Hvem kan sige sig fri for synd?

KAN et menneske hævde at være uden synd hvis det er i stand til at leve livet uden nogen sinde at gå uden for en anerkendt moralnorm eller at overtræde en etisk lov? Kan man sige at et barn er uden synd fordi det ikke kan forstå hvad der er moralsk rigtigt, eller fordi det endnu hverken kan handle ret eller uret? Nogle mennesker i denne materialistiske verden er måske tilbøjelige til at svare ja. Men de indser ikke at synd indebærer meget mere end at overtræde en morallov. Synd er konflikt med Guds love. Intet ufuldkomment menneske evner til fuldkommenhed at holde disse love, og derfor er det skyldigt i synd. Det kan ikke nå op til den fuldkomne lydighed mod sin Skaber.

Men hvad så med den der benægter eksistensen af en Skaber og påstår at det forunderlige menneskelegeme er blevet til ved en tilfældighed og ikke ved en intelligenspræget skabelse? Han hævder måske at være uden synd, for han anerkender ikke at der findes guddommelige love. Men selv om han benægter at der eksisterer sådanne love, stilles han over for dem hvert øjeblik i sit liv. Den mindste partikel i ethvert stof er underlagt love som binder den. Hele det fysiske univers fungerer efter nøjagtige love, og derfor har mennesket kunnet gøre brug af nogle af dem i sin praktiske videnskab.

Eftersom love ikke kan indføre sig selv, vidner deres eksistens om en lovgiver. Hans visdom åbenbarer sig gennem den bemærkelsesværdige måde hvorpå disse love holder universet under kontrol og bevarer dets orden. Når denne lovgiver er i stand til at fastsætte love for det livløse stof, kan han naturligvis også give levende, fornuftbegavede skabninger love for hvordan de skal opføre sig. Da en overtrædelse af „naturens“ love kan forårsage lidelser for mennesket, skulle det ikke være vanskeligt at forstå at brud på de guddommelige love som gælder for menneskets adfærd, kan blive til skade for det. Det er et sådant brud der har bragt ufuldkommenhed og død ind i verden.

Vantroens ånd med hensyn til alt hvad der angår Skaberen, har påvirket denne moderne verdens religiøse tankegang. Følgen er at nogle navnkristne har draget den slutning at synd er begrænset til en overtrædelse af moralnormer og at frelse derfra udvirkes ved karakterudvikling. Andre giver deres egen definition af synd, som for eksempel dem der siger at synd er „troen på at der eksisterer et sind eller flere sind udover det guddommelige sind“. At blive frelst fra synd betyder for disse mennesker at blive frelst fra den „menneskelige opfattelses bedrag“. Hvis man betragter synd som det ikke at kunne nå op til den fuldkomne lydighed mod Guds love, kan de måske påstå at de er uden synd fordi de har tillagt ordet en helt anden betydning.

Mange navnkristne, blandt andre de lige nævnte, er tilbøjelige til at afvise den tanke at det første menneskes synd berører nulevende mennesker. I denne forbindelse har professor Conrad Moehlman ved Rochester præsteseminarium sagt: „Arvesynden og den skyld som er det grundlæggende i den middelalderlige religiøse syntese, forkastes af det moderne menneske. . . . Arvesynden og den medfødte skyld vil før eller siden vige for den opfattelse at synd er et trin i udviklingen til det gode.“ Trods denne og lignende anskuelser blandt religiøse og irreligiøse mennesker, viser den store Lovgivers ord at alle mennesker berøres af Adams synd.

Mennesker dør, ikke fordi døden er naturlig for den menneskelige organisme, men fordi det første menneske syndede. Dets efterkommere har arvet syndens virkninger. Videnskabeligt studium har bragt for dagen at menneskelegemet bestandig fornyr sig og teoretisk skulle kunne leve evigt. Guds ord siger tydeligt at årsagen til menneskets død er synd og ufuldkommenhed nedarvet fra Adam: „Synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ — Rom. 5:12.

Adam og Eva fik først afkom efter at de havde syndet, eller efter at de havde ophørt med at være fuldkommen uangribelige ind for Gud. Da der ikke kan komme en ren af en uren var deres børn ikke fri for synden og dens straf, døden. Det skulle ikke være så svært at forstå, når man betænker at mange svagheder går i arv fra forældre til børn. Når nu det forholder sig sådan, lyder det da så utroligt at Adams synd skulle gå i arv til alle hans efterkommere? Bibelen siger klart og utvetydigt at „alle dør i Adam“. (1 Kor. 15:22) Det er rent og skært selvbedrag når nogle mennesker betvivler Bibelens autoritet blot fordi de ikke er enige med den.

Eftersom Adams synd er gået i arv til alle mennesker, idet den er givet videre fra generation til generation, er børn ikke uden synd. Det var hvad David understregede da han sagde: „Min moder undfanged mig i synd.“ (Sl. 51:7) Sandt nok er de for små til personligt at synde ved at overtræde guddommelige love, men deres alder har ingen indvirkning på den synd de har arvet efter Adam. Gud har tilvejebragt et løskøbende offer, og kun ved at modtage denne ufortjente godhed kan et menneske blive udfriet fra den adamitiske synds trældom. „Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.“ — 1 Joh. 1:7.

De der benægter at de har arvet synden fra Adam eller at de er skyldige i synd imod Guds love fordi de ikke kan nå op til den fuldkomne lydighed imod dem, taler ikke sandt når de giver udtryk for deres syn på dette spørgsmål. Hvad enten de hævder at være kristne eller ej, er det ikke i deres filosofiske eller religiøse synspunkter man skal finde sandheden. Fantasi fostrer ikke kendsgerninger. „Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.“ — 1 Joh. 1:8.

Han, hvis eksistens åbenbares gennem de vidunderlige ting vi ser i dette materielle univers, ting der vidner om umådelig visdom og magt, har ikke forholdt mennesket nøjagtige oplysninger om sig selv og sine hensigter. Han har givet mennesket en skreven vejledning hvori han forklarer hvorfor alle mennesker er ufuldkomne og til sidst dør. Bibelen er denne skrevne vejledning og med den som målestok kan man afgøre om det man tror er sandt eller usandt. I Bibelen har Gud fortalt hvordan han traf foranstaltning til at udfri mennesker fra den iboende synd og død. I kraft af Guds ufortjente godhed gennem Jesus Kristus vil mennesket, når tiden er inde, med rette kunne sige at det er uden synd.