Jehovas vidners historie i nyere tid

Niogtyvende del: Internationale stævner (1951)

VED STÆVNET på Yankee Stadium, New York, i 1950 meddelte præsidenten for Watch Tower Society, at den internationale familie af vidner i sommeren 1951 ville mødes til en række stævner i Europa, og at alle burde begynde at lægge planer, så de kunne komme med. Året 1951 kom, og ingen tredje verdenskrig stillede sig hindrende i vejen for den serie teokratiske fester i Europa, som kaldtes „Clean Worship“-stævner, idet deres motto var „Ren tilbedelse“. Det første af dem holdtes i London den 1.-5. august på det vældige Wembley Stadium, hvor deltagerne flokkedes i tusindvis. De kom med tog, biler, skibe og flyvemaskiner fra fyrretyve lande, og 36.315 hørte det offentlige foredrag „Will Religion Meet the World Crisis?“ [„Er religion en løsning på verdenskrisen?“], som holdtes af N. H. Knorr. Det var et velorganiseret stævne, og med New York-stævnet i 1950 som forbillede var administrationen delt op i forskellige afdelinger. De mange tusinde deltagere blev bespist efter cafeteriasystemet, og der stod værelser til rådighed i hoteller og privathjem overalt i London.

Programmet var især åndeligt oplysende og virkede meget opmuntrende på alle. Der var dannet et usædvanlig godt orkester, som ledede sangen. Ved dette glade stævne døbtes 1123. Den største og glædeligste overraskelse var udgivelsen af den nye bog til bibelstudiebrug „What Has Religion Done for Mankind?“ [dansk: „Hvad Har Religion Betydet for Folkene?“, 1954]. Der udkom også fire nye traktater, som kunne gøre den offentlige forkyndelse mere effektiv. Stævneforedragene blev hovedsagelig holdt på engelsk, men for dem, der talte dansk, finsk, fransk, hollandsk, norsk, svensk og tysk, holdtes enkelte, særlige møder. Samværet med vennerne fra alle de mange nationer var frydefuldt. Ingen afholdt sig fra at tale med andre vidner, hvor som helst man traf dem i London, idet de var let kendelige på de nydelige reversmærker, som alle stævnedeltagerne bar. Fra London rejste mange af vidnerne til kontinentet for at deltage i de følgende stævner og der mødes med tusindvis af deres udenlandske fæller, som ikke havde kunnet komme til London.a

Først fulgte et lykkebringende, internationalt stævne i Paris. Det afholdtes den 9.-12. august i Palais des Sports, hvor 10.456 overværede det offentlige møde. Ved dette første stævne i fjorten år for vidner fra hele Frankrig mødtes repræsentanter for vidnerne fra otteogtyve lande. Ved den lejlighed blev 351 døbt. Man var meget begejstret for denne belærende, teokratiske fest, der varede i fire dage. Alle stævneafdelingerne fungerede upåklageligt, og der var sørget for bespisning og indlogering. Et orkester på halvtreds mand spillede til sangene, og hvilken hjertevarme de franske brødre lagde for dagen i deres sang!

Byen Rotterdam i Holland var centrum for det næste „Clean Worship“-stævne, der i dagene den 17.-19. august afholdtes i Ahoy bygningen, en sportsarena. 285 blev døbt. 3600 stævnedeltagere, som ikke havde råd til privat logi, fik soveplads i seks vældige telte, hvis gulve dækkedes med halm. De hollandske vidner var især travlt optaget af at avertere søndagens offentlige foredrag. Det overværedes af 10.775 tilhørere, det største antal, der hidtil har været samlet ved Selskabets stævner i Holland.b Alle, der havde været med ved dette stævne, rejste derfra med de varmeste følelser for disse standhaftige brødre i den nye verdens samfund i Holland.

For deltagerne i det internationale stævne i Frankfurt am Main i Tyskland den 24.-26. august 1951 var det som at bo i skovene i den nye verden i tre lage. Til dette tyske stævne, det hidtil største, havde man lejet det store sportsstadion samt den tilstødende cykelbane, der skulle rumme dem, der ikke kunne få plads på selve stadion. Mange forberedelser var gået forud for dette gigantiske stævne; 4901 frivillige hjælpere ydede en indsats og gjorde det til en enorm succes. I den store skovbevoksede park, der støder op til stadion, rejstes en stor teltby, hvis gader fik bibelske navne. Flere af teltene benyttedes af de forskellige stævneafdelinger, og her lå cafeteriaen også. Dampen til det enestående køkkenarrangement, der kunne tilberede mad til 30.000 mennesker i timen, kom fra et jernbanelokomotiv. Men størstedelen af teltbyen tjente dog som soveplads for 27.000 stævnedeltagere, der ikke havde råd til at betale for hotelophold eller indlogering i privathjem i Frankfurt. Et dygtigt ledet orkester på 150 mand underholdt stævnedeltagerne og førte an under sangen.

