Hvad med dem, som ikke deltager?

 1. Hvornår fejrede Jehovas vidner mindehøjtiden sidste år, hvor mange overværede den, og hvor mange tog del i symbolerne?

MINDEMÅLTIDET eller Herrens aftensmåltid fejres hvert år af Jehovas vidner på årsdagen derfor i overensstemmelse med det førnævnte. Sidste år overværedes mindehøjtiden af 623.760 af Jehovas vidner og venligt indstillede mennesker, men kun 21.619 tog del i symbolerne. Hvorfor var der så mange, som ikke deltog?

 2. Hvor mange af de tilstedeværende deltog ikke, og hvorfor ikke?

² Mindemåltidets symboler blev budt rundt, så enhver kunne deltage, og det stod alle frit for, dersom de ønskede det. Hvorfor gjorde 602.141 det ikke? Fordi de efter kritisk selvransagelse og efter at have hørt mindehøjtidens foredrag over for sig selv og andre ærligt indrømmede, at de ikke var medlemmer på Kristi legeme, som Bibelen viser består af 144.000 medlemmer under det ene hoved, Jesus. De, som ikke deltog, kan alle have været indviet til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. Men de havde ikke noget indre bevis for, at de var blevet avlet af Guds ånd til en himmelsk opstandelse og åndeligt liv i himmelen. De havde intet bevis for, at de var blevet salvet med Guds ånd til en plads med Jesus på hans himmelske trone. De havde derfor intet håb om at skulle regere med ham og være Guds præster i tusind år. De havde ikke ofret deres menneskelige håb om et jordisk paradis for åndelige, himmelske håb. De ventede ikke at blive døbt med Jesus i hans død og at drikke det samme erfaringens bæger med ham. Da alt dette er indbefattet i det, mindemåltidets symboler står for, gjorde de det ikke.

 3. Hvad kunne de ikke sige med henblik på Herrens legeme, skønt de sammen med resten udgør een hjord?

³ Disse 602.141, der ikke deltog, kunne ikke med en ren samvittighed sige til sig selv: „Fordi der er eet brød, er vi skønt mange eet legeme, for vi har alle del i det ene brød.“ (1 Kor. 10:17, NW) De vidste, at de havde forenet sig med den lille rest (de 21.619) af Kristi legeme, men de kunne ikke sige om sig selv, at de er „eet legeme“ med denne rest eller den samlede skare på 144.000. Det er rigtigt, at de er blevet bragt sammen med resten i enhed, så de nu udgør „een hjord“ under den ene hyrde, som Jesus Kristus engang profeterede om vor tid: „Jeg har andre får, der ikke hører til denne fold, også dem bør jeg bringe, og de skal lytte til min røst, og de skal blive een hjord, een hyrde.“ (Joh. 10:11, 14, 16, NW) Men det vil ikke sige, at alle disse får hører til Kristi legeme, forenede med Jesus, Hovedet. Skulle de „andre får“, der er uden for Kristi legeme, spise af mindemåltidets brød og drikke af vinen ved Herrens aftensmåltid, så ville det være ensbetydende med at sige, at brødet og vinen kun repræsenterer Jesu eget kød og blod, som han ofrede som en genløsning. De ville hermed antage kristenhedens synspunkt, der har voldt så megen sekterisk forvirring, ondsindet strid og blodige sammenstød blandt såkaldte kristne.

 4. Hvad ville det antyde, dersom de andre får tog del i mindemåltidets symboler, og hvorfor ville det stille dem i et urigtigt lys?

⁴ Dersom de andre får tog del i mindemåltidets symboler, ville de i virkeligheden dermed antyde, at de spiste Kristi kød og drak hans blod og således havde samfund med ham og han med dem. Dette ville sige, at de ville have liv i sig selv, således som den himmelske Fader har liv i sig selv, og som han har givet sin elskede søn at have liv i sig selv. (Joh. 5:26; 6:53-57) Men det er ikke tilfældet med de „andre får“, at Jesus og disse får er forenet i samfund med hverandre som lemmer på hans legeme. De udgør een hjord sammen med den rest af Kristi legeme, der lever i dag, men de har ikke de samme håb som resten og vil ikke komme til at dele lod med den. De tager ikke alle de løfter i Bibelen til sig, som resten gør, men de erkender, at kun de jordiske løfter gælder dem i den retfærdige nye verden. Derfor nyder de ikke mindemåltidets symboler, for de har ikke fået befaling dertil af Jesus Kristus, den rette hyrde. De ønsker ikke at stille sig selv i et urigtigt lys og spise og drikke sig selv en dom til ved at synde imod det, som Herrens legeme og blod betyder. De lader dem, der er værdige dertil, spise og drikke.

 5. Hvorfor er det ingen undskyldning for at hindre dem i at overvære højtiden?

⁵ Det er imidlertid ingen undskyldning for at hindre dem i at overvære mindehøjtiden. Det katolske præsteskab plejede at sende nyomvendte og bodsøvende bort, før de værdige i menigheden gik til alters og indtog brødet og vinen. Men en sådan skik passer sig ikke for den rette hyrdes „ene hjord“. Hvert får må selv afgøre, hvorvidt han er værdig til at nyde symbolerne, og han må derfor være til stede og have lejlighed til at tage af dem, når de bydes rundt. Selv om han ikke deltager, viser han højtiden ære ved at være til stede og gør det til minde om Jesus Kristus.

