TIMOTEUSBREVENE

To inspirerede breve i De Kristne Græske Skrifter skrevet til Timoteus af apostelen Paulus, der nævner sig selv som skribenten i indledningen til hvert brev. (1Ti 1:1; 2Ti 1:1) Det første brev blev øjensynlig skrevet fra Makedonien. Et grundlag for at sætte en omtrentlig dato på affattelsen af brevet findes i det 1. kapitel, vers 3, hvor der står: „Ligesom jeg opmuntrede dig til at blive i Efesus da jeg stod i begreb med at tage til Makedonien, sådan gør jeg også nu.“ Dette omtales ikke i bogen Apostelgerninger, som dækker perioden fra Jesu himmelfart i år 33 til det andet år af Paulus’ fængselsophold i Rom, omkring år 61 e.v.t. Det ser derfor ud til at være nogen tid efter sin løsladelse at Paulus tilskyndede Timoteus til at blive i Efesus, hvorefter Paulus åbenbart rejste til Makedonien. Det vil sige at Første Timoteusbrev må være skrevet i perioden mellem Paulus’ første og andet fængselsophold i Rom, eller omkring år 61-64 e.v.t. Det andet brev blev affattet i Rom under Paulus’ sidste fængselsophold (sandsynligvis ca. år 65 e.v.t.), kort før hans død. — 2Ti 1:8, 17; 4:6-9.

Ægthed. Det er almindeligt anerkendt at Første og Andet Timoteusbrev er ægte. Alle fortegnelser af betydning, begyndende med Det Muratoriske Fragment fra det 2. århundrede e.v.t., opfører begge breve som kanoniske. Endnu vigtigere er det at disse breve er i fuldstændig overensstemmelse med de øvrige bibelskrifter og citerer fra dem. De indeholder citater fra eller henvisninger til Fjerde Mosebog (16:5; 2Ti 2:19), Femte Mosebog (19:15; 25:4; 1Ti 5:18, 19), Esajas’ Bog (26:13; 2Ti 2:19) og Jesu Kristi ord (Mt 10:10; Lu 10:7; 1Ti 5:18). Det er bemærkelsesværdigt hvor ofte der tales om tro (1Ti 1:2, 4, 5, 14, 19; 2:7, 15; 3:9, 13; 4:1, 6, 12; 5:8, 12; 6:10, 11, 12, 21; 2Ti 1:5, 13; 2:18, 22; 3:8, 10, 15; 4:7), og hvilken vægt der lægges på den rette lære (1Ti 1:3, 4; 4:1-3, 6, 7; 6:3, 4, 20, 21; 2Ti 1:13; 3:14, 15; 4:3, 5), den rette adfærd (1Ti 2:8-11, 15; 3:2-13; 4:12; 5:1-21; 6:1, 2, 11-14; 2Ti 2:22), bøn (1Ti 2:1, 2, 8; 4:5; 5:5; 2Ti 1:3) og trofast udholdenhed under lidelser (2Ti 1:8, 12; 2:3, 8-13).

Baggrunden for Første Timoteusbrev. Da Paulus omkring år 56 e.v.t. holdt et møde i Milet med de ældste fra menigheden i Efesus, sagde han til dem: „Jeg ved at der efter min bortgang vil komme undertrykkende ulve ind iblandt jer, og de vil ikke behandle hjorden skånsomt, og fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apg 20:29, 30) Kun få år senere var situationen blevet så alvorlig at Paulus opfordrede Timoteus til at blive i Efesus så han kunne „befale visse folk ikke at føre en anden lære eller at agte på usande historier og slægtsregistre“. (1Ti 1:3, 4) Timoteus måtte således føre en åndelig krig inden for den kristne menighed for at bevare den ren og for at hjælpe dens medlemmer til at forblive i troen. (1:18, 19) Hvis han fulgte de råd han fik i apostelens brev, ville det beskytte menighedens medlemmer mod at falde fra.

Hvis menigheden skulle trives, måtte bønnens betydning ikke overses. For at de kristne fortsat kunne føre et roligt og stille liv, uden at øvrigheden hindrede dem i deres gudsdyrkelse, var det rigtigt af dem at bede for konger og mænd i høje regeringsembeder. Angående dem der repræsenterede menigheden i bøn, skrev Paulus: „Jeg [ønsker] at mændene på ethvert sted fortsat beder, idet de opløfter loyale hænder, uden vrede og diskussioner.“ Det betød at de skulle nærme sig Gud på en ren måde, uden vrede eller fjendtlige følelser over for andre. — 1Ti 2:1-8.

