Erfaringer fra arbejdsmarken

PROFETEN Zakarias sagde: „I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: Vi vil gå med jer; thi vi har hørt, at Gud er med jer.“ (8:23) „Hine dage“ er kommet for Italien såvel som for alle andre lande, folk og tungemål på jorden, og det er en daglig kilde til forundring at se de spontane opfyldelser af denne profeti i dette land. Her er et sådant tilfælde.

Kredstjeneren for Jehovas vidners kreds i B. . . i Norditalien fik for nylig uventet besøg af to fremmede, der forklarede, at de var kommet som repræsentanter for nogle landsbyer 12-15 kilometer borte, og de tøvede ikke med at berette, hvad hensigten var med deres besøg: „Vi ønsker at være kristne! Vi har hørt, at vi kunne finde protestanter her, som prædiker en god lære. Vi har indset, at vi er blevet vildledt af vor præst og har vendt os fra ham, og vi ønsker nu at blive organiseret til en menighed. Vi er over 120 familier. Kan I hjælpe os?“ Overvældet af ægte glæde fortalte kredstjeneren dem, at en rejsende repræsentant for Selskabet, zonetjeneren, skulle komme på besøg samme uge, og han ville med glæde besøge dem og tale med disse interesserede familier.

Som lovet blev sagen drøftet med zonetjeneren, et offentligt foredrag blev planlagt, tilladelse fra politiet blev opnået, og alt var parat til mandag aften. Da brødrene den aften nærmede sig landsbyen, glædede de sig ved at se grupper på tre og fire på vej til mødesalen for at slutte sig til den „nye kirke“, som de kaldte det. Uden for salen var der samlet en hel skare, et usædvanligt syn i Italien, da det her er almindeligt, at folk ikke begynder at komme, før foredraget er godt i gang. Men hvorfor stod de udenfor? For at give „prædikanten“ en kongelig velkomst? Nej, slet ikke! De stod udenfor, fordi der ikke var mere plads inde. Salen og to tilstødende værelser var stopfulde af forventningsfulde mennesker, og de ankomne brødre følte i dette øjeblik den samme medlidenhed, som Jesus må have erfaret i sin tid, når han så folkeskarerne, der trængte til en hyrde.

Men Satan var besluttet på at kvæle den „nye kirke“ i fødselen. Fire carabinieri, som ventede på zonetjenerens ankomst, meddelte ham straks, at tilladelsen til at holde mødet var tilbagekaldt! Det var håbløst at diskutere sagen med disse politifolk. Politimesterens kontor lå fem kilometer borte. Zonetjeneren bad forsamlingen om at vente, for han havde mange vigtige ting at meddele dem, og så skyndte han sig til politistationen, og med den italienske grundlov i den ene hånd og Questuras skriftlige tilladelse i den anden lykkedes det ham at overbevise autoriteterne om, at mødet skulle tillades. Sidstnævnte gik ind på det på een betingelse: Der måtte ikke sælges vin, og alle glas og flasker skulle fjernes fra salen. Det var let nok at gå ind på den betingelse, for taleren skulle bruge bar’en som „prædikestol“!

Foredraget varede halvanden time og blev holdt for den mest opmærksomme og lydhøre forsamling, man kunne tænke sig. Ikke een kom ind eller gik sin vej. Da der blev oplæst udtalelser om kirkens had til udbredelsen af bibelen og officielle katolske dokumenter, som afslørede den hedenske oprindelse til den katolske kirkes læresætninger, viste der sig tydelige tegn på overraskelse på de ærlige ansigter, efterhånden som de begyndte at forstå, hvorfor kirken havde skjult bibelen for den katolske befolkning. Det var umuligt at foretage en nøjagtig optælling, men over 1000 mennesker lyttede til talen, og ikke en eneste løbeseddel var blevet uddelt for at indbyde dem! Det altfor lille lager på 185 småbøger, 18 bøger og 30 blade blev revet bort på få øjeblikke.

Mange interessante bemærkninger lød bagefter foredraget. Salens ejers hustru havde været syg, og tidligere på dagen havde hun haft besøg af sognepræsten, som rådede hende til at lade sig indlægge på hospitalet. „Hospitalet!“ udbrød hun, „nej, det kan jeg da ikke. Jeg venter den nye kirke i aften!“ En ung mand bemærkede: „Jeg har hørt mange foredrag af præsterne, kommunisterne og andre, men aldrig en tale som denne. Jeg ønsker at slutte mig til dem.“ En anden sagde: „Jeg troede, vi havde det, men nu må jeg indrømme, at det er jer, der har det.“ „Det var på tide, vi fik øjnene åbnede,“ udtalte en anden mand, som bad om at blive besøgt og ønskede at abonnere på La Torre di Guardia.

Det var i sandhed en uforglemmelig aften. Da brødrene tog afsked med byens beboere, havde disse stillet sig op på begge sider af gaden og råbte farvel og „kom snart igen“. Det giver løfte om, at den lokale kreds af Jehovas forkyndere vil få mange virkelig glæderige erfaringer, når de hjælper disse retsindige mennesker til at tage standpunkt på Jehovas side sammen med andre tusinder på jorden, som nu råber: „Vi vil gå med jer; thi vi har hørt, at Gud er med jer!“