 6. Hvorfor bekriger de ikke resten, som om de blev forholdt noget, der med rette tilkom dem?

⁶ Resten af den „lille hjord“ af himmelske arvinger påskønner rettelig Kristi legeme og deres medlemsskab deri. I overensstemmelse hermed tager de del i symbolerne. Den store skare af „andre får“, der er til stede, agter også på Herrens legeme og indser, at de ikke er lemmer derpå, og derfor nyder de ikke symbolerne. De bekriger ikke resten af den grund, som om de blev berøvet noget, der med rette tilkom dem. I Kristi tusindårsrige, når denne rest vil være herliggjort med ham i himmelen, vil disse andre får på den paradisiske jord ikke modtage samme åndelige føde som resten nu gør. Så hvad skade sker der de andre får, selv om de ikke modtager alle Guds løfter nu og blandt disse mindemåltidet? Ingen.

 7. Hvoraf kan vi se, hvorvidt de andre får vil tage del i eller fejre mindemåltidet i Tusindårsriget?

⁷ Mindemåltidet vil ikke fortsætte her på jorden i hele Tusindårsriget og for evigt, for apostelen Paulus skrev denne formaning til de kristnes menighed, der er helligede i samfund med Kristus Jesus: „Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer.“ (1 Kor. 1:1, 2; 11:26, NW) Når Herren Jesus derfor tager resten bort fra jorden og til Rigets herlighed i himmelen, da vil mindehøjtiden på jorden ophøre. Da vil de „andre får“ heller ikke tage del i dette måltid, lige så lidt som de gør det nu.

 8. Modtog fortidens trofaste den samme åndelige føde som resten nu gør, og lider de andre får nu åndelig hunger? Begrund dit svar.

⁸ De trofaste mænd og kvinder, som levede før Kristus, fejrede ikke noget mindemåltid, end ikke Melkizedek, der styrkede den udmattede Abraham med brød og vin. De fik heller ikke den åndelige føde eller de løfter, resten nu modtager. Og dog skal disse fortidens trofaste oprejses til liv på jorden under Riget og være blandt den rette hyrdes „andre får“. Til trods for at de ikke tager del i mindemåltidet eller får samme himmelske løfter som resten af den „lille hjord“, lider den store skare af andre får ingen hunger efter at høre Jehovas ord, og de sulter ikke. De er tilfredse med den bibelske føde og de forrettigheder, som den rette hyrde giver dem gennem sin „trofaste og kloge træl“. Det er den „onde træls“ skare, der hævder, at der vises de andre får for megen opmærksomhed, og at der ikke gives nok åndelig føde til den åndelige skare og dens specielle behov. Ikke alene er de andre får tilfredse, men de foretrækker den kost, de får. De ting, som fortidens trofaste mænd ønskede at se og forstå, det ser og forstår nu de andre får, og de glæder sig derover og vokser sig åndeligt stærke. De hungrer og tørster ikke mere, for Guds lam har ført dem til grønne græsgange og til „kilderne med livets vand“. — Luk. 12:32; Amos 8:11, 12; Matt. 24:45-51; Åb. 7:9-17, NW.

 9. Hvorfor er den „ene hjord“ nu åndelig rask i modsætning til kristenheden, takket være Paulus’ formaning?

⁹ Som et resultat af denne bibelske agtelse for Herrens legeme ved mindemåltidet er resten og de andre får stærke og sunde og livskraftige i Guds tjeneste som vidner om Jehovas universelle overhøjhed og om hans navn. Som følge af den rette agtelse for legemet lever de i fred og harmoni indbyrdes, skønt de bor i verdslige nationer, der er i krig med hinanden om herredømmet over jorden. Hvis de hundreder af millioner såkaldte „kirkemedlemmer“ og præster i kristenheden gav agt på Herrens legeme og levede derefter, således som Jehovas vidner har gjort under de sidste to verdenskrige, så ville disse verdenskrige ikke have fundet sted, og frygten for en tredje ville heller ikke ride folkene som en mare. Det var for at bekæmpe ufreden, umoralen og sektvæsenet i de kristnes menighed i Korint, at Paulus skrev sit første brev til dem og førte Herrens aftensmåltid på bane. Det var for at hjælpe dem til at give agt på Herrens legeme og for at fremme enheden og freden iblandt disse korintiske kristne, at Paulus understregede, hvad der kunne læres af betydningen af mindemåltidets symboler. — 1 Kor. 1:11-13; 3:3, 4; 5:1-13; 11:17-22; 2 Kor. 12:20, 21; 13:10.

10. a) I harmoni med hvilket eksempel bekæmper restens medlemmer ikke hinanden? b) Hvordan kommer de ud af det med de andre får og vil fremdeles gøre det?