Hvorfor det skorter på modenhed

KORT efter at general D. D. Eisenhower var blevet valgt til præsident for de Forenede Stater, tog han på ferie i en by i en af sydstaterne. Da nyheden om, at præsidenten opholdt sig i byen, kom ud, flokkedes store menneskemængder i de protestantiske kirker om søndagen, tydeligvis, som nogle af de lokale præster syrligt udtrykte sig, i håb om at få et glimt af „Ike“. Generalen havde ikke antydet, i hvilken kirke han ville overvære gudstjenesten.

Men har præsterne ret til at bebrejde deres menigheder noget? Hvad kan de vente andet? Går ikke millioner af mennesker i kirke hver søndag bare for at se deres præst udføre visse religiøse ceremonier, for at høre ham anmode om en indbringende kollekt og for at lytte i et kvarters tid til en drøftelse af en eller anden bestseller eller et af tidens politiske problemer? Selv om præsten begynder at tale ud fra et skriftsted, varer det ikke længe, før han fortaber sig i en eller anden populær filosofi. Og kan det, i betragtning af den åndelige føde, der serveres, siges, at Jesus Kristus er til stede?

Når præsten i sine prædikener kommer ind på mennesket og dets færdigheder og bedrifter, ynder han at citere denne verdens „store“ mænd, både inden for handel, politik og videnskab, og når han således selv lægger grund for mennesketilbedelse, kan han så bebrejde sin „hjord“, at den gerne vil se disse helte i egen person? Når han lovpriser F.N. som menneskets eneste håb og ignorerer Guds rige, som han jo beder om må komme, hver gang han fremsiger Fadervor, kan det så undre ham, at hans sognebørn hellere vil se den mand, hvis militære kapacitet for en stor del har været medvirkende til at muliggøre F.N., end de vil høre om Fredsfyrsten? Og når præsten prædiker fremskridtets og succesens filosofi, „ærlighed varer længst“, og „hvorledes man vinder sig venner og indflydelse“, er det da ikke naturligt, at hans tilhørere ønsker at se de eksempler på fremgang og succes, Amerika kan fremvise?

Og er det ikke tilfældet, at den måde, der prædikes på, snarere er beregnet på at henlede opmærksomheden på skabningen end på Skaberen? Sukkersøde ord, velvalgte fraser, indstuderede håndbevægelser, en ulastelig præstekjole o.s.v. er det, der lægges vægt på, som om det var talekunst og gebærder, der var afgørende for, hvem der var den bedste kristne præst. For at udfylde det åndelige tomrum bygges der imponerende katedraler, overdådigt udstyret med orgelpiber, blyindfattede ruder og diverse kunstværker, og der indøves kirkekor. Er det til at undres over, at kirkegængerne er alt andet end modne, når gudstjenesten går ud på at underholde og appellere til følelserne i stedet for at virke opbyggende og tale til fornuften og samvittigheden?

Inden for højere religiøse kredse er man klar over, at der er en brist et eller andet sted. Det fremgår blandt andet af den villighed, hvormed Episcopal Churchnews i sit nummer for 3. februar 1952 offentliggjorde en artikel af en amerikansk skribent, May Sarton. Denne artikel er i virkeligheden en anklage mod den moderne gudsdyrkelse. Den er på to sider, hedder „De, der står udenfor“, og der siges blandt andet i den: „Folk går ikke i kirke for at blive inviteret på fælles kaffebord eller for at høre solstrålefortællinger. Den sande religion er i virkelig fare, hvis de regelmæssige kirkegængere bliver så sløve, at de uden videre tager disse stene for brød. Hvis kirkegangen bliver en bekvem vane, noget, folk skal have overstået, inden de indtager en god søndagsmiddag, rummer det en fare for, at Gud vil være fraværende. Må det være mig tilladt at tale frit ud og sige, at jeg ikke tror, præsterne fordrer nok af deres sognebørn? De er bange for den sandhed, de har i hjertet, de er bange for, at den ikke vil falde i god jord, at den er for svær at forstå. Fortsætter de ad samme spor, vil de måske vinde sig mange menighedsmedlemmer, men de driver det sande religiøse element bort.“

Frygt for mennesker og ønsket om at vinde sig et godt navn har fået præsterne til at falde i en snare. (Ordsp. 29:25; Joh. 5:44) I deres bestræbelser for at vinde og bevare store menighedsforsamlinger, har de været bange for at forkynde sandheden, og deres liv er derfor uden mål og med. Så tyr de til filosofi, psykologi, politik, videnskab, underholdning og bliver „fuskere i alle fag og mestre i intet“. Intet under, at Bibelen sammenligner kristenheden med en vinstok, der ikke bærer frugt og derfor er tjenlig til at brændes, selv dens træ bruges ikke til noget nyttigt. — Ez. 15:1-8.

Samme præster klager over, at Jehovas vidner tager deres bedste sognebørn fra dem; men af ovenstående fremgår det, at de i deres frygt for at forkynde sandheden „driver det sande religiøse element bort“. Disse mennesker, der ikke kan lade sig nøje med sultekost, som lader dem stå i stampe i en tilstand af åndelig umodenhed, har vandret videnom som får uden hyrde og søgt efter Gud og den sande tilbedelse af ham. (Mark. 6:34; Ap. G. 17:27) De har været sig deres åndelige behov bevidst, har hungret og tørstet efter retfærdighed, og nu har de fundet rigelige forsyninger i det trøsterige budskab om Guds rige. De har fået fornuftige og tilfredsstillende svar på deres spørgsmål, udvist tro, påkaldt Jehovas navn og bekender nu med munden og sikrer derved deres egen frelse. På den måde vokser de til modenhed. — Matt. 5:3, 6; 24:14; Rom. 10:8-15.

Mens det største ansvar for den åndelige umodenhed, der råder blandt bekendende kristne, altså falder tilbage på de religiøse ledere, er det dog ingen undskyldning for de umodne. De må stå Jehova Gud til regnskab for deres handlemåde, og hvis de fortsætter med at være blinde og følger blinde vejledere, vil de ende i tilintetgørelsens grøft lige så sikkert som de blinde vejledere. (Matt. 15:14) Jehova advarer de troløse og selvoptagne præster om den kommende katastrofe. Og de i deres hjord, som „vil have det så“, må dele skæbne med dem. — Jer. 5:30, 31; 23:16-32.