Stævneprogrammet var det samme som i London. Den tyske udgave af „Dygtiggjort til al god Gerning“ udkom ved denne lejlighed, og 2373 blev døbt. Stævnet fik en udmærket omtale såvel i aviserne som i radioen. Om søndagen nåede stævnet sit højdepunkt, da 47.432 kom til stede for at høre N. H. Knorrs offentlige foredrag. Og derpå fulgte så, da stævnet var forbi, en oplevelse, som aldrig vil blive glemt. Spontant brød de forsamlede tyske brødre ud i en afskedssang, med hvilken de betroede broder Knorr og alle hans medvidner, der var kommet fra fireogtyve lande, i Guds varetægt. De tyske brødre, som er blevet nægtet lejlighed til i større antal at rejse til andre lande, værdsatte i ganske særlig grad deres udbytterige samvær med de mange hundrede udenlandske gæster i de velsignede stævnedage.c

Da de østtyske vidners virksomhed har været forbudt af kommunisterne siden august 1950, havde ikke ret mange af dem mulighed for at komme til stævnet i Frankfurt. Et særligt éndags stævne blev derfor arrangeret i vestzonen i Berlin den følgende tirsdag. Flere af talerne fra stævnet gav her selv et resumé af de vigtigste foredrag, ligesom punkter af særlig interesse blev fremdraget. Stævnet fandt sted ved den skønne friluftsscene, die Waldbühne, og 13.563 overværede det gribende program, der varede fire timer. Det ansloges, at cirka 8000 af disse kom fra den kommunistiske østzone. De slugte så at sige hvert eneste ord, som broder Knorr, broder Frost og flere andre talte til dem, og spontant lød deres bifald, når talen var om frihed og protest mod de diktatoriske metoder, Jehovas vidner blev udsat for.

Heller ikke afskeden med denne forsamling vil nogen sinde kunne glemmes. Også her blev der sunget afskedssange, der gav udtryk for hengivenhed. Med smil, der viste, at de var blevet åndeligt mættet, og efter en kort udveksling af afskedshilsener med deres medvidner fra vest drog brødrene fra østzonen, unge som gamle, beslutsomme til undergrundsbanen for at rejse til Berlins centrum, hvorfra de med varsomhed kunne vende tilbage til byens sovjetsektor. Mange havde sat livet på spil og brugt det meste af, hvad de ejede, for at være med ved dette éndags stævne, men de fandt, at det var indsatsen værd. De vendte hjem til deres arbejdsmark for at forkynde under prøvende omstændigheder. Ingen af dem vidste, hvornår det blev deres tur til at blive fængslet eller sat i koncentrationslejr sammen med deres mange brødre, der allerede var indespærret. Hvor meget lettere ville det ikke have været for dem at blive i den frie vestsektor! Men de vendte tilbage og gav dermed bevis for deres sande mod og hengivenhed over for den teokratiske pligt.d

Stævnekampagnen for 1951 fortsatte. Videre gik det mod Nord- og Mellemeuropa. Det offentlige møde ved stævnet i København overværedes af 6912. Ved de to stævner i Vasa og Helsingfors i Finland var det højeste antal tilstedeværende tilsammen 5750.e Stockholm var næste stævneby med 6211 tilstedeværende. I Lillehammer i Norge hørte 2391 det offentlige foredrag.f Det største stævne, vidnerne i Østrig nogen sinde har afholdt, holdtes i Wien, hvor der var 4467 til stede.g

Stævnerækken i 1951 afsluttedes med det amerikanske stævne, der holdtes den 12.-14. oktober på Griffith Stadium i Washington, D.C.; det højeste antal tilstedeværende var her 57.500.

Stævneprogrammet for 1951 viste sig sandelig at være en rig kilde til styrkelse af det teokratiske fællesskab, den teokratiske kundskab og vækst!h Tallene fra stævnernes offentlige møder viser desuden, hvilken vigtig rolle disse stævner spiller i forbindelse med den verdensomfattende indsamling af Jehovas andre får. Heri er et bevis for en uimodståelig teokratisk vækst blandt de mennesker, der er blevet åndeligt vakt.

I 1952 holdt Jehovas vidner deres sædvanlige lokale zone- og sektionsstævner, stævner, som også spiller deres rolle i den proces, der går ud på at drage flere og flere af Jehovas folk bort fra Satans babyloniske verden. Der var ikke truffet bestemmelse om noget verdensstævne i 1952, thi alle lagde planer for at være med ved et internationalt stævne, hvorom det længe i forvejen var meddelt, at det skulle holdes i New York city i 1953. Det skulle være en gentagelse af det berømte 1950-stævne på Yankee Stadium, blot i langt større målestok.

(Fortsættes)

[Fodnoter]