KLIPPEGRÆVLING

[hebr.: sjafanʹ].

Det hebraiske ord er også gengivet med „kanin“ (GD) og „springhare“. (Ka, Li) Klippegrævlingen ligner en stor hare, men har korte, runde ører, korte ben og næsten ingen hale. Fødderne er forsynede med elastiske trædepuder. Klippegrævlingen lever i bjergområder, hvor den finder huller og sprækker hvortil den skyndsomst trækker sig tilbage ved det mindste tegn på fare. Selv om den af natur er meget sky, kan den, hvis den trænges op i en krog, forsvare sig effektivt med sine skarpe fortænder. Dyret lever af planteføde. Den art der omtales i Bibelen, er sandsynligvis den der kaldes Procavia syriaca.

I Bibelen omtales klippegrævlingen som et dyr der tygger drøv og ikke har spaltede klove. (3Mo 11:5; 5Mo 14:7) Nogle har bestridt at dyret skulle være drøvtygger. Zoologen Hubert Hendrichs har imidlertid iagttaget klippegrævlinger i Hellabrunn Zoologiske Have i nærheden af München og lagt mærke til at dyrene foretager nogle ejendommelige tygge- og synkebevægelser. Han fandt at de i virkeligheden tygger drøv fra 25 til 50 minutter i døgnet, som regel om natten. Avisen Stuttgarter Zeitung for 12. marts 1966 kommenterede opdagelsen således: „Selv om det tidligere har været ukendt for den anerkendte zoologi, er det ikke noget nyt. Man kan læse det samme . . . i Tredje Mosebogs 11. kapitel.“

Det er desuden blevet hævdet at klippegrævlingen har dobbeltspaltede klove. Hertil kan siges at den på forfødderne har fire tæer der ender i en slags hove, men de ligner på ingen måde et klovdyrs, som for eksempel koens klove. Bagfødderne har hver tre tæer og et tilsvarende antal små hove eller negle, der heller ikke ligner koens klove.

Bibelen taler om dette lille dyrs instinktive visdom. Klippegrævlingen er ikke stærk eller mægtig, men dens tilsyneladende forsvarsløshed opvejes ved at den lever i utilgængelige klipper. — Sl 104:18; Ord 30:26.