Timoteus skulle også være opmærksom på at kvinderne blev på den plads de havde fået tildelt af Gud (1Ti 2:9-15), at kun kvalificerede mænd tjente som tilsynsmænd og menighedstjenere eftersom de skulle virke som et stærkt bolværk mod frafald (3:1-13; 5:22), at de enker der var værdige til det, modtog hjælp fra menigheden (5:3-16), at der blev taget passende hensyn til de ældste som præsiderede på en god måde (5:17-19), at trælle opførte sig på rette måde over for deres herrer (6:1, 2), at alle var tilfredse med det de havde, i stedet for at søge at blive rige (6:6-10), og at de rige ikke satte deres håb til materielle ting, men i stedet var rige på gode gerninger og viste gavmildhed (6:17-19). Timoteus skulle selv være „et eksempel for de troende og trofaste: i tale, i adfærd, i kærlighed, i tro, i renhed“, og han skulle være optaget af fortsat at gøre fremskridt. — 4:12, 15, 16; 6:11-14.

Baggrunden for Andet Timoteusbrev. I år 64 e.v.t. blev Rom hærget af en stor brand der ødelagde omkring en fjerdedel af byen. Rygterne sagde at kejser Nero stod bag branden, og for at beskytte sig skød han skylden på de kristne. Dette synes at have udløst en bølge af voldelig forfølgelse fra statens side. Det var sikkert omkring det tidspunkt (ca. 65 e.v.t.) at apostelen Paulus igen blev fængslet i Rom. Selv om han var forladt af mange, var lagt i lænker og så en snarlig død i møde (2Ti 1:15, 16; 4:6-8), skrev han et opmuntrende brev til Timoteus. Dette brev rustede hans yngre medarbejder til at modstå frafaldne elementer inden for menigheden og til at stå fast under forfølgelse. (2:3-7, 14-26; 3:14–4:5) Når Timoteus hørte om den situation Paulus befandt sig i, ville han kunne hente opmuntring i det gode eksempel apostelen havde sat ved at holde trofast ud under store trængsler. — 2:8-13.

Frygtløs som følge af at han fik styrke fra Jehova, tilskyndede Paulus Timoteus: „[Opflam] den Guds gave som er i dig ved at jeg har lagt hænderne på dig. For Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd. Du skal derfor ikke skamme dig over vidnesbyrdet om vor Herre, heller ikke over mig, en fange for hans skyld, men vær med til at lide ondt for den gode nyheds skyld efter den kraft Gud giver.“ — 2Ti 1:6-8.

[Ramme på side 1010]

HOVEDPUNKTER I FØRSTE TIMOTEUSBREV

Vejledning til en kristen ældste angående hans ansvarsopgaver

Skrevet af apostelen Paulus, øjensynlig på et tidspunkt efter hans første fangenskab i Rom

Vejledning til Timoteus angående hans egen åndelige sundhed

Før åndelig krig, bevar troen og en god samvittighed (1:18, 19)

Læg ikke vægt på legemlig opøvelse, men på gudhengivenhed; lad ingen se ned på din ungdom; vær derimod et godt eksempel, og gør fremskridt (4:7b-16)

Vær ikke hurtig til at udnævne nogen til et tilsynshverv, så du ikke bliver delagtig i andres synder (5:22)

Advarsler mod fordærvende indflydelse i menigheden

Befal visse folk ikke at føre en anden lære eller at agte på usande historier og slægtsregistre (1:3, 4)

Nogle er afveget fra kærlighed og tro uden hykleri; de ønsker at være lovlærere, men forstår ikke hvorfor Loven er fremsat (1:5-11)

I senere tidsperioder vil nogle falde fra troen (4:1-5)

Modvirk dårlig indflydelse; vær næret af troens ord; afvis usande historier (4:6, 7a)

Falsk lære avler misundelse, strid, spot, ond mistanke, voldsomme kævlerier og selvisk udnyttelse af gudhengivenhed (6:3-5)

Flygt fra de dårlige følger af kærlighed til penge; kæmp troens gode kamp, og modstå falsk lære (6:11, 12, 20, 21)

Krav til dem der udnævnes til at tjene som tilsynsmænd og menighedstjenere

Tilsynsmanden bør blandt andet være ulastelig; kun have én hustru; være sund i sindet, ordentlig, gæstfri, egnet til at undervise; kunne beherske sine drikkevaner og sit temperament; være rimelig, ikke pengekær; præsidere i sin egen husstand på en god måde; ikke være en nyomvendt; have et godt omdømme uden for menigheden (3:1-7)

