Hvad skal man forstå ved „det endelige udfald“?
BIBELEN indeholder læren om et endeligt udfald. Nej, det er ikke det samme som fatalisme, en lære der hævder at et menneskes livsløb, alt hvad det erfarer og endeligt går i møde er underlagt skæbnen og således forudbestemt i alle detaljer. Læren om et endeligt udfald betyder snarere at visse begivenheder ufejlbarligt vil ske til sidst. Hvad det endelige udfald vil blive, bestemmes af en højere magt der råder over tider og stunder. Det kan blive til fordømmelse eller det kan blive til gunst, hvilket sidste bringer velsignelser med sig. Før det endelige udfald foreligger, har den enkelte stor frihed til at vælge, hvorved han for sit vedkommende bestemmer slutresultatet, om han skal forblive under fordømmelse og tilintetgøres eller er værdig til at få del i fremtidige udfald i gunstig retning.
● Mennesket, der blev skabt i Guds billede, fik oprindelig stillet muligheden for evigt liv på en paradisisk jord i udsigt. På grund af Adams oprør mod Jehovas suverænitet blev døden det endelige udfald for Adam og hans afkom. (Rom. 5:12) Denne fordømmelse gav dem nu en tidsbestemt levetid, en begrænsning der oprindelig kun var tiltænkt markens dyr, som ikke var skabt i den evige Guds billede. „For der er et udfald for menneskenes børn, og der er et udfald for dyrene, og der er samme udfald for dem. Som den ene dør, således dør den anden.“ — Præd. 3:19, NW.
● Dette udfald, døden, rammer alle mennesker uden personsanseelse, sande såvel som falske tilbedere af Gud, rige som fattige. „Der er ét og samme udfald for den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den der ofrer og den der ikke ofrer. Den gode er den samme som synderen . . . Dette er det ulykkelige ved alt hvad der er blevet gjort under solen, at menneskebørnenes hjerte, fordi der er ét udfald for alle, også er fyldt med ondt, og der er vanvid i deres hjerte i deres levetid, og derefter — til de døde.“ — Præd. 9:2, 3, NW.
● Menneskets stræben efter at fremme sine egne selviske gerninger ender til sidst i tomhed. De ulemper som dette endelige udfald, døden, medfører, kan ikke overvindes hvad enten man er klog i sin praktiske visdom eller dum i sin tåbelighed. „Hvad angår enhver der er viis, så er hans øjne i hovedet, men den dumme vandrer frem i det rene mørke. Og jeg er kommet til kundskab om, også jeg, at der er ét udfald som bliver udfaldet for dem alle. Og jeg selv sagde i mit hjerte: ’Et udfald som det den dumme vil få, vil blive udfaldet for mig, ja, mig.’ Hvorfor var jeg da blevet viis, så overmåde viis på den tid? Og jeg sagde i mit hjerte: ’Også dette er tomhed.’ For til ubestemt tid vil den kloge ikke blive erindret mere end den dumme.“ (Præd. 2:14-16, NW) Alle bedrifter og egennyttige gerninger udført af oldtidens vise og tåber er glemt under tidens støv. Men et menneske der søger at følge en færd i indvielse til Gud udfører nyttige gerninger som for ham vil ende med liv og velsignelse i fremtiden. — 1 Kor. 15:58.
● For den kristne der er trofast mod sin indvielse ligger der forude forbløffende og storslåede ting der vil blive det endelige udfald. De er fremtidige men dog sikre. Omsider vil Rigets regering herske over denne jord i tusind år. Freden vil sænke sig over denne klode. Døden vil blive slettet ud. Fysisk og åndelig helbredelse af folkeslagene vil bringe menneskene tilbage til fuldkommenhed. Jorden vil blive et paradis. Under over alle undere, der vil ske en opstandelse af de døde. Jehovas suveræne overhøjhed vil omsider blive hævdet når størstedelen af den genoprettede menneskeslægt vil bevise sin uangribelighed i den endelige prøve efter afslutningen på de tusinde år. Til sidst vil den modtage det evige livs gave. Mænd og kvinder vil da blive antaget af Jehova som hans jordiske sønner og døtre for evigt.
● Hvilket håb bringer det ikke Jehovas trofaste tjenere nu i disse dage for verdens ende at betragte det endelige udfald af at følge en kristen, uangribelig færd! Troen på dette endelige udfald gør ikke Jehovas vidner til fatalister. Nej, dette forbløffende udfald som endnu ligger foran os tjener blot yderligere til at skærpe vor interesse for at blive værdige til at modtage det evige livs gave af Gud gennem Jesus Kristus, vor Herre. (Rom. 6:23) Den mulighed står åben at døden vil blive det endelige udfald for dig før Harmagedon, før afslutningen på dødens lange herredømme. Gør derfor brug af hver dag du er i live før det universelle Harmagedonslag bryder løs, så du opbygger et godt omdømme hos din Gud. Lad mens du endnu drager ånde din lovprisning stige til Jehova, der bestemmer det endelige udfald for de gode og de onde. Forvis dig om det endelige udfald som Jehova lader blive dem til del der gør hans vilje. — 1 Joh. 2:17.