Spørgsmål fra læserne

● I 2 Mosebog 4:11 læser vi: „Da svarede Jehova ham: Hvem har givet mennesket mund, og hvem gør ham stum eller døv, seende eller blind? Mon ikke jeg, Jehova?“ Kan man ud fra dette skriftsted laste Jehova for alle de stumme, døve eller blinde? — J. C., Ontario, Canada.

Dette skriftsted kan ikke med rette tages som bevis for, at Jehova er ansvarlig for alle stumme, døve og blinde på jorden. For at få spørgsmålet rigtigt belyst må man betragte det under flere forskellige synsvinkler. Gud, Skaberen, udstyrede mennesket med talegaver, hørelse og syn, og han kan fratage ham disse sanser, lige så vel som han kan gengive ham dem i tilfælde, hvor de er gået tabt. Lad os tage et par eksempler. Jehovas engel slog Sodomas mænd med blindhed, da de overfaldt Lots hus. Jehovas søn Jesus Kristus slog Saulus fra Tarsus med blindhed i tre dage for at omvende ham fra at forfølge de kristne, og derpå fik han ved guddommelig magt synet igen. Apostelen Paulus sagde til troldmanden Elimas, at Jehovas hånd ville komme over ham og gøre ham blind for en tid, og det skete. — 1 Mos. 19:11; Ap. G. 9:8, 9, 17, 18; 13:8-11.

De mænd, der var sammen med Saulus fra Tarsus, da han blev blind, blev selv ved Jehovas magt døve, så de ikke kunne opfatte, hvad Jesus sagde til Saulus. De hørte røsten, men kunne ikke skelne ordene. (Ap. G. 9:7; 22:9) Gud sagde til Ezekiel, at han til visse tider skulle blive stum, men at hans tunge senere ville blive løsnet og hans mund åbnet. (Ez. 3:26, 27; 24:27) Der var også præsten Zakarias, som blev stum, fordi han ikke ville tro, hvad der blev sagt til ham, og først fik talens brug igen, da hans søn Johannes var blevet født, omskåret og havde fået navn. (Luk. 1:20, 22, 62-64) Jehova erklærer videre, at han vil slå alle sine fjender i Harmagedon, og „øjnene rådner i deres øjenhuler og tungen i deres mund“. — Zak. 14:12.

Alt dette er specifikke eksempler på, hvorledes Jehova bogstaveligt har slået individer med døvhed, stumhed eller blindhed og ligeledes befriet dem for disse ulemper. Skriftstedet siger afgjort ikke, at alle legemlige skavanker skyldes Jehova. Det fremgår ikke deraf, at mennesker, som er født blinde, døve eller stumme, blev født således på grund af Jehovas direkte indgriben, som nogle påstår det. Det er imidlertid sandt, at visse af naturens love, som Jehova har fastsat, kan føre til deformiteter af en eller anden slags. Ved sit oprør bragte det første menneske synd og død over alle mennesker, og nedgang og forfald blev konsekvensen. Forældre kan synde og pådrage sig visse sygdomme, og ifølge Jehovas naturlove vil deres børn måske blive født med modtagelighed for sygdom eller med en eller anden legemsfejl på grund heraf. Hvis den slags skavanker optræder som et ubønhørligt udslag af Jehovas naturlov eller som straf for overtrædelse af hans love, kan han vel siges at være den indirekte årsag, men han er ikke den ansvarlige. — 2 Mosebog 20:5.

En tredje mulighed er at betragte sagen under en åndelig synsvinkel. Ører, der hører Guds budskab, men ikke fatter dets mening, er åndeligt døve. Øjne, som ser forudsagte begivenheder indtræffe, men ikke vil se, at de er en opfyldelse af profetierne, er åndeligt blinde. Tunger, der taler Guds ord, som det findes i Bibelen, men ikke kan gøre rede for det eller forklare det, er åndeligt stumme. Ører, der hører, øjne, der ser, og tunger, der taler, kan på samme tid være døve, blinde og stumme for Jehovas hensigter. I visse tilfælde er det Jehova, der gør dem døve, blinde og stumme, på grund af deres uværdighed. Da han sendte Esajas til at vidne for det utro Juda, sagde han til denne profet: „Gå hen og sig til dette folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej heller høre med ørene, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.“ (Esajas 6:9, 10) Det hed sig, at det var Esajas, der gjorde dette mod dem, da det jo var ham, der talte de ord, som fik det oprørske folk til at lukke øjne og ører for budskabet. Men det var et budskab fra Gud, og det kan derfor siges, at det var Gud, der gjorde det. Disse selviske mennesker var ikke værdige til at høre og blive lægt ved Guds budskab, og de blev derfor gjort døve, blinde og stumme for det.

I den hensigt at holde sådanne uværdige mennesker nede i en tilstand af åndeligt mørke talte Jesus til dem i lignelser eller billeder, som han sagde det til sine efterfølgere, da de spurgte ham, hvorfor han brugte billedtale: „Derfor taler jeg til dem i lignelser, fordi de ser og dog ingenting ser, og hører og dog ingenting hører eller forstår. På dem går Esajas’ profeti i opfyldelse, når han siger: I skal høre og høre og dog intet fatte, I skal se og se og dog intet øjne. Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med ørene hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørene og fatte med hjertet og omvende sig, så jeg kan læge dem.“ (Matt. 13:13-15) Disse selviske mennesker var ikke interesseret i Guds budskab, end ikke så meget, at de spurgte om betydningen af de lignelser, Jesus fortalte. Ved at budskabet blev forkyndt på denne måde blev de uværdige luget bort, og kun de sagtmodige, der var ivrige efter at lære af Gud, blev tilbage for at udspørge Jesus om betydningen af disse lignelser. Jehova lod således nogle forblive åndeligt døve, stumme og blinde og lod andre se, høre og tale som følge af den åndelige oplysning, de havde fået.

Nogle mennesker har overhovedet ingen kærlighed til sandheden, og „derfor sender Gud dem en vildførende magt, så de tror løgnen“. Jehova fører dem ikke forsætlig vild, men han tillader Satan at føre dem vild, eftersom de har større behag i løgn og uretfærdighed end i sandhed og frelse. „Og da skal den lovløse åbenbares, . . . og han skal komme i Satans kraft med al løgnens magt og tegn og undere og med al uretfærdighedens forførelse over for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst. Derfor sender Gud over dem en vildførende magt, så de tror løgnen, for at de skal rammes af dommen, alle de, som ikke troede sandheden, men fandt behag i uretfærdigheden.“ (2 Tess. 2:9-12) Jehova tillader Satan, denne verdens gud, at forblinde dem i åndelig forstand. — 2 Kor. 4:4.

Nøjagtig som Jehova gør nogle døve, stumme og blinde i åndelig forstand, således befrier han også nogle for åndelig døvhed, stumhed og blindhed. Det er som Esajas forudsagde om denne tid, da den åndelige oplysning skulle blive stor: „Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op; da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler.“ (Es. 35:5, 6) Han lader nu de stolte og hovmodige beholde disse åndelige defekter, men fjerner dem fra de sagtmodige og ydmyge.

Vi kan altså se, at 2 Mosebog 4:11 bliver opfyldt af Jehova Gud i både legemlig og åndelig forstand, dog ikke på en måde, der gør ham ansvarlig for alle legemligt døve, stumme og blinde på jorden.