Menighedstjenere bør være alvorlige, ikke være tvetungede, ikke drikke for meget, ikke være begærlige efter uærlig vinding; må prøves først om de er egnede, være uangribelige, kunne præsidere på en god måde i deres egen husstand (3:8-10, 12, 13)

Anvisninger på forskellige områder i menigheden

Bønner bør fremføres for alle slags mennesker — deriblandt herskere — så kristne kan føre et fredeligt liv med gudhengivenhed; Gud vil at alle slags mennesker skal frelses (2:1-4)

Der er kun én Gud og én mellemmand, Jesus Kristus, og derfor bør mændene, når de beder, ’opløfte loyale hænder, uden vrede og diskussioner’ (2:5-8)

Kvinder skal klæde sig beskedent og sømmeligt og således vise gudsfrygt; de må ikke undervise i menigheden eller udøve myndighed over en mand (2:9-15)

Kun enker på 60 eller derover som har et godt omdømme, og som ikke har børn eller børnebørn, bør sættes på listen over dem der kan modtage materiel hjælp fra menigheden (5:3-16)

Ældste som slider i det med tale og undervisning, bør anses for værdige til „dobbelt ære“ (5:17, 18)

Godtag ikke en anklage mod en ældste medmindre der er to eller tre vidners udsagn; de der øver synd, skal retledes for alles øjne (5:19-21)

Trælle bør være eksempler med hensyn til at underordne sig deres herrer, især hvis de er medtroende (6:1, 2)

Alle skal være tilfredse hvis de har føde og klæder; kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og de der gerne vil være rige, lider åndelig skade (6:6-10)

De rige bør ikke være hovmodige eller stole på deres rigdom, men bør være rede til at dele gavmildt med dem der lider nød (6:17-19)

[Ramme på side 1011]

HOVEDPUNKTER I ANDET TIMOTEUSBREV

Opmuntring og vejledning der skal hjælpe Timoteus til at stå fast i den vanskelige tid der kommer

Paulus’ sidste inspirerede brev, skrevet under hans andet fængselsophold i Rom

Timoteus tilskyndes til fortsat at gøre fremskridt

’Opflam den Guds gave’ som du har fået; skam dig ikke over vidnesbyrdet om Kristus eller over Paulus, en fange; vær med til at lide ondt for den gode nyheds skyld (1:6-8)

Bevar mønsteret af sunde ord (1:13, 14)

Vær som en soldat der kun har ét for øje; vær som en atlet i kamplegene der kæmper efter reglerne; vær som landmanden der slider i det; hold trofast ud (2:3-13)

Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en der behandler sandhedens ord på rette måde (2:15)

Flygt fra de ønsker der hører ungdommen til, og jag efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med dem der påkalder Herren af et rent hjerte (2:22)

Vejledning der skal hjælpe Timoteus til at stå fast over for falske lærere

Undgå strid om ord og snak som krænker det der er helligt; prøv med mildhed at hjælpe dem der er blevet fanget i Djævelens snare (2:16-26)

I de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare på grund af den ugudelige indstilling folk vil lægge for dagen; de vil være pengekære og venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud; undgå dem (3:1-7)

Disse fordærvede mennesker vil til stadighed modstå sandheden; men bliv i det du har taget imod som sandt fordi du har lært det af nogle som du kendte godt, og på grundlag af de inspirerede skrifter (3:8-17)

Bliv ved med at forkynde ordet, gør en evangelieforkynders gerning, fuldfør din tjeneste — selv om der kommer en tid da mennesker ikke vil lytte til den sunde lære, men vil foretrække at få deres ører kildret af lærere som de selv har valgt (4:1-5)

Paulus’ situation som fange

Paulus blev en Jesu Kristi apostel; det er på grund af dette han nu lider, men han skammer sig ikke (1:11, 12)

Han er nu en fange i lænker, og alle i provinsen Asien har i virkeligheden vendt sig bort fra ham, men Onesiforus har flittigt søgt efter ham og givet ham friske kræfter (1:15-18)

Paulus véd at hans død er nært forestående, men han ser tillidsfuldt frem til den dag da Jesus Kristus vil give ham og alle andre som med kærlighed har imødeset hans tydelige fremtræden, retfærdighedens krone (4:6-8)

Ingen kom Paulus til hjælp under hans første forsvar; men han blev styrket af Herren Jesus Kristus; han har tillid til at Herren vil frelse ham til sit himmelske rige (4:16-18)