SKIB

Et forholdsvis stort, søgående fartøj. Bibelen omtaler kun lejlighedsvis skibe, skibsfart og skibsudstyr, men den giver dog visse fingerpeg om skibene på Bibelens tid. Derudover er beskrivelserne af oldtidens skibe hentet fra de forskellige landes historiske optegnelser eller fra afbildninger af handelsskibe, søslag osv.

Ægyptiske skibe. Flettet og sammensyet papyrus blev anvendt til mange forskellige slags både i Ægypten. Størrelsen spændte lige fra små flodbåde der kun kunne rumme en enkelt eller ganske få jægere eller fiskere, og som hurtigt kunne padles fremad på Nilen, til store sejlskibe med opadbøjet stævn der var solide nok til at sejle på det åbne hav. Ætiopierne og babylonierne brugte ligeledes papyrusbåde; Babylon havde også en stor flåde af galejer.

Et relief i Medinet-Habu viser ægyptiske fartøjer der havde en mast med et sejl og en udkigstønde i toppen af masten. De blev også drevet frem af årer og havde en stor padleåre der fungerede som ror, i bagstavnen. Stævnen var formet som hovedet af en løvinde der holdt en asiat i sit gab.

Store skibe med rektangulære sejl og mere end 20 årer, og sandsynligvis med en køl, foretog lange sejladser på Middelhavet. At havene allerede på Moses’ tid blev besejlet af skibe, fremgår af Jehovas advarsel på Moabs sletter om at israelitterne, hvis de var ulydige, ville blive ført „tilbage til Ægypten på skibe“ for at blive solgt som trælle. — 5Mo 28:68.

Fønikiske skibe. Da profeten Ezekiel skildrede byen Tyrus som et smukt skib (27:3-7), nævnte han detaljer der øjensynlig beskriver et fønikisk fartøj. Det havde planker af holdbart enebærtræ, en mast af cedertræ fra Libanon og årer af „vældige træer“ fra Basan, sandsynligvis egetræer. Forstavnen, der sikkert var høj og krum, var fremstillet af cyprestræ med indlagt elfenben. Sejlet var af broget ægyptisk linned, og solsejlet var af farvet uld. Skibets fuger var tætnede. (Ez 27:27) Fønikierne var dygtige søfolk der drev en omfattende handel i Middelhavsområdet og endda sejlede helt til Tarsis (sandsynligvis Spanien). Nogle mener at benævnelsen „tarsisskibe“ med tiden kom til at betegne den skibstype fønikierne anvendte når de drev handel med dette fjerne sted, det vil sige havgående fartøjer der kunne foretage en lang rejse. (1Kg 22:48; Sl 48:7; Es 2:16; Ez 27:25) Måske var det sådan et skib Jonas flygtede på. Det var forsynet med et dæk og havde i lasten plads til ladning og passagerer. — Jon 1:3, 5.

En af Sankeribs skulpturer forestiller et fønikisk skib med et overbygget dæk, en dobbelt række årer, et sejl og en ræling rundt om det øverste dæk hvorpå skjolde blev hængt. Stævnen på dette krigsskib var lang og spids.

Hebraiske skibe. Efter at Dans stamme havde bosat sig i det forjættede land, blev der sagt om den at den for en tid ’holdt til på skibe’ (Dom 5:17), hvilket måske refererede til at dens område lå ved Filisterlandets kyst. (Jos 19:40, 41, 46) Asers område lå langs kysten mod nord med byerne Tyrus og Zidon (skønt der ikke er noget vidnesbyrd om at disse byer nogen sinde blev erobret af Aser). Manasses, Efraims og Judas stammers områder stødte også op til Middelhavet, så de var godt kendt med skibe. (Jos 15:1, 4; 16:8; 17:7, 10) Manasses, Issakars og Naftalis stammer havde områder op til eller i nærheden af Galilæas Sø.

Skønt Israel åbenbart havde gjort brug af både fra de tidligste tider, var Salomon øjensynlig den første hersker i landet der lagde vægt på at drive handel til søs. Med Hirams hjælp opbyggede han en flåde af fragtskibe der sejlede fra Ezjon-Geber til Ofir. (1Kg 9:26-28; 10:22; 2Kr 8:17, 18; 9:21) Besætningen på disse skibe var israelitter og erfarne søfolk fra Tyrus. Skibene kom hvert tredje år med ladninger af guld, sølv, elfenben, aber og påfugle. — 1Kg 9:27; 10:22.

