Flere beviser for Bibelens nøjagtighed
EN amerikansk arkæolog, dr. Nelson Glueck, har fundet en enorm mængde bevismateriale, som bekræfter Bibelens historiske nøjagtighed. Af de mange skriftsteder, som han har kastet arkæologisk lys over, er et af de interessanteste det vers, som fortæller følgende om Jordandalen i gamle dage: „Da så Lot sig omkring og . . . så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN [Jehova] ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som [Jehovas] have.“ — 1 Mos. 13:10.
Kritikere har udtalt, at det var fri fantasi, og at alt bevismateriale fører til den slutning, at Jordanegnen på Lots tid, omkring år 2000 f. Kr., var en ubeboet ørken, uden kultur, uden overrisling og uden landbrug. George Adam Smith meddelte i sin berømte Historical Geography of the Holy Land, at „dalen aldrig har været beboet. Den har fortjent benævnelsen ørken“.
Så kom dr. Glueck, som nægtede at tro på, hvad de såkaldte autoriteter udtalte, fordi hans tidligere opdagelser alle havde bekræftet Bibelen. Arkæologen tog ud i ørkenen for at studere de øde strækninger. Der fandt han ituslåede lergenstande og andre ting, som gav nye oplysninger om ørkenen. Da han vendte tilbage, var han i besiddelse af videnskabeligt bevismateriale, som overraskede kritikerne og fuldstændig ændrede kortene over det gamle Palæstina. Hans ekspedition har fundet over 300 lokaliteter, der engang har været bebygget.
Hans opdagelser bekræftede atter en gang Bibelens nøjagtighed. Arkæologen erklærede: „Jordandalen var ikke alene en af de først beboede dele af landet, men den var også en af de rigeste egne overhovedet i det gamle Palæstina og Transjordanien . . . en virkelig Guds have.“ — Coronet, marts 1955; Ordet og Israel, nr. 10 1955.