg., s. 360): „De videnskabelige studier der er foretaget af Zumpt (Commentat. epigraph., II, 86-104; De Syria romana provincia, 97-98) og af Mommsen (Res gestæ divi Augusti) fjerner enhver tvivl om at Quirinius var landshøvding i Syrien to gange.“ Mange forskere ansætter Quirinius’ første periode som landshøvding til et sted mellem år 4 og år 1 f.v.t., sandsynligvis år 3-2 f.v.t. Deres udregningsmetode er imidlertid ikke helt sikker, og det er stadig uvist nøjagtig hvornår Quirinius var landshøvding første gang. (Se QUIRINIUS.) Hans anden periode indbefattede imidlertid år 6 e.v.t., ifølge oplysninger hos Josefus. — Jewish Antiquities, XVIII, 26 (ii, 1).

Historikeren og bibelskribenten Lukas havde derfor ret da han sagde om den indskrivning der blev foretaget ved Jesu fødsel: „Denne første indskrivning fandt sted da Quirinius var landshøvding i Syrien,“ hvorved han adskilte den fra den anden, der fandt sted senere under den samme Quirinius, og som Gamaliel omtalte, sådan som det er gengivet af Lukas i Apostelgerninger 5:37.