Kong Josafat af Juda indgik senere et partnerskab med den onde kong Ahazja af Israel med henblik på at bygge skibe i Ezjon-Geber og sende dem til Ofir efter guld, men Jehova advarede ham om at han misbilligede denne alliance. Som følge deraf led skibene skibbrud ved Ezjon-Geber, og Josafat afviste åbenbart Ahazjas forslag om at de skulle gøre et forsøg til. — 1Kg 22:48, 49; 2Kr 20:36, 37.

I det 1. århundrede e.v.t. I det 1. århundrede e.v.t. blev Middelhavet besejlet af talrige handelsskibe af forskellig slags. Nogle af dem var kystbåde, som for eksempel den båd fra Adramyttium hvormed Paulus som fange sejlede fra Cæsarea til Myra. (Apg 21:1-6; 27:2-5) Det handelsskib Paulus sejlede med fra Myra, var derimod et stort skib der medbragte en ladning hvede foruden besætning og passagerer, i alt 276 personer. (Apg 27:37, 38) Josefus beretter at han engang sejlede med et skib hvorpå der befandt sig 600 personer. — The Life, 15 (3).

Paulus havde rejst meget med skib og havde oplevet tre skibbrud før denne rejse. (2Kor 11:25) Det skib han nu befandt sig på, var et sejlskib der havde storsejl og forsejl, og som blev styret ved hjælp af to store årer i bagstavnen. Sådanne skibe havde ofte en galionsfigur der forestillede en gud eller gudinde. (Det skib Paulus derefter gik om bord på, havde „Zeus’ sønner“ som galionsfigur.) (Apg 28:11) Efter skibet blev der slæbt en jolle som man brugte til at sejle ind til land i når skibet blev ankret op nær ved en kyst. Under storme hejsede man jollen op for at den ikke skulle blive knust eller fyldt med vand. Under Paulus’ rejse med skibet opstod der en voldsom storm som fik søfolkene til at undersurre skibet (det foregik åbenbart ved at man lagde reb eller kæder rundt om skibets skrog for at holde sammen på det), fire sejlene ned, kaste hvedelasten og takkelagen over bord og surre styreårerne fast (for at de ikke skulle blive ødelagt). — Apg 27:6-19, 40.

Galilæas Sø. Evangelierne omtaler ofte både på Galilæas Sø. De blev sikkert fortrinsvis anvendt til fiskeri med net (Mt 4:18-22; Lu 5:2; Joh 21:2-6), skønt man også fiskede med kroge. (Mt 17:27) Fra tid til anden sejlede Jesus ud på søen og forkyndte fra båden for skarer på bredden (Mt 13:2; Lu 5:3), og han og hans apostle anvendte ofte både som transportmiddel. (Mt 9:1; 15:39; Mr 5:21) Disse både blev drevet af årer eller et lille sejl. (Mr 6:48; Lu 8:22) Bibelen beskriver ikke disse fiskerbåde, men nogle af dem var store nok til at rumme mindst 13 personer. — Mr 8:10; Joh 21:2, 3; se GALEJ; MATROS.

Ankre. Så vidt man ved, var de første ankre lavet af sten og blev sænket ned fra skibenes forstavn. Senere blev træankre der havde form som kroge og blev gjort tunge med sten eller metal, anvendt i Middelhavet. Nogle havde arme af bly. Et anker fundet i nærheden af Kyrene vejede ca. 545 kg. Med tiden gik man over til at anvende ankre der udelukkende var fremstillet af metal, og hvoraf nogle var af den kendte form og andre var dobbeltarmede. Sømændene på det skib Paulus sejlede med, kastede fire ankre ud fra agterstavnen (noget man somme tider gjorde for at ride en storm af). (Apg 27:29, 30, 40) Ved hjælp af en lodline kunne man måle vandets dybde. — Apg 27:28.

Apostelen Paulus bruger ordet „anker“ i billedlig betydning når han til sine åndelige brødre i Kristus siger at deres håb er „et sjælens anker“. — He 6:19; jf. Ef 4:13, 14; Jak 1:6-8.